Så har man været til sit livs første baseballkamp. Derbyet mellem New York Yankees og New York Mets på førstnævntes stadion i Bronx. Kampen varede næsten tre og en halv time, men intensiteten steg mod slutningen, da Yankees nærmede sig sejren. Yankees vandt 4-2, hvis jeg har forstået det rigtigt. Det, man bliver mest imponeret over som europæer, er, hvor mange gange bolden ryger ud blandt publikum. Ikke fordi der slås et home run, men fordi spilleren med battet rammer bolden forkert.
Halvvejs i kampen blev en lokal helt fra det amerikanske militær, der havde gjort tjeneste forskellige steder i udlandet, hyldet på storskærmen, og efterfølgende blev den amerikanske nationalsang afspillet. Alle stod op, de fleste sang med, og mange holdt en hånd på hjertet. Patriotismen lever og har det godt i USA, kunne man konstatere. Jeg har aldrig set en dansk veteran blive hyldet i forbindelse med en sportsbegivenhed i Danmark.
Prisniveauet var højt. 40 dollars for den billigste type billet og 12 dollar for en beskeden fadøl.