Mennesket er omstillingsparat. I går var det to år siden det franske satiremagasin Charlie Hebdo blev udsat for et terrorangreb, der kostede 10 medarbejdere og to politibetjente livet.
Jeg blev på dagen ringet op af min kollega Helle Merete Brix, der orienterede mig om angrebet. Den første reaktion var forfærdelse. Sandsynligvis hjulpet på vej af, at Lars Vilks Komiteen få måneder tidligere havde overrakt sin ytringsfrihedspris Guldhunden til Charlie Hebdos chefredaktør Gérard Biard ved et møde i København i efteråret 2014. Det kom med andre ord tæt på.
Få uger senere holdt Lars Vilks Komiteen et møde i Krudttønden i København, hvor kunst og ytringsfrihed var emnet. Komiteen havde fået tildelt det samme niveau af sikkerhed, som var normen inden angrebet på Charlie Hebdo. Der var hos flere en snigende fornemmelse af, at det måske ikke var nok.
Det var det ikke. Da Omar El-Hussein mødte op ved Krudttønden for at slå ihjel, blev politiet outgunned. Mens terroristen kunne skyde gennem indgangspartiets glas, kunne politiet med deres mindre slagkraftige våben ikke skyde indefra Krudttøndens foyer og ud igennem glasset. Alligevel lykkedes det at få terroristen til at tage flugten, da politiet skød igen, da El-Hussein forsøgte at komme helt ind i foyeren. Havde Vilks' egne toptrænede svenske sikkerhedsvagter ikke været til stede ved mødet, er det ikke til at vide, hvor galt det kunne være gået.
Udenfor Krudttønden skød og dræbte El-Hussein filminstruktør Finn Nørgaard, og efter at have fået hjælp af fire venner fra Mjølnerparken (der, selv om de bistod El-Hussein på forskellig måder i timerne efter angrebet, blev frifundet for terroranklagen) likviderede El-Hussein om natten vagten Dan Uzan foran synagogen i Krystalgade.
Siden er terror i Vesten omtrent blevet hverdag. Og nye anslag mødes med en blanding af apati og kynisme. Sandheden er sandsynligvis, at terror er kommet for at blive. I hvert fald indenfor en overskuelig tidsramme. Den erkendelse er vokset frem på bare to år. Og det er både deprimerende og skræmmende.
Se også
Martyrer for ytringsfriheden
François Zimeray: Still alive in the room