Islam og islamisme.
Jurist og debattør Jacob Mchangama skriver på Facebook:
"HVAD STILLER VI OP MED ISLAMISMEN?
Hvis jeg var en rig filantropist med et ønske om at skabe en bedre verden, ville jeg bruge mine penge på at skabe en NGO, der aggressivt førte kampagne mod islamismen i Europas ghettoer og parallelsamfund. Ikke noget med Street-basket, hiphop workshops, eller at donere penge til skæggede mænd i kjortler, der lover projekter med fokus på "dialog" og "brobyggeri".
Men derimod en målrettet indsats på at imødegå de fortællinger, der uimodsagt skaber en identitet udelukkende baseret på religiøst tilhørsforhold og som medfører uoverkommelige værdigab mellem en alt for stor gruppe muslimer og resten af samfundet og ultimativt får unge muslimer til at slå uskyldige mennesker ihjel på tværs af Europa.
Jeg har ikke svaret på hvad og hvordan en sådan NGO skulle organiseres eller opnå sine mål, men følgende tiltag kunne være omfattet:
(1) Et klart og uapologetisk forsvar for de værdier om sekularisme, tolerance og samvittighedsfrihed, der har medført at grupper i Vesten der tidligere førte eksistentielle krige mod hinanden idag kan leve sammen i fred og fordragelighed. Og en insisteren på at netop disse værdier er forudsætningen for at minoriteter i Vesten kan leve frit. Dermed både et opgør med islamisme og hårde varianter af multilulturalisme.
(2) Religionskritik: Min gode ven og medforfatter Frederik Stjernfelt har for nylig udgivet en polemisk pamflet, der uden nåde spidder Martin Luther. Det har givet anledning til debat og udveksling af synspunkter i aviser og på sociale medier. Men havde Stjernfelt skrevet en ligeså hård kritik af Muhammed, ville han sandsynligvis være blevet udskreget som islamofob og måske endda måtte leve med politisbeskyttelse. Det skete eks. for Den tysk-egyptiske islam kritiker Hamed Abdel-Samad, der også har skrevet kritisk om Muhammed. At vi i dagens Danmark kan skrive kritisk om kristendommen er et vigtigt gode, der kun har været gældende i kort tid set med historiske briller. Uden den kritik ville vi måske stadig leve i en form for teokrati som var tilfældet i flere århundreder efter Reformationen. Når det gælder Islam må særligt Koranen og Muhammeds påståede ufejlbarlighed og den historiske evidens og mangel på samme, for både profeten og den hellige skridt debatteres indgående. Al åbenbaret religion indeholder myriader af inkonsistens, som kan bruges til at gøde den tvivl og skepsis som er fundamentalismens værste fjende.
(3) Historisk bevidsthed: Fastlåste og idealiserede forestillinger om en given kultur, nation eller religions ufejlbarlighed eller historiske guldalder, hvor alt var perfekt, overlever sjældent mødet med historien. Har man læst Den Peleponnesiske Krig ved man at athenerne ikke bare filosoferede og deltog i demokratiske afstemninger. De var også brutale koloniherrer og veg ikke tilbage for et lille folkemord her og der. Ligesom kristendom og Vesten, har islam en lang historie med brutalt slaveri, blodig imperialisme og endeløse krige både mod interne og eksterne fjender. En basal grad af historisk bevidsthed gør det derfor sværere at dyrke fortællinger om at alt godt udsprang af en bestemt kultur eller at man historisk set kun har været undertrykte ofre, hvilket retfærdiggør vold mod de historiske undertrykkere i nutiden.
(4) Humor: Humor er totalitarismens fjende. For den perfekte ideologi må naturligvis være ufejlbarlig i et og alt. Humoren udstiller derimod vores fejlbarlighed, hykleri og det gab mellem idealer og virkelighed, som er grundvilkåret for al menneskelig eksistens. Et grundvilkår som totalitarismen fornægter og derfor må udrydde med undertrykkelse, løgn, propaganda og vold. Først når en befolkning kan grine åbent af dets Ledere eller de ideer deres samfund bygger på, kan man være sikker på at friheden hviler på nogenlunde sikker grund.
(5) Aktivisme: Skal man vinde opbakning i parallelsamfund, hvor arbejdsløshed og social marginalisering er dagligdag, nytter det ikke med en ren intellektuel snakkeklub. Der skal synlighed til, både i lokalmiljøet og på sociale medier. Når en konservativ imam prædiker arrangerer man måske et debatmøde eller en moddemonstration, hvor man går i rette med imamens budskab. På sociale medier arbejder man sammen med SoMe eksperter om at ramme lige præcis de brugere og grupper som er mest sårbare for islamistisk propaganda. Man har så også skabt målrettede budskaber, der kan blive spredt i disse miljøer: alt fra memes, videoer, hashtags og almindelige kommentarer, der udfordrer, latterliggør og udstiller islamismen.
