(Foto: Den Gamle By)



Debatten om selvtægt er blusset op (igen). I 2008 portrætterede jeg i Weekendavisen den københavnske urmager Michael Woolhead, der i januar 2007 skød tre serbiske røvere under et røveriforsøg mod Woolheads butik Vintage Ure.


"I næste uge begynder retssagen mod en serbisk mand, der sammen med to landsmænd deltog i et mislykket røveri mod en københavnsk urmager i januar 2007. Retssagen markerer sandsynligvis den juridiske afslutning på sagen. Men for urmager Michael Woolhead er det langt fra slut.

Jeg møder urmageren i hans hjem på Fyn. Han bor i landsbyen Viby nogle kilometer fra Kerteminde. Landsbyen er ren bindingsværksidyl – selv kirketårnet er opført med bindingsværksteknik – og på urmagerens gårdsplads spankulerer hønsene frit omkring. Indenfor tager to katte og hanhunden Takaro imod. Hunden er en japansk shiba inu. En race, der ikke alene er kendetegnet ved at være en dygtig jagthund, men også har den fordel, at den ikke gør. Det er vigtigt for en mand som Michael Woolhead, der mest af alt ønsker sig fred og ro – han er allerede stoppet med at se tv, høre radio og læse aviser, da det sætter tankerne i gang – og har kun indvilliget i at lade sig interviewe, fordi han håber, at hans fortælling kan kaste lidt lys på samfundets skyggesider.

I januar 2007 bliver Michael Woolhead ufrivilligt midtpunkt i en sag af gammeltestamentlige dimensioner. En sag om skyld og straf. Ret og rimeligt. Og en sag, hvor balancen mellem lovligt nødværge og selvtægt er hårfin.

16. januar 2007 klokken lidt i 17 stormer tre pistolsvingende serbiske røvere ind i Michael Woolheads butik, Vintage Ure, i Kompagnistræde i hjertet af København. Mindre end ét minut senere flygter røverne. Uden udbytte, men ramt af skud. Urmageren er i løbet af det skæbnesvangre minut trådt ud af rollen som offer og ind i en ny som eksekutor af en højere retfærdighed eller gemen selvtægtsmand alt efter øjnene, der ser.

Sagen om "den skydende urmager" rammer lige lukt ned i den danske folkesjæl, hvor mange mener, at nok er nok, og opfatter urmageren som en helt. Men politiet ser ikke med tilsvarende milde øjne på sagen, og urmageren blive varetægtsfængslet i 49 dage og siden idømt et halvt års fængsel i byretten. Men det vender vi tilbage til.

Efter retssagen lukker urmageren sin butik og sælger ud af varelager og inventar for at trække sig tilbage til Fyn. Han har planer om at fortsætte som urmager med udgangspunkt i et værksted i hjemmet. Men der er ikke basis for den type forretning i Viby, og i dag er Michael Woolheads liv koncentreret om at passe sønnen, 17-årige Sebastian, der er infantil autist med ADHD. Indtægtskilden er en beskeden førtidspension, som urmageren har fået tilkendt ovenpå de i alt syv røverier, han har været udsat for. Diagnosen lyder på posttraumatisk stresssymptom.

Oveni de økonomiske problemer, der i værste fald kan tvinge Michael Woolhead og Sebastian væk fra Viby, lurer samfundets straf. Den 48-årige urmager har nemlig stadig et uafklaret udestående med staten. Han mangler at afsone 70 dage af sin straf for ulovlig våbenbesiddelse. Men kriminalforsorgen ved ikke, hvor de skal gøre af Sebastian, der på grund af sit handicap har brug for trygge rammer, mens Michael Woolhead sidder inde, så afsoningen udsættes til stadighed.

Michael Woolhead har søgt om benådning, men han har fået afslag på sin anmodning. Samtidig spørger Sebastian vedholdende, hvornår far skal i fængsel.

"Den forbandede afsoning holder liv i det. Der får ikke lov at falde støv på sagen. Det er opslidende."

Urmageren fastholder, at han ikke er bitter, og at han kun har sig selv at bebrejde for de problemer, han er havnet i. Men han udfolder også en historie om et frustrerende forløb, hvor han flere gange føler sig svigtet af politi og myndighederne.

