Oprør: Uwe Max Jensen 's foredrag på De Frie Skolers Fællesmøde

Oprør

Står vi i en oprørets tidsalder? spørges der i programmet for De Frie Skolers Fællesmøde. Det tror jeg, at vi gør. Men i modsætning til de tanker, man gør sig i programmet om oprør som noget opbyggeligt, tror jeg ikke nødvendigvis på oprøret som en entydig positiv kraft. Hvis vi ser på oprørets natur i det 20. århundrede, kan vi konstatere, at et oprør kan være et magtskifte, men ikke nødvendigvis i retning af, hvad vi fra vores synsvinkel vil betegne som en idealtilstand.

Den russiske revolution bragte zarstyret til ophør, men førte til et kommunistisk diktatur med udpræget undertrykkelse af befolkningen. Oprøret mod Tysklands fredsvilkår efter nederlaget i 1. verdenskrig banede vejen for nationalsocialismen og endte som en katastrofe af historiske dimensioner.

Shahens fald i Iran førte til et politisk magttomrum, der gjorde det muligt for Ayatollah Khomeini og det iranske præsteskab at gribe magten og indføre et teokrati.

Oprøret i 1960'erne var af en mere positiv karakter, hvis man støtter op om individets frihed. Men måske har dette oprør også ført til opløsning. For eksempel af strukturer, der har mere end symbolsk betydning.

Det folkelige oprør mod de kommunistiske diktaturer i 1989 var en positiv historie. Men førte det stort set ublodige oprør til en overdreven optimisme, som vi kommer til at betale prisen for senere?

Hvor finder vi oprøret i dag? Donald Trump personificerer et opgør med pressen og elitens magt, selvom han er del af samme elite.

Og Sherin Khankan, som talte fredag, udgør sit eget lille ubetydelige oprør indenfor islam. Men tidens egentlige oprørere må være radikale muslimer, der vender sig mod modernitet, demokrati, ytringsfrihed, sekularisme og kapitalisme. Men deres oprør har ikke noget positivt at tilbyde ikke-muslimer, og konsekvensen af deres oprør er uskøn at se på.

Man kunne tale længe om oprørets natur. Men det vil jeg ikke, da jeg hverken er historiker eller politiker, men inviteret i min egenskab af billedkunstner. Jeg vil i stedet taler om billedkunstnerne Bjørn Nørgaard og Uwe Max Jensen (mig selv) og deres respektive oprør, hvoraf den enes oprør førte ham ind i kunstinstitutionen og åbnede vejen for en karriere som kongelig hofleverandør, mens den andens oprør førte til, at han blev smidt ud af kunstakademiet, marginaliseret fra kunstverdenen og nu har retsvæsenet på nakken.

Vi begynder med Bjørn Nørgaard. Han er dansk kunsts oprører par excellence.

Bjørn Nørgaard er født i 1947 og var elev på Den Eksperimenterende Kunstskole kendt som Eks-skolen i 1960'erne. I løbet af 60'erne laver Nørgaard en række eksperimenterende værker, og i 1966 møder han i forbindelse med en happening den tyske kunstner Joseph Beuys, der inviterer Nørgaard til Tyskland året efter.

I slutningen af 60'erne er Nørgaard medredaktør af tidsskriftet Hætsjj, hvor han blandt andet bidrager med satiriske tegninger af kongehuset. Jeg har set disse tegninger på en udstilling, men har desværre ikke kunnet finde fotos af tegningerne på nettet.

I 1969 vækker Nørgaard for første gang større opsigt, da han sammen med sin hustru Lene Adler Petersen laver aktionen Nøgen kvindelig Kristus på Københavns Fondsbørs, hvor Lene Adler Petersen går nøgen gennem Børsen med et stort hvidt kors.

I 1970 fik Nørgaard som ganske ung sit mediegennembrud, da han sammen med Lene Adler Petersen og Henning Christiansen lavede happeningen En rituel dissektion af en hest, der af eftertiden er kendt som Hesteslagtningen. Det blev en skandalesucces. Men afstedkom samtidig, at Bjørn Nørgaard blev udelukket fra udstillingen Tabernakel på Louisiana, hvor han skulle have udstillet sammen med andre tidligere medlemmer af Eks-skolen. De andre tidligere medlemmer af Eks-skolen trak sig fra udstillingen, da Nørgaard blev udelukket. Nørgaards værk var en kommentar til Vietnamkrigen, men det lykkedes ikke kunstneren at flytte fokus fra den slagtede hest til krigens grusomheder.

Siden blev Nørgaard kendt for sine udsmykninger i det offentlige rum, og der er i dag rigtig mange kommuner, der har en eller flere af Nørgaards skulpturer.

I 1982 skabte han Menneskemuren til pladsen foran Statens Museum for Kunst, og i 1985 blev han professor i skulptur på Kunstakademiet i København.

Siden blev Bjørn Nørgaard udvalgt til at stå for Dansk Industris gave til Dronning Margrethe i anledning af majestætens 50 års fødselsdag. Gaven bestod af 17 gobeliner. Efter at Nørgaard havde udført denne opgave, bad kongehuset Nørgaard om at lave et forslag til regentens gravmæle.

I dag får Bjørn Nørgaard mange af sine værker produceret i Kina. Ikke på grund af prisen siger Nørgaard, men på grund af kvaliteten. Nørgaard er en kunstner, der er kommet full circle. Fra outsider og oprører og via en march igennem institutionerne til kongelig hofleverandør og angiveligt privat ven med Dronning Margrethe (nogen påstår, at han er dronningens elsker, men det er helt ubekræftet).

Jeg har mødt Bjørn Nørgaard flere gange og har respekt for ham som kunstner og menneske, og Nørgaard har skrevet forordet til Helle Merete Brix og min bog om den svenske kunstner Lars Vilks.

Jeg må siges at være en slags antitese til Bjørn Nørgaard. Jeg begyndte indenfor institutionen. Men blev smidt ud af Kunstakademiet. I dag er jeg stort set ekskluderet fra kunstlivet, og både politi og Dansk Journalistforbund forsøger med forskellige midler at forhindre mig i at skabe kunst. Det vil jeg giver nogen eksempler på i det følgende.