L.O.C. hos Clement. (Foto: Uriasposten)
Jeg er sikker på, at denne opdatering på Uriasposten har affødt mange harske kommentarer om kunst og kunstnere. Og ja, kunstnerne ligger som de har redt. De har i alt overvejende grad været multikulturens nyttige idioter og har ignoreret islams totalitære træk og heller ikke forsøgt sig med et svar på det helt afgørende spørgsmål: Hvorfor har danskerne ikke ret til deres eget land?
Men historien er mere mudret end som så. Det var billedhuggeren Hein Heinsen, der fik oversat koranen til dansk, da han betalte 100.000 kroner af egen lomme. Det gjorde Heinsen, der også har læst teologi, ikke for at tækkes herboende muslimer. Han fik koranen oversat, så danskerne ved selvsyn kunne læse, hvilke frygtelige ting, der også står i koranen, og dermed være klædt på til at udøve korankritik på en kvalificeret baggrund.
Selvfølgelig trænger også navne som mine svenske kolleger Lars Vilks og Dan Park sig på, når det gælder kunstnere, der insisterer på, at islam skal kunne kritiseres på akkurat samme vis, som kristendommen er blevet kritiseret - hånet, spottet og latterliggjort - de seneste 100 år. Man kunne også nævne danske Firoozeh Bazrafkan, der har lavet flere udmærkede værker i den genre.
Men de allahfleste kunstnere forholder sig enten tavst eller positivt til multikultur og islam. Hos skuespillerne er det slemt, men værst er det hos rapperne, der ikke bare er islamapologeter, men ofte direkte islamleflende.
Det så man et eksempel på hos Clement Kjersgaard på DR2, hvor L.O.C. giver den fuld skrue, hvad angår lovsang af islam og koran. Udover at udpensle sin uvidenhed om, hvad der faktisk står i den del af koranen, som han henviser til, afslører interviewet en mere grundlæggende uvidenhed på det politiske plan, der på sin vis er værre.
Når L.O.C. mener, at muslimer skal have lov til at vælge det smukke i islam, er han - uden at være vidende om det - enig med islamkritikeren Ayaan Hirsi Ali, der er efterstræbt på livet af sine tidligere muslimske trosfæller, fordi hun blandt andet har opfordret dem til at bortkaste de krigeriske Medina-vers fra koranen (og dermed størstedelen af bogen) og kun fokusere på de mere positive Mekka-vers, der blev "åbenbaret" for Muhammed, inden han blev magthaver og hærfører.
Ayaan Hirsi Alis tanke om at vægte det positive og bortkaste det negative i koranen er ikke ny. Mahmoud Mohammed Taha fra Sudan argumenterede i bogen The Second Message of Islam fra 1967 for, at muslimer skulle tage den spirituelle udgave af islam fra Mekka til sig og afvise Muhammeds krigeriske og politiske Medina-version. Muhammeds Medina-vers var ifølge Taha begrænset til en særlig periode, hvor Muhammed var politisk magthaver, og de skulle derfor ikke gælde for senere generationer af muslimer. Taha var også modstander af at indføre sharia - hellig islamisk lov - i Sudan. Taha blev ved med at tro på, at der ikke var nogen gud foruden Allah, og at Muhammed var hans profet, som det fremgår af den islamiske trosbekendelse. Alligevel blev Taha hængt som frafalden fra islam i 1985.
L.O.C.'s tanke er smuk - måske kunne man også have anvendt den om nazismen, Hitler havde jo mange gode ideer om arbejde til folket, økologi med mere. Men tanken om at fokusere på det positive i islam og bortkaste det negative har i øjeblikket ingen eller meget lille realpolitisk betydning hos muslimer. I stedet oplever vi, at muslimer i Europa, hvor man skulle tro, at mulighederne for en reform af islam er til stede, i stigende grad bliver strengt religiøse og tilhængere af for eksempel sharia-lovgivning.
Det er skønt med kunstnerisk ønsketænkning. Der er bare ikke noget at bruge den til.
Se også
Jul på Nørrebro (Homage til For Frihed og Dan Park)
Efter Muhammed kunne historien ikke lære mere fra sig; hvis der var forandringer, kunne det kun være til det værre