Kristian Leth. (Foto: Pressefoto)
"Shit. OK. Så gør jeg det:
Denne her skrev jeg for noget tid siden, da de første flygtninge begyndte at dukke op på landevejene. Da Løkke ikke kunne bestemme sig. Da folk tog ned og hjalp ved grænsen. Og da visse personer begyndte at brokke sig over denne form for politisk ulydighed og den efterfølgende dokumentation på sociale medier. Men jeg kunne ikke få plads til den noget sted, og tænkte egentlig at den bare måtte dø hen. Samtidig har jeg det svært med at skrive så vredt og så voldsomt som jeg gør i det her stykke. Jeg har svært ved at sende det ud. Det er ikke en behagelig proces. Det er ikke sjovt at skændes i det offentlige med nogen som helst. Slet ikke nogen man kender. Min far (Jørgen Leth, red.) sagde jeg skulle sende den ud, selv om jeg var i tvivl. Min kone sagde det samme. Men jeg var sgu usikker på det. Det er et helvedes debatmiljø lige nu, og de eneste der gerne ville trykke det ville have mig til at skære det ned, indtil det netop bare var et debat-indlæg. Så jeg turde vel ikke. Men med den sidste tids mærkelige tilbagevenden til danske tilstande, som om tingene var som før, ytringsfrihedens reetablering som "vigtigste" emne, så fuck det. Her er den. (Bær over med den nu manglende aktualitet.)
--
ORDETS MAGT
*Hvor er de nu, de der var så aktive i ytringsfrihedsdebatten? Alle løverne, der endelig gad blande sig i den offentlige debat; de der mente at Danmark virkelig var truet af mødet med Islam og blødsøden kulturradikalisme. De der påstod at kæmpe for frihed og lighed og den svage i samfundet. Hvad har I at sige i denne flygtninge-tid?*
Denne sidste tid har været heftig. Det føles som om diskursen er blevet knækket åben. Som om vores kulturelle bobbel er ramt af et meteorslag i form af virkelige, stakkels mennesker, børn og voksne og gamle, på motorvejene ved landets sydlige grænser.
Det får alle vores andre udfordringer i Danmark til at stå i et andet lys. Et nærmest febrilsk, flimrende lys, der bliver lidet flatterende for nogle af de sager, der virkede så vigtige for nogle måneder siden.
Danmark - og resten af Europa - er nu konfronteret med den virkelige verden. Ikke i form af nogle mere eller mindre integrerede indvandrere eller en tragisk voldsepisode (Kristian Leth henviser sandsynligvis til terrorangrebene på Lars Vilks Komiteen 's debatmøde i Krudttønden og det senere terrorangreb på den jødiske synagoge i Krystalgade i februar, red.) skrevet ind i en forsiret og fremmed retorik. Og ikke i form af vores udhungrende debat, den kræftlignende samtale vores politikere har ført an i, i et sprog der ligesom den kolde krig kun kan eskalere. Indtil det enten fører til vold eller bryder helt sammen.
Det har været brutalt. Debatten om hvorvidt vi overhovedet *vil* flygtninge. Mistænkeliggørelsen af hvor trængende de nu var, når de trods alt havde kræfter til at flygte så langt. Den danske samtales besættelse med militant islam, hvis retorik vi kender bedre end biblen, hvis martyrer vi ved mere om end vores egne danske nationalhelte.
Men det var ikke virkeligheden. Det var skindebatter, positioneringer og magtspil for politikere. Nemme overskrifter for medierne. Retoriske konkurrencer for alle andre.
Nu vandrer de her. Med børnene på skuldrene og de gamle i hånden og så det, de kunne tage med sig. Næsten ingenting.
De har forladt deres land. Hvilket netop for nationalister og facebook-racister i sig selv burde være et brutalt bevis på, hvor galt det står til, der hvor de kommer fra: Ingen befolkningsgruppe forlader sit land i så store mængder for at prøve lykken.
Den helt enkle evne til at sympatisere med andre, at sætte sig i deres sted, virker omsonst at insistere på. Det burde ikke være sådan.
Argumentet om ikke at handle i følelsernes vold er åndssvagt og umenneskeligt. Det er ikke op til os om Danmark forandrer sig. Valget er i stedet mellem hvilket land vi vil være, hvilket folk, hvilket liv vi vil leve. Jeg vælger det med følelser. Nu mere end nogensinde vælger jeg følelser over strategi.
Den tabte generation
Ytringsfrihedsdebatten - i den skingre form den fandt og kulminerede i i foråret 2015 - står i et bemærkelsesværdigt pauvert og ringe lys.
Ført an af en hel generation af intellektuelle, der ikke havde blandet sig før. Min nogen-gange-chef og gode bekendte Mads Brügger lod sig rive med og blev bannerfører for det synspunkt, at en af denne tids største og vigtigste kampe (måske den største?) var mellem det frie ord og en repressiv, censurerende koalition af islamister og kulturradikale.
