Interessant opdatering på Uriasposten:
"Søren K. Villemoes gennemgår Skovgaard-Petersens ekspertanalyser om Islam, islamisme og Egypten
Weekendavisens Søren K. Villemoes skriver på Facebook, at danske islamforskere har set sig sure på avisen, og ingen vil i debat med ham: “Ethvert kritisk spørgsmål opfattes som et personangreb.” Som en konsekvens heraf, har han gennemgået professor Jakob Skovgaard-Petersens udtalelser til medierne, og begået en yderst interessant kommentar. Konkret kritik af navngivne forskere, når sjældent overfladen i Danevang.
Det ligner lidt mit historiespeciale om Jørgen Bæk Simonsen, men jeg har ladet mig fortælle, at Skovgaard-Petersen ikke er drevet af ideologi. Islam-apologi fra øverste skuffe, ikke desto mindre. Den er lidt lang for formatet, men bør læses i sin helhed."
(Herefter følger Søren K. Villemoes' Facebook opslag, som Uriasposten har citeret i sin helhed, red.)
"Som lovet: KRITIK AF PROFESSOREN
Professor Jakob Skovgaard-Petersen (JSP) er en ekstremt belæst og vidende mand, der indiskutabelt er en af vores førende eksperter på den arabiske verden og islam. Han har tjek på detaljer, anekdoter, obskure skikkelser og begivenheder, de færreste er bekendt med. I kraft af sin forskning, sin tid som leder af Dansk-Egyptisk Dialog-Institut, sit enorme netværk og sit store kendskab til regionen er han en kæmpe kapacitet, der sidder inde med en stor og detaljerig viden.
Men det er ingen garanti for, at man har fat i den lange ende, når det kommer til overordnede analyser af mere generel karakter. Historien har vist, at JSP grundlæggende har taget fejl i sin opfattelse af islams betydning for almindelige mennesker i Mellemøsten.
JSPs forskning og diplomatiske arbejde vil jeg ikke forholde mig til her. Det følgende omhandler kun hans rolle som ekspert i de danske medier. Her har han igennem de sidste årtier adskillige gange gjort det klart, at danskerne generelt har en forkert opfattelse af muslimer i Mellemøsten. Han har gentaget det mange gange. Dette citat, fra dengang han tiltrådte som leder af Dansk-Egyptisk Dialog-Institut i 2005, opsummerer hans synspunkt:
‘I Danmark er der en tendens til at forklare alt med islam, og i flere tilfælde er det ikke relevant. Man opfatter islam som et sæt af doktriner, som folk følger, og ikke som en religion, som folk tager stilling til. I Danmark opfatter man det sådan, at folk i denne del af verden har en primær identitet som muslimer, og at den er langt vigtigere end deres nationale eller professionelle identitet. Det er en meget grov forenkling, og derfor vil danskerne kunne blive klogere af denne dialog.’
Naturligvis skal man ikke forklare alt med islam (hvilket da også er en karikeret opfattelse af danskernes syn på Mellemøsten). Men omvendt skal man heller ikke undlade at forklare noget med islam. Overvurderede danskerne islams betydning i Mellemøsten? Eller var det snarere JSP, der undervurderede samme?
Ifølge ham havde vi et værdifællesskab med den muslimske verden, som danskerne ikke forstod. Som han formulerede det kort efter angrebet d. 11. september 2001:
‘Vi har meget mere til fælles med muslimerne, end mange tror. Når folk beskriver det her som et angreb på Vestens værdier, kan det selvfølgelig godt være, at de mennesker, der står bag, ser det på den måde, men de værdier, mange ser som vestlige – tolerance, retsstat osv. – er de samme i den muslimske verden.‘
Vestens og den muslimske verdens værdier var altså de samme. Vi havde ikke noget at lære Mellemøsten på det område. Som han formulerede det i samme periode:
‘Befolkningen i Mellemøsten kender faktisk til demokrati, selv om demokratiet ganske rigtigt knægtes i mange sammenhænge. Men demokratiet praktiseres faktisk nogle steder. For eksempel har jeg selv været vidne til valg på universiteter i Mellemøsten, der foregik lige så demokratisk som på danske universiteter. Uanset at der sker mange forfærdelige ting i mellemøstlig politik, så er det ikke sådan, at medbestemmelse, demokrati og retsstat er ukendte eller forkastede idealer for flertallet af borgerne i Mellemøsten.‘
Vi kunne måske ligefrem tage ved lære af dem. Som han sagde i 2010:
‘Derfor er det også en myte, når danske kommentatorer hævder, at der ikke skulle være kulturel selvkritik i den arabiske verden. Der er masser. Betydeligt mere end herhjemme.’
Da det Arabiske Forår kom i 2011, og man fik smidt Mubarak på porten, havde vi et historisk øjeblik. Endelig ville vi få et nogenlunde troværdigt indtryk af, hvad der gemte sig i det muslimske, arabiske folkedyb. JSPs mangeårige besked til danskerne skulle nu stå sin prøve. Og han havde store forventninger til Mellemøstens fremtid:
‘Politik vil ikke blive udtrykt så religiøst. De arabiske parlamenter vil rumme mere ægte politiske konfrontationer, som forhåbentligt vil føre interessen væk fra identitetspolitik og over til valget mellem egentlige politiske alternativer.’
