En ældre sag fra Den Frie blog (med flere):
En ældre sag fra Denfri:
Intet glemt intet tilgivet
I dag er det præcis fem år siden, at Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København blev ryddet af politiet. Det markeres med en demonstration, der går fra det ny ungdomshus på Dortheavej i Nordvest til den tomme grund på Jagtvej 69.
1. marts 2007 klokken 07:00:07 påbegyndte Københavns Politi rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69, og selvom de tilstedeværende i huset var forberedte på en rydning, kunne de ikke stille noget op overfor en aktionsstyrke, der omfattede helikoptere og mandskab fra politiets antiterrorenhed. 4. marts startede nedrivningen af Ungdomshuset, der dagen efter var jævnet med jorden. Tomten fik siden tilnavnet Ground 69 af de tidligere brugere.
Fem års dagen for rydningen af Ungdomshuset markeres i dag med en demonstration arrangeret af det ny ungdomshus på Dortheavej 61 i Københavns Nordvestkvarter. Demonstrationen begynder klokken 17 ved Dortheavej og har retning mod den gamle grund på Jagtvej 69. Demonstrationen er lovligt anmeldt.
Selvom Københavns Kommune stillede et nyt ungdomshus på Dortheavej 61 til rådighed i 2008, hylder en del af de tidligere brugere af Ungdomshuset på Jagtvej stadig sloganet: Intet glemt intet tilgivet. Og senest fik gadekunstneren Shepard Fairey’s udsmykning af en gavl ved tomten på Jagtvej 69 følelserne voldsomt i kog.
Trafikavisen Metroxpress har i anledning af fem års dagen for rydningen af Ungdomshuset interviewet flere direkte eller indirekte aktører.
21-årige Viktoria, der kom i Ungdomshuset på Jagtvej, savner stadig det gamle ungdomshus, selvom hun i dag bruger det ny på Dortheavej:
“Ja, det gør jeg. Det havde jo et specielt udtryk og føltes specielt. Jeg synes stadig, det er åndssvagt, at det er væk — det laver tiden ikke om på. Men der er jo gået fem år, og man kan alligevel ikke gå og tænke på det hver dag. (…) Bare fordi der kom et Ungdomshus igen — og der var tydeligvis brug for det — gør ikke op for det, som jeg mener, er virkelig dårligt politisk arbejde,” siger Viktoria, der har ønsket at være anonym, til Metroxpress.
Ritt Bjerregaard (S), der var overborgmester i København, da Ungdomshuset blev ryddet, håber, at den ro, der har været omkring det ny ungdomshus i Nordvest, varer ved. Til Metroxpress udtaler hun:
“Demonstranterne fra dengang er jo blevet ældre og er forhåbentlig i gang med noget mere fornuftigt, og så kan det jo være, at den generation, der kom efter, ikke går og tænker på huset på Jagtvej.”
Projektudviklingsfirmaet Procasa har købt grunden Jagtvej 69 og har planer om, at der skal bygges på den tomme grund i løbet af foråret:
“Vi har en dialog med Københavns Kommune omkring de ting, vi skal have arbejdet med på Jagtvej 69. Og vi forventer, at der foreligger et udkast til en ny lokalplan inden for de næste par måneder. Det, vi så går efter på grunden, er en butik i bunden og ungdomsboliger ovenpå,” siger Carsten Tidgen Houtved, der er partner i Procasa, til Metroxpress.
*
Reportage fra Nordvest
Da det ny ungdomshus på Dortheavej 61 blev indviet i 2008 arbejdede jeg kortvarigt for Weekendavisen. Jeg blev sendt til indvielsen (helt sikkert fordi ingen andre gad) og skrev efterfølgende denne reportage (11/7 2008):
Blomsterbørn eller ballademagere
Min pakistanske taxachauffør kender ikke Ungdomshuset på Dortheavej, og jeg har glemt nummeret, så han sætter mig af på Tomsgårdsvej, der deler Dortheavej i to.
