En større debat - rejst af Katrine Winkel Holm (formand for Trykkefrihedsselskabet) og Helle Merete Brix (medstifter og tidligere medlem af Lars Vilks Komiteen) - om Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt 's udeladelse af Lars Vilks Komiteen fra deres næsten 1100 sider lange bog MEN ytringsfrihedens historie i Danmark udspiller sig p.t. forskellige steder på Facebook og i medierne. Jacob Mchangama skriver følgende om udeladelsen af Lars Vilks Komiteen på sin Facebook profil:
"I 2010 udkom Flemming Roses bog ”Tavshedens Tyranni” til flotte anmeldelser og stor international opmærksomhed og bogen blev bl.a. oversat til engelsk og norsk. Èn der dog ikke var udelt begejstret for bogen var forfatteren Helle Merete Brix, der i Trykkefrihedsselskabets publikation Sappho skrev en anmeldelse på godt 1500 ord, hvoraf de ca. 500 blev brugt til at beklage, at Flemming Rose ikke nævnte Trykkefrihedsselskabet og personer som Lars Hedegaard, Søren Krarup, Katrine Winkel Holm og Uwe Max Jensen. Ja Brix konkluderede endda med et citat fra Arthur Koestler at Denne frygt for at havne i dårligt selskab er ikke et udtryk for politisk renhed; det er et udtryk for en mangel på selvtillid.”
Her seks år senere kan man kun trække lidt på smilebåndet af en anmeldelse der lægger så afgørende vægt på hvordan anmelderen selv er beskrevet i en bog, skrevet af hovedpersonen i Danmarkshistoriens største udenrigspolitiske krise efter 2. verdenskrig, og som behandler ytringsfrihedens globale idehistorie og dens vigtigste nutidige udfordringer. Som sådan fungerede anmeldelsen måske som et vidnesbyrd om menneskets skrøbelige ego og hvordan de fleste af os – særligt de af os der deltager i den offentlige debat – let kan få et selvcentreret og forfængeligt forhold til betydningen af egen person og bedrifter, og hvordan vi higer efter evig anerkendelse. Det er dog trods alt de færreste der så direkte udstiller disse sider af egen person til offentligt skue, idet de fleste foretrækker at skumle med bitterhed over de sårede følelser i det stille.
Men nu er den gal med de skrøbelige egoer igen. Og denne gang er undertegnede og Frederik Stjernfelt de skyldige, mens de der er gået for nær (eller måske snarere ikke nær nok) igen er Helle Merete Brix, samt teologen og formanden for Trykkefrihedsselskabet Katrine Winkel Holm. Det drejer sig om min og Stjernfelts bog ”MEN Ytringsfrihedens historie i Danmark” som Brix og KWH har bladret i (de er apropos det med forfængeligheden og egoerne startet med slutningen, der bl.a. behandler den periode, hvori de selv har været aktive i debatten).
Brix og KWHs hovedanke er nært beslægtet med de sårede følelser over at være skrevet ud af Roses opus om ytringsfriheden. I vores bog på over 1000 sider som behandler små 500 års historie burde en række personer såsom Brix spille en mere prominent rolle.
Helle Merete Brix beklager sig bl.a. over, at Lars Vilks Komiteen (som hun var medstifter af) ikke er nævnt i bogen selvom det var denne der stod bag arrangementet på Krudttønden den skæbnesvangre februardag i 2015. Brix når frem til konklusionen
”MEN betyder alt dette noget? Ja, sådanne udeladelser skal understrege forfatternes foragt for dem, som de er uenige med i ytringsfrihedsdebatten. Ikke mindst dem, der har været klare i mælet om, at de mener, at islam er hovedproblemet”
Mens KWH konkluderer, at
”du i ”MEN. Ytringsfrihedens historie i Danmark” som bogens titel lyder, blive informeret om, at de eneste virkelige forsvarere af ytringsfriheden er dem, der mener ytringsfriheden er et universelt princip. Der er, vil du finde ud af, kun ganske få ægte ytringsfrihedsforkæmpere. Udover bogens forfatter vistnok kun Flemming Rose og Jens Martin Eriksen. Langt de fleste af os andre har svigtet, vil du få at vide. Til gengæld vil du ikke, medmindre du fortaber dig i noterne, ane eksistens af en ytringsfrihedsforkæmper ved navn Helle Merete Brix ligesom du heller ikke ville blive orienteret om, at der fandtes noget, der hed Lars Vilks komitéen.”