"Først bliver du forulempet af en røver. Så kommer politiet og mener, at det er noget, man selv har iscenesat, og så kommer de her professionelle blodhunde fra forsikringsselskabet og fortæller, at man ikke kan få én krone eller i hvert fald kun et symbolsk beløb i erstatning. Hvordan de kan sove om natten er mig ubegribeligt. Det er med til at animere en til at forsvare sig. Man forsvarer sit liv, men også sin forretning," siger urmageren.

Når man sidder overfor Michael Woolhead, synes det ubegribeligt, at denne spinkle og påfaldende rolige mand med et anstrøg af noget britisk distingveret samtidig rummer en anden side, der ved flere lejligheder har fået ham til at reagere fuldstændig uforsonligt overfor de røvere, der i tidens løb har udset sig urmagerens forretning som mål.

"Måske er det en særlig retfærdighedssans, der har fået mig til at reagere, når jeg har haft røveri. Jeg er bondefødt og opdraget, og jeg er vokset op med, at man ikke skal finde sig i sådan noget. Sådan fungerer tingene ikke. I hvert fald ikke i min verden."

Allerede inden Michael Woolhead åbner sin butik, har han hørt en historie om en gammel guldsmed, der jager en stor pistolbevæbnet røver ud af butikken. Michael Woolhead er fascineret af historien og håber, at han også kan holde hovedet koldt, hvis han kommer i en tilsvarende situation. Han får snart mulighed for at prøve sine evner i den retning.

En dag får Vintage Ure besøg af en somalier med en foldekniv. Afrikaneren presser kniven mod Michael Woolheads maveskind og forlanger ure og kontanter. Urmageren er imidlertid ikke til sinds at udlevere noget, uden at der bliver betalt for det, og i stedet griber han en skruetrækker for at forsvare sig. Røveren og urmageren kommer i et voldsomt slagsmål, der ender med, at somalieren gentagne gange får slået hovedet ned i ståldelene til et bornholmerur. Det får røveren til at kaste kniven fra sig.

"Da han stod og dyppede sin blodige pande med den plasticpose, han ville have fyldt ure i, var han vist noget overrasket over den behandling, han havde fået. Men alligevel truede han mig og sagde, at hvis han ikke fik lov at gå, ville hans venner komme at tæve mig."

Truslerne bider ikke på Michael Woolhead, og urmageren udleverer røveren til politiet. Politifolkene er glade for den fangst, de får fingrene i. Somalieren har nemlig lommerne fulde af kontanter. Det viser sig efterfølgende, at han samme dag som røveriforsøget mod Vintage Ure har røvet posthuset rundt om hjørnet.

I et andet tilfælde får butikken besøg af en dansk kunde, der heller ikke har tænkt sig at betale for varerne. Han er sendt i byen af en gruppe andengenerationsindvandrere, der sidder i en bil længere oppe ad gaden. Men da det kommer til stykket, tør han ikke begå røveri, og han spørger i stedet om lov til at låne butikkens telefon. Manden ringer til politiet og beder politiet om at eskortere ham ud af butikken. Ifølge Michael Woolhead følger en længere dialog, inden politiet indvilliger i at køre manden væk fra butikken i en af politiets biler. Dagen efter er der telefon til urmageren. Det er røveren, der sprang i målet. Inden politiet kom og hentede ham, har han skjult en gaspistol på urmagerens toilet. Han spørger nu om lov til at hente pistolen. Det giver urmageren ham lov til ud fra den betragtning, at manden sikkert har brug for et skydevåben, hvis han er kommet i kløerne på en kriminel bande.

Michael Woolhead har et helt arsenal af historie. Ikke bare om røverier og røveriforsøg. Men også om den plat og svindel, han næsten dagligt bliver udsat for som urmager i det indre København.

"Der er alle mulige skidesprællere, der skal prøve lykken, når du har sådan en butik. Man skal virkelig være opmærksom hele tiden. Der var ikke grænser for, hvad man kunne blive udsat for. Det var alt fra røveri til folk, der forsøgte at betale med falske kreditkort og falske pengesedler."

I marts 2004 er Michael Woolhead imidlertid udsat for en episode af særlig dramatisk karakter. Det er årets tredje røveri mod urmagerens forretning. Det bliver et vendepunkt for urmageren. Da en af de to bevæbnede røvere placerer sin pistol i tindingen på urmagerens niece, der er gravid i femte måned, reagerer urmageren prompte. Han smider en brandvarm kop kaffe i hovedet på den anden røver og griber en lille skruetrækker fra en udstillingsmontre. De to bevæbnede røvere tager flugten. Den ene med huller i brystet, armen og ansigtet efter mødet med urmagerens skruetrækker. På vej ud af butikken retter han sit våben mod Michael Woolhead. Røveren trykker to gange på aftrækkeren. Men begge gange klikker pistolen.