På hjørnet residerer Islamisk Trossamfund i nummer 45, og her lidt over middag kommer en del tilhyllede kvinder ud fra lokaliteten. Jeg har læst, at trossamfundet og Ungdomshuset er naboer på Dortheavej, men det naboskab er åbenbart lidt af en journalistisk tilsnigelse.
I nummer 43 har Dansk Islamisk Begravelsesfond til huse, og i nummer 41 står der IslamGuide på postkassen.
Jeg går over på den anden side af vejen og ind på et område, der huser Joe’s Boxing Gym og Topfight Kickboxing. Der kommer en muskuløs og tatoveret mand ud fra et af lokalerne. Han ved, hvor det nye ungdomshus ligger.
»Du skal længere op ad gaden. Så er det nummer 61.«
Ud for Dortheavej 61 er der til gengæld ikke noget at tage fejl af. Der sidder en del sortklædte unge mennesker i de åbne vinduer. På facaden hænger der to bannere. Et sort med teksten »All Cops Are Bastards« og et banner med en skraldespand. I skraldespanden ligger Bush, Dannebrog, en narkosprøjte, McDonald’s gule logo og et sort svastika. Symbolikken er bastant, og fjendebillederne er bogstaveligt talt malet op med den brede pensel. På bagsiden hænger der yderligere to bannere. »Stadig ingen fucking tak til systemet« og mere forsonligt »Tak til Nordvest og velkommen til vores nye hus.«
Brugerne af Ungdomshuset har valgt at markere overtagelsen af de ny lokaler på Dortheavej med en åbningsreception. Denne tirsdag kan interesserede frit bevæge sig rundt på husets tre etager mellem kl. 12 og 19 og tage lokalerne i øjesyn. Adgangen til huset er ikke reguleret; man kan vade direkte ind gennem den åbne port på husets bagside, hvis man undlader at flashe en blok eller et kamera, der indikerer, at man er journalist. For så gælder der andre regler.
Men klokken lidt over ét er åbningsreceptionen ikke ligefrem overrendt. Der er omkring 30 mennesker til stede i huset, og de fleste tilstedeværende ligner nogle, der har deres daglige gang i miljøet. De er unge, forbavsende unge — enkelte er knap nok teenagere; de er piercede, de har dreadlocks eller alternativ hårfarve, og de er klædt i sort. Det er uniformeringen.
Selvforsvarsrummet
Brugerne har kun haft adgang til lokalerne på Dortheavej i lidt over en uge. Men der er allerede gang i forskellige byggeprojekter rundt omkring i huset. Over for indgangen har Ungdomshusets nye brugere bygget en bar af gamle egetræslåger, og i et hjørne er man færdig med fundamentet til en scene, der skal huse fremtidige koncerter. Mindre opbyggeligt er der også fundet tid til at lave graffiti i næsten samtlige lokaler.
På øverste etage er der ét stort lokale. Det har man indrettet med to sandsække ophængt i de frie spær i loftet. Her skal der efter planen trænes selvforsvar. Rummet er næsten grafittifrit, og et opslag opfordrer til, at husets brugere også fremover passer på lokalets blanke parketgulv.
To lidt ældre fyre klædt i ens sorte træningsbukser og sorte T-shirts med rødt print, der bekendtgør, at de er antifascister, indtager rummet med en tilbagelænet selvfølgelighed.
Lidt senere ankommer en ung fyr, der øver slag og spark mod den ene sandsæk. Selvforsvarslokalet udgør en slags borgerlig orden i kaos, men muligvis er det en stakket frist. Ude på trappen er der ikke megen vægplads tilbage, der ikke er optaget af graffiti-tags, rim og malerier udført direkte på væggen. »Vi tollerere alle uanset hvordan de ser ud« står der over en tegning af en aparte udseende figur. Umiddelbart over for denne tegning hænger en anden, der forestiller Faderhusets Ruth Evensen. Hun er klynget op på et kors. Under korset står der 666. Længere nede ad trappen er der malet et kæmpestort kranium. Det er udstyret med et omvendt kors. I stedet for INRI bærer det omvendte kors inskriptionen »Gud dum«. Mest bastant er det retoriske opgør med samfundets autoriteter i en længere rimet tekst: »Når jeg ser et rådhus brænde, bliver jeg glad og vil se MERE, og når min molo ikke vil tænde, er jeg glad, for jeg har mange flere!«
Der var et klart flertal i Københavns Borgerrepræsentation på 38 mod 13 for at placere det nye hus på Dortheavej, men alligevel glimrer politikerne ved deres fravær. Lysten til at tage æren for huset er åbenbart til at overse. De har ellers investeret en del i sagen. Etableringen af Ungdomshuset i Nordvest løber angiveligt op i nærheden af 120 millioner kroner. Desuden er Ungdomshuset hvert år garanteret et betragteligt millionbeløb i driftstilskud.