(6) Socialt engagement: For at vinde bred opbakning med kontroversielle budskaber er det afgørende at fremstå som positive rollemodeller, snarere end fjender af lokalsamfundet. Derfor bør budskaber kombineres med socialt engagement: Det kan være i form af velgørenhedsarbejde, oprettelse af retshjælp, lektiecafeer til kvarterets børn mv.
(7) Fællesskab: Det sværeste ved at forlade et strengt religiøst eller ideologisk miljø er ofte at man samtidig forlader sine tætteste venner, familie. Man får status som udstødt, der måske endda kaster skam over tilbageværende familiemedlemmer. Det er en ekstrem stærk form for social kontrol, og derfor er det afgørende at tilbyde dem der omvendes fra fundamentalismen et nyt fællesskab, af venner og personer der har oplevet noget lignende. Man skal kunne støtte sig til andre, når ensomheden, skammen, tvivlen og den dårlige samvittighed nager.
For at batte noget må en sådan strategi være rettet mod flere segmenter; de mere intellektuelle personer tiltrukket af grupper som HUT, simple budskaber målrettet de "voldsparate tabere", der hjernevaskes til at blive kalifatets frontsoldater, og selvfølgelig dem der befinder sig i periferien af disse segmenter.
Drivkraften bag en sådan organisation må primært, men ikke udelukkende, være muslimer og ex-muslimer, der deler det frie samfunds grundlæggende værdier. Gerne med flere der har været medlem i islamistiske og måske endda jihadistiske grupper, men er sluppet ud af deres teologiske fængsel.
Eksemplerne på at det kan lykkes er mange: Akmed Akkari, Rashad Ali, Hamed Abdel-Samad, Kareem Amer, Shiraz Maher, Maajid Nawaz etc.
Omkostninger vil være store. Både når det gælder ressourcer, men også når det gælder mod, for der kan næppe være tvivl om at det vil medføre trusler og vold, hvis man åbent udfordrer islamisterne på deres hjemmebane. Den kamp har kvinder, sorte, homoseksuelle, religiøse minoriteter og mange andre Grupper taget før, og der er næppe nogen vej udenom at demokratiske muslimer og deres støtter nu må tage den igen.
Hvis ikke der skabes en en sådan synlig og effektiv modkultur frygter jeg at vi går langt mere frygtsomme tider i møde end nu. Hvor mange terrorangreb skal der til før kravene om deportationer migrerer fra Facebook kommentarer til politiske platforme? Før selvtægtsgrupperne udvikler sig fra små grupper af borgere, der mest snakker om "den kommende borgerkrig" til at blive bevægelser af voldsparate mennesker, der Ikke længere respekterer statens voldsmonopol?
Så hvis du har nogle millioner liggende, du gerne vil bruge på noget samfundsgavnligt er ideen hermed givet videre."
En Facebook bruger replicerer:
"Det er sikkert en udmærket plan, men det er langt fra sikkert, at målet nås, og i mellemtiden må jeg jo spørge 'Hvorfor? Hvorfor skal vi have alt bøvlet og omkostningerne forbundet med at redde muslimerne fra islam? Hvorfor er det vores problem?' Hvorfor hælder vi ikke bare dem ud, der ikke vil os og vores samfund? Det ville være til den største gavn for alle parter."
Erhvervsmanden Lars Seier Christensen skriver:
"Tror ikke det vil fungere, desværre. Og har heller ikke lyst til at jeg og min familie skal leve i skjul og under politibeskyttelse resten af livet. Istedet - lad os ikke tage flere ind, lad os gøre det så økonomisk uattraktivt at være her som overhovedet muligt, hjælp i nærområderne, udvis ved mindste tegn på radikalisering eller enhver form for selv mindre kriminelle aktiviteter - herunder intimidering og voldtrusler. Gør det meget vanskeligere at blive dansk statsborger og vær 100 pct konsekvent omkring alle ovenstående tiltag. Så skal vi nok over tid få sondret mellem dem, der skal være her og er ordentlige bidragende borgere og dem, der under ingen omstændigheder skal være her."
Erik W. Guldager (Kurt Westergaard 's gallerist, der nu bor i Luxembourg, red.) skriver:
"Et løst skøn siger du skal bruge i omegnen af 6900 mia. USD - dog stadig spildte penge.... men dejlig naivt, Jacob !"
Se også
Sebastian Dorset og Jacob Mchangama i beef på Twitter