Selvom røverne bliver jaget på flugt uden udbytte, er der sket noget indeni Michael Woolhead. Han føler sig svigtet af politiet, som, han mener, burde patruljere mere synligt i gaderne. Og af forsikringsselskaberne, der langt fra dækker hans reelle tab. Han vil ikke finde sig i mere.

"Nu ordner jeg tingene selv," lover urmageren Ekstra Bladets læsere, da han i timerne efter røveriforsøget får besøg af formiddagsavisen.

Kort tid efter får han tilbudt en pistol af en kunde, der er tidligere hjemmeværnsmand. Michael Woolhead køber den lille pistol for 3000 kroner. Han opbevarer pistolen i et skab i butikken, og han begynder at gå rundt med den i den højre lomme, når han er på arbejde. Senere udvider urmageren sin våbensamling med et oversavet jagtgevær, der bliver placeret i forretningens pengeskab, og en Colt 45, som han gemmer under sengen i privaten på Fyn. Jagtgeværet og Colt'en køber kan også af en kunde.

I dag fortryder Michael Woolhead, at han ikke lukkede butikken eller omlagde driften radikalt efter det dramatiske røveriforsøg. Mest af alt forbander han den dumhed, at han overhovedet anskaffede sig skydevåben. Men i tiden umiddelbart efter røveriforsøget forekommer urmagerens beslutning om at bevæbne sig at være ikke bare logisk, men også rimelig. Når myndighederne ikke vil forsvare basale rettigheder som retten til at drive en forretning uden at have røvere på nakken, forekommer det Michael Woolhead rimeligt selv at tage affære.

Pistolen er som en "sutteklud", der giver urmageren en følelse af tryghed, når han går rundt i butikken med pistolen i sin højre lomme. Den tryghed har han brug for, da røverierne og de mange episoder efterhånden har slidt på Michael Woolheads psyke.

"Man er som en spand, der langsomt bliver fyldt. En dag flyder den over."

Og da tre serbiske røvere stormer ind i butikken tirsdag 16. januar 2007 klokken 16.51, er spanden fuld og mere til.

Røvernes støjende entré står i kontrast til stemningen i butikken. Michael Woolhead har besøg af sin gode ven og kollega Jørgen Rasmussen. De to mænd nyder en cognac, og i butikkens baglokale er niecen Sara Henriksen i gang med at ordne regnskaber. Der er stille musik på kælderbutikkens anlæg.

De serbiske røvere vifter med pistoler, som senere viser sig at være attrapper købt i en legetøjsforretning i Malmö, men det ved de tre røveriofre ikke.

Den ene røver presser en pistol op under hagen på Michael Woolhead og genner ham ud i baglokalet. Her slår en anden røver urmageren i baghovedet med skæftet af en pistol, mens den første røver placerer sin pistol i nakken på urmageren. Røveren beordrer Michael Woolhead, Jørgen Rasmussen og Sara Henriksen ned på knæ.

"Jeg kender eksempler fra Tyskland, hvor urmagere er blevet skudt i nakken. Jeg troede, at jeg skulle dø," forklarer Michael Woolhead senere i retten.

Røverne presser Michael Woolhead ind over et lille møbel. Urmageren er et praktisk anlagt menneske, der ikke tror på noget som helst. Men han får en forudanelse.

"Jeg så mig selv udefra, hvor jeg blev skudt i hovedet. Billedet var meget tydeligt med blod, benstumper og hjernemasse, der sprøjtede op på væggen."

Forudanelsen bliver ikke til virkelighed. I stedet er det røverne, der kommer efter guld, der ender med at få varmt bly i kroppen. Urmageren fisker nemlig sin pistol op af lommen og skyder bag ud over venstre skulder. Første skud rammer ikke alene en af røverne. Michael Woolhead kommer også til at skyde sig selv, da kuglen strejfer hans skulder.

Der går et øjeblik, inden røverne er klar over, at rollerne er byttet om, og at de står overfor en bevæbnet mand med deres ubrugelige attrappistoler. Så tager de flugten.

Inden de når ud af butikken, er alle tre serbere ramt af skud fra Michael Woolheads pistol.