Overborgmester Ritt Bjerregaard nøjes med at smile smalt fra coveret af biografien »Ritt«, der ligger på receptionens gavebord. Biografien er en gave til Ungdomshusets brugere fra gratisavisen Urban. Ekstra Bladet har medbragt en husfred, mens »Forældre mod politibrutalitet« har foræret brugerne 60 dybe tallerkner og en sammenplantning.
Klokken fire møder dagens eneste positive politiker op. Det er Bjarne P. Nielsen. Han er suppleant til Borgerrepræsentationen og ungdomshusordfører for Det Radikale Venstre. Men selv om Bjarne P. Nielsen var en af medunderskriverne af aftalen mellem Ungdomshuset og Københavns Kommune, er han ikke uden bekymringer.
»Det er en spændende proces, om de unge kan overholde indgåede aftaler. Det er en god aftale, der er indgået, så man kan skabe dialog frem for konfrontation, så de unge har et kæmpeansvar for, at det kan fungere. Men der er mange kræfter, der vil forsøge at ødelægge det her,« siger Bjarne P. Nielsen.
Knud kommer
Der er ved at komme gang i Ungdomshusets åbningsreception. Klokken nærmer sig fem, og faste brugere og gæster fylder efterhånden op både indenfor og på pladsen bagved huset. Klokken fem er pressen blevet bevilliget en times adgang til huset. Samtidig med pressen ankommer Knud Foldschack, som er advokat for Fonden Jagtvej 69, der de seneste år har kæmpet hårdt for at sikre et ungdomshus i København. Han er i selskab med hustruen Lulla Forchhammer. Knud Foldschack er ét af de mennesker, der ejer den særlige evne at ankomme på rette tid. Åbningsreceptionen synes således at nå sit peak med Knud Foldschacks ankomst. Han skrider kortvarigt ind i huset for at hente en flaske økologisk rom og en fotomontage med portrætter af brugerne af Ungdomshuset, som de unge har lavet til ham. Bagefter skal han interviewes af TV2 News. Tv-stationen har kørt en vogn ind i gården, og Knud Foldschack skal direkte på.
Da tv har fået deres, spørger jeg Knud Foldschack, hvad han nu vil kaste sig over, når problemerne omkring Ungdomshuset er løst.
»Jeg er slet ikke interesseret i problemer. Jeg er interesseret i løsninger, og der er brug for masser af løsninger i København. Der er masser af opgaver i et samfund med så mange komplikationer. Men i dag vil jeg gerne rose de unge for at have holdt åbningsreception i en åben ånd og ud fra mottoet: ‘Kom og besøg os, se hvem vi er’. Nu er den største risiko, at nogle politikere prøver at puste til ilden,« siger Knud Foldschack.
Man behøver ikke at lede længe efter en af de politikere, som Knud Foldschack advarer imod. Rasmus Jarlov fra De Konservative har overtaget pladsen foran TV2s snurrende kamera. Han er sammen med partifællen Jakob Næsager blevet kendt som en af de mest vedholdende kritikere af et nyt ungdomshus, og på hjemmesiden www.jarlov.dk kan man se en video med titlen »Almindelige mennesker er vigtigere end Ungdomshuset«.
