Anna Libak. (Foto: Pressefoto)
Anna Libak stopper på Berlingske. Det skriver hun på Facebook:
"Kære venner,
Rygterne svirrer, så I kan ligeså godt få min version: Jeg har besluttet at forlade Berlingske som en konsekvens af, at jeg ikke længere skal være en del af chefredaktionen.
Det kan jeg kun se som et fravalg af det, jeg har forsøgt at tilføre avisen gennem seks måneder som konstitueret chefredaktør og tre år som udlandsredaktør med holdninger til alt, hvad der rørte sig på avisen. Som jeg sagde i konferencesalen i mit allerførste oplæg som konstitueret: Avisens store problem har efter min mening været, at den har manglet identitet. Politiken er for de gode, Weekendavisen for de kloge, Jyllands-Posten for jyderne, og Information for de magtkritiske. Hvem er Berlingske til for? Jeg har arbejdet for, at vi skulle skrive for dem, der forstår sig selv som ægte samfundsborgere: Ikke som bedsteborgere, men som borgere, når de er bedst: Uforfærdede, fordomsfri, humoristiske, retskafne og ansvarsbevidste.
På det alter har jeg brændt mit lys i begge ender. Det har jeg ikke gjort for pengene - mine kolleger blandt redaktører og chefer har i alle tre år hævet en højere hyre end mig. (Og det skal være dem vel undt.)
Jeg har gjort det, fordi jeg holder af Berlingske. Og fordi jeg har troet på, at Berlingske bliver en bedre avis med en chefredaktion, der forstår, at det er talentet hos dem, der laver avisen, der gør den store forskel. Ledelsesstrategien på en kreativ virksomhed kan ikke dikteres ovenfra og ned: Den skal bygge på styrkerne og lidenskaben hos de mennesker, der hver eneste dag skal brænde for noget nyt. Jeg tror på ledelse gennem daglig inspiration og klare forventninger til dem, der skal skabe. For folk vil kun betale for en avis, på print eller digitalt, hvis de kan mærke skribenterne bag.
Mor er ikke vred, hun er skuffet. Og hun risikerer at blive bitter, hvis hun bliver. Derfor går jeg, mens legen er god. Jeg fortsætter som udlandsredaktør og medlem af chefredaktionen sommeren over, så en ny ledelse kan nå at komme på plads.
Hvad jeg så skal lave? Tjah, jeg vil sige som andre detroniserede topchefer i det private erhvervsliv, at jeg nu vil hellige mig bestyrelsesarbejde. Så mangler jeg bare bestyrelserne :-)."
*
Journalist Uffe Gardel kommenterer afgangen på sin Facebook profil:
"Anna Libak var noget af det bedste der er sket for Berlingske i mange år. Hendes afgang er en tilsvarende meget dårlig nyhed. Men den er logisk. Hun har truffet det eneste valg, man kan træffe i sådan en situation."
Og fortsætter:
"det kan kun være i Danmark at man, lidt hånligt, vil tale om "såret stolthed" i denne forbindelse. I resten af verden vil man kalde det krænket ære, og drage de nødvendige konsekvenser i stedet for æreløst og bittert - som Anna Libak selv skriver - at fortsætte i sit gamle job under en ny chefredaktør der er vurderet som bedre egnet end en selv. At gå er det eneste rigtige, ikke kun for én selv, men for virksomheden. Og det er, hvad man risikerer at skulle gøre, hvis man lader sig konstituere - eller set fra den øverste chefs post er det hvad man risikerer, hvis man konstituerer en medarbejder: Man risikerer at miste vedkommende."
Se også
Dan Dream (Frank Hvam og Casper Christensen i Congo / vejrneger Maria Hørby kigger misbilligende på)