26-årige Ivan Milanovic er hårdt såret. Han er ramt i halsen, og den dag i dag har serberen stadig projektilet siddende i nakken. Det er for farligt at operere det ud, da det sidder tæt på halspulsåren. Marko Brankovic på 25 år er også såret, men sammen med Ivan lykkes det ham at flygte i bil fra gerningsstedet. De to serbere flygter til en Statoil-tank på Sydhavns Plads, men her opgiver røverparret ævred og tilkalder en ambulance på grund af deres skader.

I røvernes bil finder politiet to pasfotos af den tredje røver - en 24-årig serbisk mand. Den 24-årige er også blevet ramt under skyderiet i butikken, og han når ikke at komme med i flugtbilen. Til gengæld lykkes det ham at flygte til fods. Men i februar i år – efter halvandet år på fri fod - bliver han anholdt i Bulgarien og siden udleveret til Danmark. I næste uge skal han for retten i København.

Fra røverne kommer ind i butikken, til de flygter ud ad døren, går der ifølge Michael Woolhead mindre end et minut. I det tidsrum tømmer urmageren magasinet på sin pistol.

"Man når ikke at gøre sig én tanke. Det er fuldstændig per refleks eller instinkt, man handler i sådan en situation," siger urmageren, der trykker aftrækkeren ned, indtil pistolen klikker som tegn på, at magasinet er tømt.

I alt affyrer han mellem fem og syv skud. Skud, der får konsekvenser for andre end de sårede røvere.

Efter at have været en tur omkring Rigshospitalet for at få behandlet skudsåret i skulderen og en flænge i baghovedet bliver Michael Woolhead kørt til afhøring på politigården. Først fortæller han politiet, at patronerne stammer fra røvernes pistol. Han ved, at han risikerer at komme i problemer på grund af ulovlig våbenbesiddelse, hvis politiet finder ud af, at han har skudt med den pistol, han opbevarer i butikken. Men efter kort tid ændrer urmageren forklaring og fortæller politiet, at patronerne stammer fra hans eget våben. Under en efterfølgende ransagning finder politiet udover pistolen også det dobbeltløbede, oversavede jagtgevær i butikkens pengeskab, og i urmagerens hjem på Fyn dukker den skarpladte Colt 45 op under hans seng.

I de følgende dage går pressen nærmest i selvsving over "den skydende urmager", og befolkningen kaster i rigt mål sin sympati efter manden, der har forsvaret sig selv og sin forretning. Ikke alene en mængde almindelige danskere, men også kendte danskere fra partileder Pia Kjærsgaard over elitesoldaten B.S. Christiansen til Sussi fra duoen Sussi og Leo udtrykker forståelse for urmagerens handling. TV-vært Morten Stig Christensen er måske den, der bedst karakteriserer den komplekse situation i en kommentar i Ekstra Bladet.

"Jeg er helt tvedelt. Umiddelbart vil jeg sige, at hvis jeg havde følt mig voldsomt truet, havde jeg også grebet til nødværge.

Omvendt må vi også acceptere, at der er en vis jura i det her. Men jeg synes absolut, det ligger på kanten. Kommer der tre vildt fremmede, gebrokkent talende mennesker ind og truer med våben, kan det gå to veje. Man forsvarer sine og sit eller lader stå til, fordi man er så pisseangst," siger Morten Stig Christensen.

Michael Woolhead har imidlertid ingen glæde af den status som ufrivillig folkehelt, der bliver ham til del. Han bliver varetægtsfængslet og sidder 49 dage i Blegdamsvejens Fængsel på Nørrebro. Imens arbejder anklageren for at få rejst en sag mod Michael Woolhead for ikke bare ulovlig våbenbesiddelse, men også for vold af særlig farlig karakter. To forseelser, der sammenlagt kan give en straf på op til otte års fængsel, mens de serbiske røvere maksimalt kan se frem til seks år bag tremmer.

Varetægtsfængslingen tager hårdt på urmageren.

"Jeg har aldrig bemærket Blegdamsvejens Fængsel, selvom jeg ofte har været i det kvarter, hvor fængslet ligger. Men pludselig sidder man der i en lille møgbeskidt celle fyldt med graffiti og aftryk af rådden frugt på væggene, og en dyne med plastikfnuller indeni, der gennem tidernes kogevask er blevet til nogle hårde knolde, der ligger i den ene ende," mindes Michael Woolhead.

