Rasmus Nøhr til kulturjournalist Camilla Stockmann: Jeg stikker min mikrofon op under din kjole til julefrokosten

Men du hjalp mig heller ikke. Vi var vel cirka 300 elever, der skulle opleve den tid sammen, de første ungdomseventyr, usikkerheden og de næsten for store drømme. 300 er mange, for mange til at de alle kan være i centrum. Du var altid i centrum og dem, du valgte at dele solen med, fik en fantastisk priviligeret ungdom, med åbne smukke og beundringsværdige sommerfuglevinger. Var du slet ikke nysgerrig efter, hvem vi andre var? De usynlige.. jeg havde ellers et ret spændende overbid og var vist den eneste, der altid havde en kikset akustisk guitar på ryggen. Tænkte du aldrig på at hive andre ind i det priviligerede lys? Få dem til at turde vise deres farver lidt. Eller havde du mærket den magt det gav at herske over, hvem, der var inde, og vidste du instinktivt, at hvis alle fik lov, var magten mindre?

Jeg opgav at få øjenkontakt med dig efter et års tid. Det var helt klart, at jeg ikke passede ind i den flok, du samlede om dig. De åbenlyst beundringsværdige, dem, der enten var smukke, højlydt sjove eller på u-landsholdet. Me too handler ikke om at rave på bryster. Det handler om Weinstein og Ålen (Peter Aalbæk fra Zentropa, red.), de er begge grimme og har helt sikkert ikke fået en plads i solen forærende. Men de blev aldrig usynlige. De stod bare og grinte af de hippe, flagrede med deres kæmpe vinger og tændte deres egne ildkugler. Og så satte de eddermame ild til. 

Du og din hipster klikke har overtaget et kulturklenodie, andre har bygget. I lader ingen komme ind i kredsen og passer godt på sugerøret lige ned i statskassen. Hipstere er verdensmestre til at placere sig i forhold til andre, men rummede de mere, ville de aldrig lade det være nok. At få magt og talent og kun bruge det til at sikre egen position er så langt fra, hvad Ålen og Weinstein har gjort. Ålen bruger sin magt til at stikke en mikrofon under kjolen på en usynlig pige foran hele filmbranchen. Lige der får hun lejlighed til at udfolde sine vinger i galskab, hoppe op på bordet foran hele flokken og pisse chefen i ansigtet. Havde hun gjort det, havde hun endelig fået farver, hun var blevet forfremmet og rost af hele Zentropa inklusiv Ålen. Og hun havde sgu nok endt med at tænde sole og lave film.

Ålen kunne også bare have undgået hendes øjne og ladet hende visne ulønnet i to år, indtil hun som luft var sivet farveløs og anonym ud ad døren. Camilla, det er ikke fair at bruge hipsternes skjulte magtanvendelse mod dig, uden endnu engang at gøre opmærksom på at det er mit gætværk, men du slår mig som en, der ved præcis, hvad hun gør ved sin omverden. Jeg tror du og de rigtig smarte glæder jer over at slukke Ålens sol, for han får jer til at se fuldstændig dagligdags og almindelige ud. Og det er hipsterens svaghed. Almindelig gennemsnitlig forglemmelig. Fuldstændig som det I har gjort Politiken til og derfor febrilsk laver hype på at spide en sommerfugl.

Jeg havde besluttet mig for ikke at poste min kommentar af respekt for Camilla Stockmann, som jeg aldrig har talt med. Men Camilla, du kaster sgu med sten, og hvis den her debat dør ud uden, at nogen med evner fortæller jer, at I skulle skamme jer over at bruge Politiken statssugerøret og alle de privilegier, I har fået for at være smarte og gode til at placere jer, ja, så var hele Danmark i fare for at miste farve.

PS: Sig til jeres ejer at jeg gerne vil købe avisen.

Han er åbenbart ligeglad og har ingen visioner. Hvis han ikke vil sælge, vil jeg gerne uopfordret søge stillingen som chefredaktør, for ham I har nu har ingen anelse om, hvad Politiken kan bruges til.

Om det bliver det ene eller andet, vil min første handling være at fyre jeres kulturredaktør og så vil jeg give dig Camilla et valg: Tag ud i verden, gerne Timbuktu, og find det mest håbløse menneske. Forstå hvad, der holder hende fra at give op. Hvad hun kæmper med og forstå hendes håb. Og vær der så og skriv om det den dag hun knækker eller vinder. For det er den yderste der bærer menneskehedens flamme, det er hende, der står længst væk fra solen, der har noget på spil. Hvis du tør prøve at forstå det, hvis du tør opgive dine privilegier for at nå der hen, så kan du stadig nå at blive fantastisk vedkommende og vigtig. Og så kan det være, at jeg stikker min mikrofon op under din kjole til julefrokosten."