I begyndelsen af sommeren forærede den Anne-Marie Glistrup mig sin bog om sin far Mogens Glistrup. Bøgerne har siden fulgt mig på ture til New York og London. Efter gennemlæsningen kan man konstatere, at Mogens Glistrup var en mand med en umådelig energi. Men der var også nok at bruge kræfterne på, når opgaverne var så uoverstigelige som at begrænse / fjerne indkomstskatten og stoppe papirnusseriet. Senere kastede Glistrup sig over endnu en opgave af mindst lige så krævende karakter: At begrænse indvandringen.


Når målene er så langt fra den herskende politiske konsensus, må meget af arbejdet i sagens natur blive sisyfosarbejde. Men det var Glistrups håb, at i det mindste hans taler fra folketingets talerstol, der er bevaret for eftertiden, på et tidspunkt kan inspirere fremtidige generationer. I øjeblikket synes det at være et forfængeligt håb. Indkomstskatten er næppe lavere end i 1970'erne (?). Papirnusseriet har bredt sig til enhver afkrog af samfundet, og indvandringen (ikke mindst den muhamedanske) er uden historisk sidestykke.
Se også
Mogens Glistrup: "Skattesnyderen i dag er at sammenligne med jernbanesabotøren under besættelsen. De gør et farligt job, men de gør et fædrelandsnyttigt job."