»Personligt synes jeg ikke, at de skal have et hus. Det har de ikke fortjent. Man skal ikke belønne vold, og folk med tilknytning til Ungdomshuset har nok stået for de værste uroligheder siden 2. Verdenskrig. Tænk, hvis vi andre reagerede på den måde. Det går jo ikke, hvis man reagerer sådan, når man føler sig dårligt behandlet. Hvis de skal have et hus, havde vi håbet på, at man havde taget et større hensyn til omgivelserne. Nu smider man andre brugere ud for at skaffe plads til Ungdomshuset. Det er hyklerisk, når man selv har været så optaget af, at man er blevet smidt ud fra Jagtvej,« forklarer Rasmus Jarlov med henvisning til de hidtidige brugere af Dortheavej 61, der har måttet forlade lokalerne for at give plads til Ungdomshuset.
Rasmus Jarlov og Jakob Næsager har samlet underskrifter ind mod Ungdomshusets placering de seneste mange måneder. De har også demonstreret med brosten lavet af flamingo for at illustrere, at det kun er muligt at opnå resultater i forhandlinger med Københavns Kommune, når man kaster med brosten. For en uge siden forsøgte Rasmus Jarlov og Jakob Næsager desuden at komme ind til mandagsmødet, der er Ungdomshusets øverste myndighed. De blev smidt på porten, og der blev kastet vand på dem.
»Folk, der er aktive modstandere og ikke er brugere af huset, er ikke velkomne på mandagsmødet, der er vores øverste myndighed. Vi skal ikke være en skydeskive for politikere,« fortæller Viktoria fra Ungdomshusets pressegruppe om episoden. Hun kalder Rasmus Jarlov »en andenrangs lokalpolitiker«.
Rasmus Jarlov er heller ikke velkommen til åbningsreceptionen. Men efter et stykke tid får han en rundvisning i huset. Den forløber uden problemer. Da han kommer ud, er bagdækket på hans cykel skåret op. Tidligere på dagen er fordækket på Jakob Næsagers cykel blevet skåret op. Episoderne er anmeldt til politiet.
Trænet i tavshed
Mens personerne rundt om Ungdomshuset taler og taler, er brugerne tilsvarende tavse. På vægge og bannere formulerer brugerne af Ungdomshuset sig i ét væk. Men når det kommer til udtalelser til citat, er der lukket. Ungdomshuset har godt nok en pressegruppe bestående af fyren Josh og pigerne Viktoria og Esther. Men den trio er efterhånden så trænede i kommunikation, at deres kommentarer ejer den intetsigende glathed, man møder hos professionelle kommunikatører.
I vindueskarmen på 2. etage sidder 14-årige Martin sammen med sine jævnaldrende venner Frede Ballade og Sigger. Martin, der i kredsen nyder det mindre borgerlige navn »Polakken«, fordi han er halvt polak, blev introduceret til Ungdomshuset af en ven. Nu har han de fleste af sine venner i kredsen omkring Ungdomshuset.
»Alle mine venner er her. Der er altid nogen, jeg kender. Det er fedt at komme og hænge ud i stedet for at være derhjemme og spille computer hele dagen,« fortæller Martin.
Forældrene var bekymrede, da Martin begyndte at gå med i Ungdomshusets demonstrationer. Men Martin har altid holdt sig fri af ballade.
»Jeg har aldrig været til riots, og jeg er aldrig blevet anholdt. Men jeg blev engang stoppet, fordi jeg gik over for rødt ved Gammeltorv. Jeg fik ikke nogen bøde, men jeg fik besked på, at det ikke var noget, jeg skulle gøre igen,« siger Martin.
Måske handler Ungdomshuset også om at give en bestemt gruppe unge mennesker af forskelligt køn mulighed for at møde hinanden. I vindueskarmen ved siden af Martin, Frede Ballade og Sigger har en gruppe på fire piger med en matchende alder i hvert fald placeret sig. De har imidlertid allerede tillagt sig brugernes ordknappe omgang med pressen. Man understreger, at man udtaler sig på egne vegne, og man udtaler sig i tilpas overordnede vendinger, så man ikke blive misforstået.
»Det er nice, at der endelig er fundet et sted,« siger den mindst punkede af pigerne, mens resten fortrækker.
