Jeg er begyndt at læse Mikael Jalving 's bog Cykling er min kirke - en selvbesindelse, som jeg fik i julegave. Her et afsnit om den franske cykellegende Jacques Anquetil, som Jalving sammenstiller med en tekst af punkmusikeren Iggy Pop:
"Skyggen følger med, hvor end du er, den klistrer til dit bevægelsesmønster og valg af retning. Tag bare Jacques Anquetil, den franske superstjerne, som var en drøm på en cykel, men et mareridt i sit familieliv. Fem gange Tour-vinder (Tour de France, red.) plus samlet vinder af Touren, Giroen (Giro d'Italia, red.) og Vueltaen (Vuelta a España, red.) i samme år, men det var ikke nok. Først giftede han sig med sin læges hustru, så fik han barn med hendes datter og opretholdt en menage a trois gennem 12 år. Da trekanten til sidst brast, kvitterede han med at gøre sin stedsøns ekskone gravid. Touche! Vist hører den legendariske franskmand til i den kulørte afdeling i det finere franske borgerskab, men hans drøm om personlig lykke og lyst havde en slagside, og når man først ser hans karriere i det lys, fylder skyggen næsten lige så meget som hans resultatliste. Anquetil var enkeltstartspecialist, ligesom han var det i sit privatliv. Ikke engang han kunne undgå den generelle skygge, som hans partikulære natur og psykologi kastede over tilværelsen. Med Iggy Pop: "I followed my shadow / and it led med here".
(Side 70-71)
Cykling er min kirke - en selvbesindelse er udgivet af forlaget Ellekær.
Cykling er min kirke kan købes her.
Se også
Astrid Lindgren i Congo (Sverige æder sit barn)