Jeg er begyndt at læse journalist og reklamemand og initiativtager til Christiania - Jacob Ludvigsen 's erindringer Hobbit i habit (Gyldendal), som jeg vil citere fra den kommende tid. Her en passage, hvor Jacob Ludvigsen beskriver besættelsen af Christiania:
"Et år senere, 22. september 1972, skrev jeg et INDBLIK i Weekendavisen og præsenterede "for første gang den fuldstændige beretning om en revolutionær elitegruppes snedige overtagelse af forladt militær ejendom, skrevet af en af dem, der var med".
I den retrospektive reportage fik den ikke for lidt: "Med et ryk standsede køretøjet på det strategisk rigtige sted. Det tømtes for passagerer og udrustning, termokande, bagerposer, faner, fotografiapparater og geværer. Således munderet sneg seks personer sig igennem et firkantet hul i det plankeværk, der hidtil havde opretholdt det ubønhørlige skel mellem civilismen og militarismen.
Foran dem lå en øde by med hytter og paladser. De mødte ingen modstand. Vejen var banet for videre fremmarch. For sejr."
Jeg fortsatte: "Søndag den 26. september 1971. Måske ikke en dato, der vil stå med spærret sats i fremtidens historiebøger, men alligevel et lille vendepunkt. I al stilfærdighed foretog vi den mest omfattende slumstorm og skabte mulighed for det såkaldte alternativsamfund."
En mærkedag blev det dog. Christianias fødselsdag fejres hvert år den 26. september.
"Vi følte os som en blanding af Palle alene i verden og Fidel Castro stige ned fra bjergene ... Vi måtte iværksætte en immigrationsbølge, så husene blev befolket i en fart. Storslåede visioner fyldte os, mens vi vandrede fra bygning til bygning og tog det imponerende anlæg i øjesyn. Med en dåse spraymaling anbragte vi på en række mure et stort C og et sanskrittegn, der udtales hariaum. Vi så store muligheder i at omskabe kasernen til et fredsområde, "Volden væk fra volden"."
Over for kasernen lå E. Nobels nedlagte tobaksfabrik, som var blevet værested for narkomaner, kaldet Projekt Fabrik. Her havnede de misbrugere, som havde voldt problemer i Projekt Hus i Rådhusstræde og ført til dets lukning. De havde indrettet sig i en fabrikshal med primitive skillerum. Menneskestalde var det. Og hashmarked. Kunderne kom fra hele byen, dengang kostede et gram fire-fem kroner. Eksistenser fra fabrikken sivede over gaden og ind i Christiania, hvor de indlogerede sig i kasernekolossen Fredens Ark.
Fra nær og fjern strømmede emigranterne til. Et forsøg på et folkeregister talte 300 christianitter i løbet af få uger, og snart var de beboelige dele af det militærindustrielle kompleks spækket med hængelåse og OPTAGET malet på dørene. Nogen plan fandtes ikke, folk flyttede bare ind, andre benyttede den frie adgang til at plyndre fabriksbygninger, mandskabsfaciliteter og laboratorier for rør og fittings, toiletkummer, bænke, installationer - alt, hvad der kunne vristes af, blev "scoret"; det er i denne forbindelse, at ordet udvides til mere end et fodboldudtryk. Omfattende hærværk og tusindvis af knuste ruder var frihedens bagside."
(Side 205-206)