For første gang nogensinde overvejede jeg at tie et (europæisk) terrorangreb ihjel på Facebook. Ikke ud fra en tese om at tavshed bekæmper terrorisme, men fordi jeg føler, at alt er sagt, og at vi nu kun har den trætte og deprimerende gentagelse tilbage.

Jeg vågnede til nyheden om terror i morges. Havde det været for år tilbage, havde jeg fået en sms eller en opringning i løbet af aftenen. Men terror er ikke længere spektakulært. Og gårsdagens angreb har helt konkret gentagelsens trivia over sig. Helt ned i detaljen, hvad angår metode og sted.


Politikerne siger, at terror ikke kan undgås og er en del af livet i en moderne storby. De har deprimerende nok ret, selvom udsagnet naturligvis mest handler om at vaske hænder og fralægge sig ansvaret for et problem, de ikke kan eller vil løse.

Venstrefløjen og nogen liberale taler om de mange andre problemer. Luftforurening og hjertekarsygdomme som langt flere dør af. Som om der ikke er en væsensforskel på at dø af en blodprop og at blive offer for et mord.

Vi ser det samme skuespil fra politikere og mediers side. Vi skal leve, som vi altid har gjort, lyder det. Men det gør vi jo netop ikke. Eller jeg gør ikke.

Der er sket noget. Jeg bliver ikke længere forfærdet, når terroren rammer. Jeg bliver ikke ked af det. Jeg bliver ikke engang rigtig vred.

Jeg møder terroren med en tempereret misnøje og en god portion kynisme. Ikke fordi jeg er sådan. Men fordi jeg føler mig overbevist om, at intet vil ske.

I den forstand har terroristerne allerede vundet. De har måske ikke ændret vores livsstil. Vi går stadig til koncert, til Distortion og til karneval. Men terroristerne har ændret vores tankegang. Det er blevet hverdag (også oppe i hovedet), at uskyldige mennesker slås ihjel med jævne mellemrum. Og denne trivialisering af terroren er måske de frie samfunds største fallit.




Se også
Topløs kvinde chikaneret af muslimsk mand på Bellevue: - Tag dog en bluse på! Du pisser på vores kultur.