Han holder sine sorte tanker på afstand ved at sove 12-14-16 timer i døgnet. Appetitten mister han også, og den hjælpes ikke på vej af de bleggrå kyllinger, som fængslet serverer. Men en sygeplejerske hjælper urmagerens appetit på vej med alt andet end kulinariske argumenter. Hun truer med at få ham overført til Herstedvester, hvor han vil blive tvangsfodret. Den trussel hjælper på appetitten.

Men senere under Michael Woolheads fængselsophold bliver det hele om muligt en tak værre. En fængselsbetjent banker på hans celledør og fortæller, at faren ligger for døden.

Michael Woolhead bliver kørt af sted til farens plejehjem. Faren dør kort efter. Men Michael Woolhead, der kun har haft begrænsede muligheder for at modtage besøg under sin varetægtsfængsling, glæder sig over muligheden for at se sin familie.

Efter 49 dage bliver urmageren sat på fri fod. Forude venter en retssag, der byder på alvorlige anklager for ulovlig våbenbesiddelse og vold af særlig farlig karakter.

Retssagen bliver endnu et tilløbsstykke med sine principielle implikationer om selvtægt kontra lovligt nødværge. Samtidig får retssagen et nærmest surrealistisk skær, da Michael Woolhead sidder på anklagebænken sammen med de to røvere kun adskilt af serbernes tolk.

Mens Michael Woolhead fremtræder sky og trykket under retssagen, morer de serbiske røvere sig, og røverne joker højlydt med deres kvindelige tolk. I slutningen af juni 2007 falder der dom i sagen. Michael Woolhead bliver frifundet for anklagen om vold af særlig farlig karakter. Retten fastslår, at skuddene er affyret i lovlig nødværge. Men han får et halvt års ubetinget fængsel for ulovlig våbenbesiddelse.

Ivan Milanovic og Marko Brankovic får hver to års fængsel. Desuden bliver de udvist af Danmark med indrejseforbud i 10 år.

"Det er vel fint nok. Jeg kender spillereglerne. Det værste har været retssagen. Det slider på én. Det har været ubehageligt at sidde så tæt på røverne. Det er bare rart, at den del er overstået," siger Michael Woolhead til den ventende presse i en kommentar efter dommen.

I næste uge skal Michael Woolhead vidne i byretten mod den sidste røver. Men han har ikke meget tiltro til, at en eventuel straf virker efter hensigten.

"I spjældet kan han tjene mere, end de gør i Serbien. Jeg ved ikke, hvor meget straf, der er i det, og med de åbne grænser kan de bare kører herop, selvom de har fået en udvisningsdom.

Det er imponerende, at de har fanget den sidste røver. Men jeg synes, at man gør sig en utrolig masse ulejlighed for, at han skal sidde heroppe og fede den. Hele den her sag må have kostet samfundet millioner af kroner, og så kan man godt få den tanke, at når røverne i sidste ende får en straf, der ikke er nogen straf for dem, hvad er alt det ståhej så værd?"

Michael Woolhead har svært ved at sove om natten, og under vores samtale må han to gange styrke sig med en whisky. Han ryster og får mindre og mindre lyst til at tale om de mange røverier, han har været udsat for. Han mener, at politiet bærer en del af ansvaret.

"Det er et underligt fænomen, at staten har monopol på at passe på os, men tydeligvis ikke magter opgaven. Det ville nok virke præventivt, hvis politiet var synlige i gadebilledet i stedet for at komme drønende igennem gaden i en minibus som en flok skræmte pensionister.

Når man ræsonnerer, er det klart, at jeg skulle have solgt butikken noget før. Man kan ikke drive butik under de forhold. Her bagefter virker det meget forudsigeligt, at den værst tænkelige situation opstod, da der statistisk var røveri én gang om året. Men det gik nok bedst muligt i situationen, hvis det var gået efter røvernes hoved, var vi nok døde i dag."

Ifølge urmageren kan man ikke drage nogen overordnet lære med baggrund i hans erfaringer.

"Det er ikke en amerikansk film med en klar morale. Men jeg har oplevet skyggesiden af Danmark. En side, der ligger milevidt fra den selvtilfredse del af Danmark, man normalt færdes i. Der bliver ikke givet ved dørene, hvis man gør i nælderne. Det får man at smage på, når man lige pludselig træder igennem isen. Så er der vådt og koldt nedenunder. Så er det ikke så sjovt at løbe på skøjter.""





Se også
Astrid Lindgren i Congo (Sverige æder sit barn)