Så fik man læst Martin Krasnik 's bog Fucking jøde! Først og fremmest vil jeg glæde mig over, at ingen som i Krasniks interviewoffer Lars Hedegaard 's tilfælde (interviewet berøres også i bogen) har forsøgt at slå Krasnik ihjel. Nu fik Krasnik kun nogen kedelige bemærkninger på de sociale medier, hvilket blev anstødsstenen til bogen. Havde nogen forsøgt at gøre Krasnik ondt, havde vi nok ikke fået en enkelt bog, men en serie på 30 bind, når Krasniks selvfølelse tages i betragtning.
Martin Krasnik er bevidst om eget værd. Også som journalist. Og bortset fra Clement Kjersgaard og Krasnik selv er der åbenbart ikke mange tv-journalister, der er andet end fyld på skærmen (bogen er skrevet, mens Krasnik var vært på Deadline). En del af bogen handler om Krasniks journalistiske metode. Hvad opfattelsen af den angår, synes Krasnik at være så magtfuldkommen, at han kun kan opfatte kritik som "stammetænkning" - forstået på den måde at kritikere alene kritiserer Krasnik, fordi de har sympati for et af Krasniks interviewofre.
Det kan godt være delvist rigtigt. Men Krasnik synes ikke at kunne begribe, at hans interview med Lars Hedegaard også blev kritiseret, fordi det simpelthen er dårlig stil og dybt tendentiøst at antyde, at en mand, der er blevet forsøgt likvideret i sit eget hjem, har fundet på historien selv. Ikke mindst når man er fuldt ud bevidst om, at disse ondsindede rygter vedrørende Lars Hedegaard absolut intet havde på sig. Det interview var en skændsel og på alle måder under lavmålet. Men Krasnik kommer selvfølgelig aldrig til at give en undskyldning. Det burde han ellers.
Bogen handler en del om de kommentarer, som Krasnik fik i forlængelse af et andet profileret interview på Deadline - med den propalæstinensiske og Israelkritiske læge Mads Gilbert. Men mest er kommentarerne et afsæt til, at Krasnik kan reflektere over sin egen jødiskhed.
Martin Krasnik er ifølge eget udsagn ateist. Men der er i så fald tale om en ateisme med måde. Krasnik er omskåret, gik på den jødiske Carolineskolen, spillede fodbold i den jødiske klub Hakoah, boede som barn i Israel, studerede som ung på universitetet i Israel, spiser ikke svinekød, har ladet sin søn omskære, er en varm tilhænger af Israel og zionismen (forstået som jødernes ret til et hjemland i Palæstina baseret på grænserne fra 1949). Alligevel mener Krasnik, at han uden problemer kan agere som uvildig journalist, når emnet for eksempel er den israelsk-palæstinensiske konflikt. Det synes naivt. Ville man for eksempel anerkende en journalist med en dansk-palæstinensisk baggrund (sammenlignelig med Krasniks dansk-israelske/jødiske baggrund) som uvildig? Jeg tror det ikke.
Måske er det bogens svaghed, at Krasnik synes blottet for forståelse for andres holdninger. Muhammedtegningerne er ifølge Krasnik helt i orden, da de er et udtryk for religionskritik, mens vittighedstegninger af jøder er antisemitisme. Det skal nok være rigtigt i mange tilfælde. Men det må vel bero på en konkret analyse og diskussion af de enkelte tegninger i hvert enkelt tilfælde.
Underligt virker det også, at Krasnik med liv og sjæl støtter Israel som et land, hvor jøderne har krav på at være i absolut flertal. mens danskernes bekymring i forhold til den muslimske masseindvandring (og den deraf følgende demografiske udvikling) af Krasnik affejes som racisme.
Der er interessante kapitler i bogen. Mest interessant bliver det, når Krasnik ikke skriver om sig selv. På det overordnede plan er bogen også et interessant billede af en skarp journalist, der uden de store forbehold afslører, at hans sympati og loyalitet ikke primært er rettet mod Danmark.
Se også
Danmark bliver muslimsk ... 25 procent af alle nyfødte i Danmark er nu muslimer