I en bog om ytringsfrihedens historie i Danmark fylder debatten om ytringsfrihedens universalitet ganske lidt, og oftest i form af spørgsmålet om hvorvidt ytringsfriheden er en særlig dansk værdi. Hovedspørgsmålet for MEN, er snarere, hvorvidt ytringsfriheden bliver behandlet som et princip eller som et hensyn i konkurrence med andre, som man alt efter indstilling kan fremhæve på ytringsfrihedens bekostning.
Vi nævner en lang række eksempler – gamle som moderne – på dette MEN og her er intet korstog mod islamkritikere, da bl.a. også Politiken, adskillige venstrefløjspartier- og politikere, Socialdemokratiet, Venstre, Institut for Menneskerettigheder, ja selv den franske højoplysnings arvtagere i Charlie Hebdo, bliver fremhævet med eksempler på ”Ytringsfrihed, MEN”.
I konklusionen lægger vi os selv op ad en principfast ytringsfrihedsposition som vi viser går igen fra Michael Birckner i 1797 over den sene Grundtvig til PH og Flemming Rose. Disse personer har vidt forskellige holdninger – to er kristne præster (men med ganske forskellige teologiske udgangspunkter), en er venstreorienteret ateistisk kulturradikal og en er kulturpessimistisk klassisk liberal. I konklusionen slår vi også fast, at ytringsfriheden kan forsvares ud fra en række forskellige utilitaristiske og moralske principper, som vi anser for gensidigt forstærkende snarere end gensidigt udelukkende og vi slår fast at ingen politisk position kan gøre krav på ytringsfriheden. KWH forveksler altså universalisme med principfasthed og konsekvens.
Hvad så med de udeladte? Med al respekt for Lars Vilks Komiteens indsats for at støtte den truede Vilks, så handlede angrebet på Krudttønden jo efter al sandsynlighed ikke om et angreb på Komiteen, men om et angreb på Lars Vilks, og netop Vilks, hans tegning af Muhammed som "rundkørselshund" og en række af de fysiske og verbale angreb han udsættes for, behandles i bogen.
For at få pengene til at passe og sine læsere til at tro at bogen negligerer Lars Vilks Komiteen og Helle Merete Brix skriver Katrine Winkel Holm: ”
Er det fordi, forfatterne ikke fortaber sig i detaljer? Nej, slet ikke. Vi hører skam om deres egen ytringsfrihedsgruppering, Fri Debat”.
Men her er den eneste nævnelse af Fri Debat i selve bogens tekst:
”Også PEN, Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet beklagede Politikens forlig”.
