Neuengamme er en mærkelig blanding af fastholdt erindring, historisk sted, mindesmærke, rekonstruktion og museal æstetik og pædagogik. Jeg ved ikke om, man helt får den tunge fornemmelse af de uhyrligheder, der er foregået på stedet. Det er måske svært at formidle, fordi Neuengamme i stor udstrækning er rekonstrueret og derfor ikke virker særlig "autentisk".
Et sted på lejrområdet har man dedikeret til monumenter, der ærer de døde. Her er blandt andet en høj stele, der rager op i landskabet. En ekspressiv skulptur af en "falden fange". Mindetavler med mere. Et tidligere dokumenthus har den forholdsvis kendte tyske samtidskunstner Thomas Schütte omdannet til et Erindringens / Eftertænksomhedens hus (med forbehold for min oversættelse fra tysk). Her er lange stofbaner med navnene på de døde hængt op på en baggrund af blodrøde vægge.
De kunstneriske greb i Erindringens / Eftertænksomhedens Hus er lødige nok. Men alligevel bidrager de ikke rigtig til at forstå omfanget. Det, der gjorde mest indtryk på mig, var fire "dødebøger", hvori var skrevet navnene på de cirka 25.000 døde fanger, som man kender identiteten på. Fire bøger med lutter navne. Så lidt eller så meget fylder en tragedie.
Tak for sidst: Et sort hul til Aros