Som om vi i Danmark var i reel fare for at lægge bånd på os selv, i dette land hvor vi hylder den jævne kommentar, drengen der ser kejseren nøgen. I dette land hvor tidsskrifter som Ekstra Bladet med åbne øjne lægger navn til hadefulde og racistiske kommentarer på deres hjemmeside, hvis lige jeg ikke mindes at have set i min livstid. I Danmark hvor vores største borgerlige parti har legitimeret en retorik der netop ikke bærer præg af andet mådehold end målgruppe-hensyn.
Ligegyldig Muhammed-tegningernes uefne hån af minoriteter og den efterfølgende skandaløse håndtering fra religiøse styrer langt langt væk, ligegyldig nogle ekstremt succesfulde og - historisk set - konfliktsky komikeres vurdering at det ikke var for dem at gøre andre sure; og jo, ligegyldig den reelle og grusomme trussel om terror, rettet mod specifikke forlag og aviser - ytringsfriheden som sådan i Danmark er ikke “i fare”.
Ligesom vi til enhver tid bør og vil forsvare nogens ret til at trykke og sige hvad de vil - og ligegyldig debatten, så er der ikke nogen reel udfordring af den velvilje - så må vi erkende at det altså ikke er én lang kampplads, og at vi ikke alle ligger i skyttegravene.
Det er sort/hvid snak. Det er et retorisk kneb baseret på ideen om at tale enten er ultimativt fri eller overhovedet ikke. Punktum. Upåagtet at alle vi andre går rundt i en menneskelig dis af “næsten”, “måske”, “nogengange” og “hvis nu”.
Der er ingen love rettet mod fri tale i Danmark. Og det kommer der heller ikke. Men at man bliver nødt til at tage talens kontekst med, at man bliver nødt til at acceptere at man taler ind i en virkelighed, og at ord kræver ansvar, har konsekvenser, det står klokkeklart nu.
Mødet mellem den “frie danske tale” som den blev forsvaret her i foråret og nu billederne af de, vi i så lang tid har talt så umenneskeliggørende om, er episk.
Selvfølgelig har vi lov til det.
Men det virkelige spørgsmål er omvendt: Hvad har vi dog gjort?
Siden jeg var barn lærte vi om Den anden verdenskrig, om nazismen og Hitler og folkeforførelsen og antisemitismen. Jeg kan huske at jeg kunne sætte mig ind i yderpunkterne - et folk i armod der ser mod en stærk leder, og i den anden ende et stærkt ensrettet Tyskland, hvor nazismen var en indoktrinering, en virkelighed der gennemstrømmede alle medier og fortællinger. Men det har altid været en psykologisk gåde for mig, hvordan almindelige mennesker langsomt blev mere og mere brutale i deres syn på fremmede.
Det virker ikke så svært at forstå mere. Jeg har aldrig i min levetid set den slags retorik og handlinger, som foregår nu. Brændattentater mod mosker, mod asylcentre, hærværk mod grave, en massiv og ikke mere så unik bevægelse i sociale medier, hvor voksne mennesker spinner videre på retorikken fra Dansk Folkeparti. For hvis vi først taler om *dem* som snyltere, så skal der kun en graduering af manererne til, før man ønsker dem døde istedet for ud.
Den massive racisme og fremmedhad vi ser for tiden adskiller sig kun fra Dansk Folkepartis retorik i grovheden. Menneskesynet er det samme.
Og når de andre politikere ikke mere udbryder “hvad er det dog du siger?” fordi det vil skade dem politisk, men i stedet overtager retorikken, så sender det et ekstremt voldsomt signal.
Vores forrige statsminister mødte ikke Venstres asylstramninger med en insisteren på et andet menneskesyn eller en stillen spørgsmål ved den hårde tone, men ved at blære sig med det lave antal af flygtende mennesker vi i Danmark havde politisk barmhjertighed til at tage ind i hendes regeringstid.
Tænk på Helle Thorning Schmidt og Lars Løkkes grimme debat. Se det signal danskerne har fået om fremmede menneskers værd, om troværdigheden af deres lidelse, om hvilke idealer vi i Danmark har.
Denne tid er en mørk plet på Danmarks historie. Vores ledere og deres mangel på ansvar, deres manglende vilje til at sætte idealisme eller menneskelighed højere end strategi. Det er en skamplet.
Og vi bliver aldrig de samme. Det viser det politiske landskab os. Danmark er ændret for stedse.
Fraværet af stemmer
Det er historisk interessant at der er et så markant fravær af intellektuelle stemmer under 50 i debatten i Danmark.
Derfor var det blandt andet en spændende udvikling, da Brügger gik ind i ytringsfrihedsdebatten, fordi han - ligesom de fleste andre intelligente, veltalende og hamrende dygtige mediepersoner i hans generation - aldrig for alvor har engageret sig i noget som helst, uden at det havde en ironisk tone.
Hele generationen af mediepersoner - forfærdeligt ord, men det er det, de mere end noget andet er - der i dag sidder i ledelserne på landets aviser, radiostationer og tv-kanaler - har bygget deres karrierer, og derved også en stor del af medievirkeligheden, op omkring en evig positionering, en evig ironi, en blændende men altædende læsning af virkeligheden som en retorisk kamp.