Derudover nævnes Fri Debat i to ud af de 12 linjer vi i en fodnote bruger på Trykkefrihedsselskabets stiftelse, hvor vi også nævner Helle Merete Brix ved navn (dog fejlagtigt som stifter da hun alene var bestyrelsesmedlem). Læser man bogen vil man også se at den eneste reference vi laver til os selv – udover fodnoten om Fri Debat - er følgende:
” Der er ingen grund til at lægge skjul på, at denne bogs forfattere står tæt på Roses forsvar for en principiel opfattelse af ytringsfriheden som universaliserbar – vi gjorde også selv vore indsatser i den omfattende debat af emnet i 2010, men der er næppe grund til at resumere vores egne indlæg her”
Der er altså ikke tale om at vi skriver side op og side ned om os selv og vores egne fortræffeligheder, mens vi henviser TFS, KWH, Helle Merete Brix m.v. til en fodnote. Vi nævner i øvrigt heller ikke en lang række andre folk der har deltaget med markante indlæg i de senere års debatter om ytringsfrihed såsom Søren K. Villemoes, Mads Brügger, Mikkel Andersson, Niels Ivar Larsen (der både har været medlem af Lars Vilks Komiteen og stadig er medlem af Fri Debat) m.fl. Når vi bruger så lidt plads på Fri Debat, TFS, PEN, kredsen om disse foreninger og andre prominente debattører, er det fordi denne personskreds (os selv inklusive) efter vores opfattelse har været statister i de seneste 10 års historie om ytringsfriheden. Vi har alle brugt megen tid og spalteplads på at reagere på den historie som andre har skabt og drevet fremad (ofte ufrivilligt som ofre for angreb eller retssager). Men i et synteseværk der beskriver hovedlinjerne i ytringsfrihedens historie må det nu engang være hovedpersonerne og ikke statisterne der løber med opmærksomheden.
KWH beklager sig også over, at vi i bogen fremhæver Pia Kjærsgaard som en person der går ind for ”Ytringsfrihed, MEN” . KWH mener ikke at Pia Kjærsgaards forbud om at forbyde parabolantenner i ghettoområder bør tillægges afgørende vægt i forhold til Kjærsgaards mangeårige insisteren på at give udtryk for sine holdninger uanset udskamning, trusler og retssager. Hvis forslaget om parabolantenner var en finke af panden kunne man give KWH ret.
Men læser man bogen vil man vide at Kjærsgaard har ført injuriesager mod journalisten Lars Bonnevie og politikeren Karen Sunds for at kalde Kjærsgaard racistisk, ligesom den nyligt afdøde forfatter Jan Sonnergaard blev slæbt i retten af Kjærsgaard efter at have kaldt hende landsforræder. Læg dertil talrige politiske forslag i Kjærsgaards formandstid om bl.a. at forbyde Hizbut-Tahrir, afbrænding af Dannebrog, indførsel af internetcensur og ønsket om at justitsministeren indledte en undersøgelse af Hans Jørgen Bonnichsen for lovlige udtalelser.
Så ja, Kjærsgaard har utvivlsomt været en af de nutidige danske politikere der har oplevet flest forsøg på at få sin ytringsfrihed knægtet med både trusler, vold og retlige skridt, men hun er også en af de nutidige politikere, der mest energisk har forsøgt at bruge sin magtposition til at lukke munden på politiske modstandere. Som sådan er Kjærsgaards karriere en perfekt eksemplificering af ”ytringsfrihed, MEN”, og KWHs blindhed overfor dette åbenlyse MEN ganske sigende for KWHs egen deltagelse i debatten de sidste 10 år.
KWH kan selvfølgelig mene at den ytringsfrihed som Kjærsgaard forsøgte at knægte var den ”universelle” og ”abstrakte”, som ikke betyder så meget, mens Kjærsgaards egen ytringsfrihed var den mere fine ”konkrete” og ”hævdvundne” af slagen. Men I forhold til KWHs diskussion om universalisme og det konkrete overfor det abstrakte vil jeg med al respekt henstille til at KWH læser videre end de sider hvor navneregistret viser, at de navne hun personligt sætter højt fremgår. Forhåbentlig vil det lange historiske blik på ytringsfrihedens rolle i Danmark give et mere nuanceret blik på netop spørgsmålet om det konkrete og det abstrakte, og hvorvidt den skelnen giver mening for de mange vidt forskellige mennesker af kød og blod, der i løbet af Danmarkshistorien har fået deres ytringsfrihed knægtet."
Se også
Perler for svin (Terrorist Welcome - Replik til DR K / Sprogquizzen / Det Jødiske Samfund og Politiforbundet)