Adam Holms Muhammedtegning.




Journalist Adam Holm har tegnet Muhammed i forlængelse af en debat om ytringsfrihed med forfatter og islamapologet Kaspar Colling Nielsen:

"På opfordring af Kaspar Colling Nielsen. Tegne kan jeg åbenlyst ikke, i hvert fald ikke sådan at noget seriøst organ ville bryde sig om at offentliggøre denne streg, men altså, voila, mit bud på hvordan den agtværdige købmand fra Mekka, Abū al-Qāsim Muḥammad ibn ʿAbd Allāh ibn ʿAbd al-Muṭṭalib ibn Hāshim, også kendt som profeten Muhammed, kan have set ud. Indrømmet, selv for en miserabel 'tegner' er næsen lovlig velvoksen mens turbanen mest ligner en baskerhue. Jeg trækker på en udseendesmæssig inspiration fra min egen far og kaptajn Haddock. Well, next in line...
PS! Til muslimske venner: Ramadan mubarak!"


*

Personligt hilser jeg al islamkritik velkommen, men Adam Holm burde vide, at Muhammed har bombe i sin turban, og så synes jeg, at der havde været mere schwung over det, hvis Adam Holm havde brændt koranen.

**

Naser Khader, Mads Brügger, Bjarke Larsen, Niels Ivar Larsen og flere andre deltager i debatten på Adam Holms Facebook væg. Niels Ivar Larsen skriver i kommentarfeltet:

"Jamen, så må vi jo bare forhandle med voldsmændene og give dem, hvad de vil have. Og så håbe på, at der ikke kommer nogle andre voldsmænd, som vil noget helt andet, som vi så også må imødekomme.

Ideen om at man kan opnå fred gennem indrømmelser døde i München 1938. Hvis nogen havde taget konfrontationen dengang, kunne meget vold være sparet.

Meget kan man sige om voldsmændene, men det er dygtige pædagoger. Deres straffepædagogik har gjort, at sammenhængen mellem en ytring og voldsreaktioner nu forstås som ubrydelig og naturlig. Det er helt klart en lært lektie. Og allerede en indrømmelse, som dog ikke har fået volden til tage af, måske fordi dens udspring og ambitioner ligger et andet og dybere sted."

Jens-Martin Eriksen skriver:

"Kaspar, du har refereret til at jeg har plæderet for at publicere krænkende tegninger over alt - det skete i Information lige efter attentatet på mødet i Krudttønden, og er en refleksion over hvordan man forholder sig til de islamistiske voldsmænd. Det er den helt samme diskussion du har rejst her. Kernen i mit argument er flg.: "Det var den manglende solidaritet, der førte til angrebet på Charlie Hebdo for nogle uger siden, idet bladet alene havde stået side om side med Jyllands-Posten – resten af dagspressen var tavshed og forløjede undskyldninger om hensyn til sårede følelser og såkaldte »redaktionelle prioriteter«. Charlie Hebdo blev alene ramt, fordi alle andre svigtede denne solidaritet. Nu bliver Lars Vilks Komiteen ramt, fordi offentligheden stadigvæk er splittet. Men hvor længe vil man fortsætte med lyve sig bort fra sit ansvar? Og hvor mange er der egentlig tilbage at lyve for?

Vejen frem byder på to muligheder.

Det eneste, der er at gøre, er enten at indrømme, at man ikke har modet til politisk solidaritet med sine politiske modstandere og derfor afholder sig fra at publicere alt det, som islamisterne påbyder offentligheden. Det er et kompromis, ærligt og redeligt, ikke foranlediget af nogen påstået respekt – pas på dette væsel-ord! Det er et forsøg på at imødekomme voldsmændene ud fra frygt for deres trusler, i håbet om at der ikke kommer flere krav til selvcensuren over for deres udemokratiske dogmer og kultur.

Man kan også stå sammen i hele offentligheden og ved enhver given, relevant lejlighed – som nu – publicere alt det forbudte. I dette tilfælde Lars Vilks’ hund, som Information gjorde det mandag, lige efter attentatet, der var foranlediget af denne tegning. Det bør man gøre dels for at beskytte den truede ophavsmand, dels for at beskytte de andre medier, der vælger at publicere – men først og fremmest fordi det er journalistisk relevant.

Ingen påstår, at denne publiceringsstrategi i sig selv vil få terroren og truslerne mod ytringsfriheden til at gå væk. Hertil behøves først og fremmest statens voldsapparater med de udvidede beføjelser, som en konkret undtagelseslignende tilstand kræver.

Men gør man sit arbejde og publicerer det, der er værd at publicere, beskytter man også de truede synspunkter og gør det umuligt at udpege et enkelt offer for de islamistiske voldsmænd. Samtidigt er det også en strategi, der kan vikle de udpegede tegninger og karikaturer ud af frygtens og tabuets aura. For det, der fortsat gør dem forbudte og farlige, er deres sjældenhed som publicerede udtryk. Der klæber en ulyksalig, magisk aura til dem, en forbandelse, som ikke kommer fra tegningerne og karikaturerne i sig selv, men fra det forhold, at de forbindes med voldstrusler - og den tabuiserede aura ved dem fastholdes ved, at de kun omtales – nu nærmest dagligt – men ikke vises. Dermed verificeres deres farlighed. Men i sig selv er de alle sammen banale, både hunden og profeten, og profeten som hund samt alle de andre.""

*

Martin Krasnik tegnede i øvrigt Muhammed i kølvandet på Jyllands-Posten 's publicering af avisens Muhammedtegninger i efteråret 2005.





Se også

Showdown i 11. arrondissement (Marianne versus Muhammed). 13. november 2015 in memoriam.





Grundloven står over koranen - værk til Folkemødet