Flere af mine Facebook venner har delt Berlingske 's interview med Rasmus Jarlov. Jarlovs udsagn om den muslimske indvandring som samfundets største problem vækker åbenbart glæde. Jeg ser det imidlertid helt anderledes. Jarlov er endnu en politiker, der taler om problemerne, men intet gør. Det er ikke nok at artikulere en bekymring eller frygt og i praksis lade stå til, når det kommer til konkrete politiske tiltag, der kan dæmme op for problemet.
Rasmus Jarlov har en personlig integritet, jeg ikke vil underkende, men det nærmer sig hykleri at sige et og gøre det stik modsatte. Jeg har ikke længere den mindste tillid til politikere som Rasmus Jarlov og Inger Støjberg, der kommer med markante værdipolitiske udmeldinger, der ikke bliver til andet end tryksværte i avisen og et link på Facebook.
Om muligt har jeg endnu mindre tiltro til Dansk Folkeparti, der mens partiet var tungen på vægtskålen, tillod den massive muslimske invasion sommeren 2015.
Slet ingen tillid har jeg til Søren Espersen, der kaldte danske kunstnere for kujoner, men på direkte forespørgsel ikke selv kunne frembringe den mindste lille stregtegning af Muhammed.
Hvad skal man mene om Nye Borgerlige? Partiet er i gang med en udrensning af medlemmer, der udtaler sig markant. Akkurat som Dansk Folkeparti var det i sin tid. Det er en balancegang. Men de sager, jeg har hørt om, falder ikke nødvendigvis ud til partitoppens fordel.
Er Pernille Vermund, som hendes kommentar om Sherin Khankan 's kvindemoske kunne tyde på, vitterligt blank, hvad angår islam? Eller var det en taktisk genistreg, der skulle hjælpe Nye Borgerlige af med nogen medlemmer og vælgere for i stedet at skubbe dem mod Dansk Samling og Danskernes Parti? Jeg ved det ikke. Det eneste, der synes at stå fast, hvad Nye Borgerlige angår, er, at det bliver hårdere at befinde sig på bunden af samfundet.
Kan sådan en strategi holde muslimer væk fra Danmark. Ikke hvis man kigger på England eller Sverige, hvor lavere sociale ydelser ikke synes at bremse strømmen af udlændinge. Lavere ydelser vil under alle omstændigheder også ramme danskere hårdest, da marginaliserede danskere sjældent kan finde opbakning i den samme familie- og netværksstruktur som tilvandrede muslimer. Desuden har muslimer fordel af en langt lettere adgang til førtidspension, der kan være deres vej væk fra lave sociale ydelser.
Dansk Samling? Jeg tror ikke på projektet. Morten Uhrskov Jensen er udmærket og grundig skribent. Men som partileder mangler han karisma, og jeg tror simpelthen ikke på, at han kan sælge de nødvendige billetter.
Så er der Danskernes Parti tilbage. Hvis Daniel Carlsen 's bog er lig med partiets principprogram, er partiet ikke koblet op på raceteori, som ikke har nogen gang på jord. Der er fornuftige forslag til, hvordan man med hjemsendelser kan begrænse antallet af udlændinge i Danmark. Men Carlsens fortid som nazist vil i praksis spænde ben for nogen som helst politisk indflydelse til Danskerne Parti.
Kim Møller har på Uriasposten gjort et kæmpe dokumentationsarbejde. Men han har forladt enhver form for aktivisme, siden han fik bank af AFA ved en demonstration i Aarhus for snart mange år siden. Og helt grelt blev det, da Kim Møller i efteråret 2016 tog parti for den bedrageriske taxavognmand (Haydar) Mohammed i forsøget på at fremstille danske arbejdsløse som arbejdssky. En udlænding i arbejde er altså mere værd end en arbejdssøgende dansker. Og manden kalder sig national.
Flemming Rose bliver stadig hyldet for at være den om muligt eneste, der ikke er tilhænger af ytringsfrihed, men. Helt ærligt, når manden i flere år har underlagt sig ledelsens censur på Jyllands-Posten uden at informere avisens læsere eller tage sit gode tøj og gå, så fortjener manden ikke den hæder.
Kurt Westergaard er et kapitel for sig. Jeg var den eneste, der gad besøge ham i 2006, mens Muhammedkrisen rasede. 10 år senere lægger han (og fotograf Michael Drost-Hansen) sag an mod undertegnede via Dansk Journalistforbund med et krav på 133.000 kroner for at have krænket de pågældendes ophavsret. Det har jeg det stramt med. Især fordi man frem til 2008 beklagede sig over, at folk ikke var flittige nok til at publicere Jyllands-Postens tegninger.
Jeg lyder som en bitter mand. Og ja, jeg er bitter. Men ikke udpræget på egne vegne. Jeg er bitter, fordi det er min soleklare opfattelse, at min og tidligere generationer efterlader et ringere Danmark til kommende generationer. Vi efterlader et Danmark, der allerede i voldsom grad er islamiseret. En proces, der kun forstærkes dag efter dag. Vi efterlader et Danmark, hvor middelklassens solidaritet med underklassen er væk. I verdens angiveligt mest lige land lever overklassen langt længere end underklassen og ikke mindst langt bedre i de år, den er her.
Vi efterlader et land, der uafvendeligt er på vej mod at blive - ikke multikulturelt - men muslimsk. Det finder jeg uendeligt trist.