Forfatteren Jan Sonnergaard er død 53 år gammel. Det oplyser Sonnergaards forlag Gyldendal i en pressemeddelelse.
Jan Sonnergaard bragede igennem den litterære lydmur med debuten - novellesamlingen Radiator - der udkom i 1997.
Jan Sonnergaard var uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og filosofi fra Københavns Universitet.
Sonnergaards forfatterkollega Henrik List skriver følgende på sin Facebook profil:
"FARVEL TIL EN GAMMEL VEN, EN STOR FORFATTER, EN ÆGTE LIVSNYDER OG ET GODT MENNESKE, DER ER DØD ALT, ALT FOR TIDLIGT ... R.I.P.
<3 Jan Sonnergaard, 53 år ... Min ven Poul Post har lige ringet og fortalt mig det, og den tragiske nyhed bekræftes desværre af breaking news på TV2 News og Ritzau-telegrammer på div. avisers websites: Jan er faldet død om efter et hjerteslag i Beograd, Serbien ... Som alt for mange andre af mine gode venner og bekendte i de sidste 10 år dør Jan desværre urimeligt ung, men sådan går det åbenbart for min generations mest interessante, kompromisløse mænd. Jeg vil altid selv huske Jan for hans mod og stil som forfatter - en af de få danske kolleger, jeg virkeligt beundrer! - og for hans karakter som mand og menneske. Han var noget i litteratur- og kulturmiljøet så sjældent som en mand, man virkelig kunne stole på, og jeg kan personligt takke ikke mindst HAM for, at jeg i foråret i år fik tildelt Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat - på et tidspunkt, hvor JEG personligt var ved at kaste håndklædet i ringen ... Jeg er overbevist om, at ikke mindst de tre novellesamlinger - "Radiator", "Sidste søndag i oktober" og "Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen" - vil blive stående som et samlet novelle-hovedværk i dansk litteratur. Jeg ved, at jeg altid vil savne vores sjældne, men gode herrefrokoster, vores faste postkortudveksling fra div. internationale rejsemål (håber han nåede at læse det, jeg sendte fra Hamburg for et par uger siden?) og vores fortløbende diskussion om den senmoderne tidsalders dårskab, politiske korrekthed og honette ambitioner. Og jeg håber i al fald, at Jan nåede at drikke nogle flasker Slivovitz, spise noget god mad og kneppe et par søde kvinder i Beograd, inden han faldt om. Jeg vil snart gå på værtshus og løfte glasset for ham en sidste gang, og hvem ved: Måske går der ikke alt for længe, før vi mødes på en skummel bar henne om hjørnet, på den anden side ..."
Se også
Nepotisme bag Statens Kunstfonds uddeling til Peter Øvig Knudsen?