Hvem er de unge brugere af Ungdomshuset, der til åbningsreceptionen udgør broderparten af de fremmødte brugere? Svaret rykker de ikke selv ud med. Men bag piercingerne og det alternative hår får man indtrykket af nogle børn, der for hovedpartens vedkommende ser ud til at få varm mad flere gange om ugen.
Der er noget alternativt renskuret over flere af de unge, og forældrene, der lægger vejen forbi åbningsreceptionen, understreger indtrykket af velnærethed og omsorg. Der er langt mellem anæmiske typer, som ser forsømte ud.
Det er næppe de her unge, der har været i stand til at mobilisere den modstand og destruktion, der blev lagt for dagen, da Jagtvej 69 blev ryddet. Men der er også enkelte ældre brugere til stede. Mænd med tatoveringer nærmere de tredive, der i lighed med fyrene i selvforsvarslokalet ser ud til at kunne tage anderledes fat, hvis det kommer til en konfrontation med politiet. En af dem er tætbygget som en rocker, men med et åbent ansigt. Åbenheden hører dog op, når man spørger til, hvorfor han er kommet.
Under alle omstændigheder er det ikke her, der bliver ballade. Ikke i dag.
Politiet er i kvarteret
Jeg forlader Ungdomshuset ved syvtiden og går ned til Tomsgårdsvej. Der holder en punkteret politibil uden for Islamisk Trossamfund. Senere læser jeg på nettet, at Hassan Mohammad El-Souki, der afsoner en dom på 14 års fængsel for indsmugling af 45 kilo kokain, er blevet bevilliget udgang til en ceremoni i moskeen, da hans mor er død. Da et følge senere begraver moren på den muslimske gravplads i Brøndby, lykkes det El-Sokui at flygte. Han løber op over en vold og ud på Holbækmotorvejen, hvor han forsvinder i en sort Honda Civic, som venter på ham.
Det ligner en tanke, at politikerne har placeret det nye ungdomshus i Nordvest. Politiet er der i forvejen.
Jeg kender ikke Københavns kvarterer, men udefra betragtet ser Nordvest ikke ud til at have fået udpræget del i den velstandsfremgang, der er skyllet ind over hovedstaden de seneste år. På vej ind ad Nørrebrogade skifter byen langsomt, men sikkert karakter, og fremme ved Nørrebros Runddel er skiftet synligt. Måske ligger det ligefrem i Københavns psykosociale karakter, at Ungdomshuset var dømt til at ryge længere ud af byen. Så tæt på runddelen hverken kan eller vil man længere rumme et hus, hvis brugere sætter sig ud over lovgivningen.
Jeg går hen til Jagtvej 69. Huset er væk, og der er et tomt hul i rækken af facader. Jeg ringer på hos de tidligere naboer til Ungdomshuset. Kristoffer Theil i nummer 65 (Jagtvej 67 findes ikke længere) savner ikke Ungdomshuset.
»Det var rimeligt larmende og svinende naboer at have. Det svarede til at bo ved siden af et spillested. Det er ikke, fordi jeg har haft noget imod Ungdomshuset, men som nabo har det været en befrielse, at de er flyttet,« fortæller Kristoffer Theil.
Mens det gik hårdest for sig efter rydningen af Jagtvej 69, hentede demonstranterne flere gange skraldespandene i gården hos andelsforeningen i nummer 65. Skraldet smed de på brændende barrikader, som de blokerede gaden med.
»I de perioder var vi nødt til at opbevare vores skrald i vores lejligheder. Det var ikke særlig hensigtsmæssigt. Men der er meget fredeligt nu, selv om der engang imellem dukker folk op efter en torsdagsdemonstration.«
Kristoffer Theil håber, at normaliseringen af området får en permanent karakter.
»Hvem tør bygge der? Det bliver vanskeligt at holde folk væk, og de har jo lovet, at alt, hvad der bygges på adressen, bliver smadret. Men personligt håber jeg, at kommunen bygger en metro.« "
Se også
Jacob Mchangama: Anklagemyndigheden genopliver blasfemiparagraffen på tvivlsomt grundlag