Samme år skulle den egyptiske befolkning for første gang blive hørt ved et (relativt) frit valg. Inden valget vurderede JSP, at islamisterne i Det Muslimske Broderskab havde bevæget sig temmelig langt fra sit gamle slogan ‘islam er både en religion og en stat’, og at danskerne havde et alt for dystert billede af partiet:
‘I min optik er Det Muslimske Broderskab ikke den enorme, dystre magt, som mange vil gøre dem til. Det er ikke for at være deres talsmand – de er ikke specielt tiltalende. Men den måde, man i Danmark taler om islamisme på, er præget af, at folk enten ikke interesserer sig for religion, eller at man bruger islamisme som skræmmebillede i en dansk debat.‘
Danskernes uvidenhed om religion gjorde altså, at vi havde et alt for negativt billede af Broderskabet, der ifølge JSP gennem en længere periode havde bevæget sig imod mere demokratiske og liberale positioner. Partiet ønskede en civil stat, hvor det kunne deltage på lige fod med andre partier inspireret af deres islamiske grundsyn, var vurderingen fra JPS. Hans fornemmelse af det egyptiske vælgerdyb lød således:
‘Så vidt jeg kan se, er det heller ikke sådan, at egypterne nu i stort antal vil gå hen og stemme på Broderskabet.’
I stedet forudså han et parlament præget af flere store blokke og modsatrettede interesser, hvor ét parti ikke ville dominere. Hvad skete der?
Det Egyptiske Broderskab fik 36,3 % af stemmerne, de moderate islamister 3,3 %, mens de ekstreme salafister løb med hele 28,8 %. JSP havde ellers i årevis fortalt danskerne, at de egyptiske salafister slet ikke var interesserede i parlamentarisk politik. Men her var de så med næsten en tredjedel af stemmerne. Alt i alt gik et massivt flertal af stemmerne – hele 69 % – til enten islamister eller endnu mere hardcore islamister.
Ved præsidentvalget løb Broderskabets Morsi med 52 % af de egyptiske stemmer. Tidligere på året havde partiet godt nok lovet, at man slet ikke ville stille med en præsidentkandidat, hvilket JSP dengang havde set som bevis på, at de ikke ønskede at forplumre den demokratiske udvikling.
Efter i årtier at have belært danskerne om, at de overvurderede islams rolle i den arabiske verden – der ifølge JSP allerede abonnerede på de samme værdier som i Vesten – viste det sig, at danskerne havde ret, og JSP tog fejl. Over to tredjedele af det egyptiske vælgerkorps gik ikke til valgurnerne med deres nationale eller professionelle identitet, men med deres religiøse.
Og hvad så med Broderskabet? Havde danskerne virkelig et alt for dystert billede af det parti, JSP år efter år havde observeret bevæge sig i en mere og mere liberal, pragmatisk og demokratisk retning? Måske var Broderskabets islamisme slet ikke så slem? I 1998 havde Information refereret JSP for følgende synspunkt:
‘I virkeligheden har Islam nemlig mange af de samme idealer og principper for ytringsfrihed, som findes i Vesten i dag.’
Et lignende budskab havde han gentaget i 2011:
‘Der er ikke noget i islam, der forhindrer demokrati’
Alt dette kunne jo tyde på, at det var en falsk modsætning mellem Broderskabets islamisme og vestlige værdier, danskerne så. JSP havde selv fortalt os, at der trods en svag demokratisk historie alligevel var en stærk tradition for ideologisk tolerance i den arabiske verden:
‘Den arabiske verden har en stærk tradition for, at ideologisk uenighed udkæmpes med ord og ikke med våben.’
Måske ville denne stærke tradition vise sig, og danskernes dystre skepsis gøres til skamme?
Hvad skete der?
Broderskabets præsident Morsi gik straks i gang med at svække domstolenes magt og lave en ny forfatning, der skar kraftigt i egypternes borgerrettigheder på en række områder. Særligt kvinder og minoriteter blev stillet ringere. Og Shariaens position som lovgivningens udgangspunkt blev styrket. I overensstemmelse med denne blev religionsfriheden kun tildelt ‘bogens folk’, jøder, kristne og muslimer. Og religiøse (muslimske) institutioners magt og privilegier blev udvidet. Morsi nåede ikke langt. I 2013 blev han væltet, da general Sisi overtog magten ved et militærkup, der kostede mindst 817 mennesker livet.
Den stærke, arabiske tradition for at udkæmpe ideologisk uenighed med ord frem for våben lod vente på sig. Egypten var vendt tilbage til sin præ-revolutionære tilstand med en stærk mand i spidsen – hvilket ellers gik imod JSPs diagnose fra året før, hvor han sagde følgende til Ræson:
‘Én samlende leder kan ikke længere stå i spidsen som alfaderlig figur i de arabiske lande. Folk kræver medbestemmelse.’
Hvor langt Morsi, Broderskabet og salafisterne ville være nået med islamiseringen af landet, kan vi kun gætte på. Men vi kan nok godt besvare spørgsmålet: Var danskernes indtryk af det Muslimske Broderskab for dystert? Nej.
Det leder til svaret på et sidste, retorisk spørgsmål, som JSP selv formulerede, da han i 2011 gav min kollega Klaus Wivel genmæle på en kritisk kommentar:
‘Men er det ikke lidt forsimplet at tro, at verden er opdelt i dem, der ved noget om islam men ikke kan tænke kritisk, og så dem der som Klaus Wivel selv ikke ved meget, men til gengæld kan gennemskue det hele?’
Jo, det er nok forsimplet at tro. Men nogle gange er det tilfældet."
Se også
Søren K. Villemoes blokerer Uwe Max Jensen på Facebook