De gav os TV2Zulu. De formede DRUng. De står bag den skov af produktionsselskaber, der laver underholdnings-tv i dag. De befolker de fleste af landets spin-doktor-stillinger.
Og i ytringsfrihedsfrihedsdebatten kom der en sag, som de ellers så tavse stemmer kunne føle sig enige i; For det første er der en illusion om en rigtig og forkert side - hvilket virkeligheden så sjældent har. For det andet følte en generation af mennesker, der levede af at ironisere, sig principielt truet af ideen om hellige ord og billeder.
Den pseudointellektuelle anti-teisme fandt også hjemmel i modsætningen mellem “sandheden” om at al religion er vanvid - og på den anden side disse “mørkemænd” og deres forbud.
Som om der kun var to sider at være på i den sag.
Men måske vigtigst af alt, var der i ytringsfrihedsdebatten en chance for at engagere sig i en værdidebat uden “bløde” værdier. Hvis vi - som Brügger og Stjernfelt (professor Frederik Stjernfelt, red.) og resten af flokken - lader som om det er absolutte sandheder vi har med at gøre (hvilket minder mig mest om religiøse fanatikere), så kunne man have debatten med et koket smil på læben, mens man udtrykte sin ringeagt for andres “følelser”. Endelig en sag uden det blødsødne, frelste; uden de hippie-værdier denne generation er en stor afsværgelse af.
Og i forlængelse af det, den smarte pointe; Provokationen er en naturlig forlængelse af det intellektuelle argument. Halleluja. Jeg er humanist, derfor provokerer jeg. Hvis jeg provokerer er jeg frihedskæmper.
Hvilket giver stringent mening. Hvis altså verden og mennesker ville rette sig ind efter den forenklede logik.
Ikke aktivist
I denne krisetid - hvor hele Danmarks selvforståelse er under omkalfatring og selv Lars Løkke virker til at få dårlig smag i munden over det, han beder Inger Støjberg om at sige - der er de før så livlige debattører forstummet.
Vi læser indlæg fra unge og fra ældre, men næsten ingen fra mediegenerationen.
De er så bange for at lyde som Bob Geldof eller Bono, at de hellere vil lade være at sige noget.
Faktisk har Mads Brügger kun meldt sig på banen med et udbredt udsagn om at det var ukristent (ironi!) at vise sin egen godhed frem. Han refererede her til de som kørte til Rødby og hentede flygtninge og delte billederne af det. En meget visuel aktivisme, der lige gyldig hvad motivet var, har inspireret de enige og vækket afsky hos de uenige.
I stedet for at benytte sin position som medieperson til noget som helst vægtigt i denne vigtige tid - “jeg er journalist, ikke aktivist” sagde han til Kristeligt Dagblad - ville han dog gerne påpege andres dobbeltmoral.
Det er svært at forlige denne ydmyge journalist med den hardcore aktivist, der ville udstille Dan Park og tage kampen op mod sin egen radiostation for at forsvare ytringsfriheden. Måske burde udsagnet være: “Jeg er kun aktivist, når det ikke handler om bløde, menneskelige værdier.”
Park er amatør
Men denne selvglade og selvforstærkende retorik ender med at æde sig selv. Der er ingen af os der vil leve i den verden, som retorikken påstår. En verden hvor der ikke er plads til de ulogiske argumenter, de følelsesmæssige motivationer. Det er ikke fordi følelser kan udgøre det for lov, men benægtelsen af deres værdi er netop bare umenneskelig.
Og så er det slap logik.
Ytringsfriheden er truet momentvis - og bliver forsvaret. Men hvis vi vælger dette alt-eller-intet scenarie og i stedet forestiller os denne lange front, der strækker sig fra tegningerne til Radio24syvs Dan Park-udstillinger; hvis vi evokerer denne skyttegravsstemning, hvor enhver tvivl er udtryk for landsforrædderi, så falder korthuset.
For Dan Parks platte tegninger er jo amatørisme i forhold til det der bliver ytret hver dag. Der foregår en fuldstændig åben udveksling af brutale, voldelige og racistiske udtalelser på nettet og i offentligheden i dag, som intet problem har med at finde frihed til ytring.
Hvis vi køber “den store kamp”, så skal disse hundredevis af tegninger, sider, kommentarer og videoer jo tages med i krigen.
Og hvis vi gør det, så kan jeg hurtigt fortælle hvem der vinder. Det er ikke terrorister, mullaher eller kulturradikale med censurtrang. Og det er slet ikke de flygtninge der vandrer på motorvejene, fortabt indtil nogen åbner deres hjerte overfor dem."
Værk af den svenske gadekunstner Dan Park sat op i Silkeborg i forbindelse med stiftelsen af Dan Park Komiteen. Kristian Leths Facebook status minder om musikeren Zaki Youssef 's udtalelser i Information, hvor Youssef også gør sig til talsmand for, at ytringsfriheden ikke er reelt truet.
Læs også
Venstreekstremister opfordrer til overfald på Dan Park