Interessant opdatering hos skribent Inger Holst på Facebook:
"En dansker
Dette er Victor Cornelins.
Jeg har lige læst hans erindringer.
Efter det må jeg sige:
Vi reagerer forskelligt på de slag, verden giver!
Hvis nogen har haft grund til et køre en vogn med løbske heste ind i en større flok fodgængere...
Nå, men det ville han ikke selv have syntes var en god idé.
Ikke på noget tidspunkt.
Ikke da han som lille barn spiste én portion majsgrød om dagen hjemme hos mor på Sankt Croix.
Ikke da han blev en feteret, men indespærret barnestjerne i Tivoli.
Ikke da han hos sin 'plejefamilie' i Danmark det meste af barndommen måtte leve af én skive rugbrød om dagen.
Han blev bare stædig.
I modsætning til den lille pige, han delte skib, bur og skæbne med, overlevede han sin barndom.
Og mere til!
Han blev en landskendt viceskoleinspektør, korleder og foredragsholder.
Det er ikke en solstrålehistorie.
Han mødte racismen.
Den var som et hav, der altid skyllede imod ham.
Men han mødte også et andet Danmark.
Som gav ham en uddannelse.
Som gav ham chancer og muligheder, han aldrig ville have fået, hvis ikke han var kommet på udstilling i Tivoli.
Hans liv i Danmark begyndte i 1905.
Da var han syv år.
Så det er en gammel historie.
Det er alligevel let at genkende det danske folk, han mødte.
Fra den værste side, når han måtte gemme sig væk fra pøbelen på gaden.
Fra den bedste side, når han alligevel fik de muligheder, han fik.
Af mennesker, der virkelig betragtede ham som en ligemand.
Dansk racisme i sin reneste form oplevede han i buret i Tivoli.
Men den racisme blev der gjort op med i de årtier, der fulgte.
Dansk racisme, som vi kender den, mødte han en dag i 50'erne eller 60'erne, da en ung mand, lederen af et eller andet gadeslæng, højlydt kommenterede hans 'solbrændthed'.
Victor Cornelins svarede ham på det danske sprog, der nu var hans modersmål.
Den unge mand blev først stum.
Lidt efter hørte nogen ham sige:
"Jeg troede, han var en nigger. Og så er han kraft stejlemig DANSKER!"
Aldrig har jeg hørt mage til historie fra den amerikanske racismes vidtstrakte land.
Som vor tids racisme-debattører desværre øser så rigeligt af.
Som var de to lande ganske ens på dette område.
Nej, Victor Cornelins oplevede også amerikansk racisme, i form af turister, der ikke ville sove på samme hotel som han.
Den unge danske mand var også racist.
Men på en anden måde.
I hans tilfælde faldt dette menneskesyn til jorden.
Formentlig ikke i forhold til alle verdens mørke mennesker.
Men i forhold til dette ene.
Som viste sig at tilhøre det, han betragtede som det danske folk.
Hvis noget lignende er sket i Sydstaterne på samme tid, har jeg aldrig hørt om det.
Nå...
Nu er jeg beredt på kommentarer om, at den danske racisme er lige så slem som den amerikanske.
JA, det er den - på mange måder.
Om end den siden slavetiden har været en ublodig affære.
Hvad man ikke kan sige om den amerikanske.
Det er den ene ting.
Den anden er:
Skal vi gøre op med racismen i sin danske form, skal vi bekæmpe den, som den fortjener at blive bekæmpet, så er vi nødt til at finde ud ad, hvad den handler om.
Hvad den består af.
Modvilje mod en fremmed ser ud til at have været drivkraften hos den unge slyngel her.
Som indlemmede den ukendte i folkefællesskabet, straks han hørte hans sprog!
Ja, det vi kalder racisme er meget tit et udtryk for nationalisme.
Det er ikke det samme.
Skønt mange tror det.
Det er stadigvæk meget grimt at sige 'nigger'.
Men pointen er, at i samme øjeblik, banditten fandt ud ad, at den fremmede var dansker - trak han ordet 'nigger' i sig igen.
I USA skulle der mere til.
Dengang i racismens store tid.
Så selv om jeg hverken er racist eller nationalist - mener jeg, at vi bør se at komme hjem til os selv igen.
Hjem til det Danmark, hvor det bestemt ikke længere er en sjældenhed at se et mørkt menneske på gaden.
Men hvor det altså var det - for ganske kort tid siden.
Der er nok at snakke om.
Der er masser af historier om racisme og nationalisme.
Som har rod i vores egen historie.
Vores egne racebegreber.
Vores egne forestillinger om, hvad det vil sige at tilhøre et folk."
Se også
Astrid Lindgren i Congo (Sverige æder sit barn)