Lang dag i retten i går hvor sagen fra Kunsten (september 2016) blev behandlet. Anklageren gik efter tre måneders ubetinget fængsel, men vi endte på en dom på 30 dages betinget fængsel.
Jeg blev frifundet for trusler om vold med min penis (et af sagens mere bizarre stridspunkter), blufærdighedskrænkelse og blufærdighedskrænkelse af mindreårige (det sidste var der ikke skyggen af bevis for, og selve anklagen var i min optik en svinestreg, der kun havde til hensigt at stille mig i et dårligt lys).
Desværre blev jeg dømt for simpel vold. Retten lagde til grund, at jeg kunne have forladt Kunsten, hvilket jeg ikke gjorde. Jeg blev på matriklen og insisterede på at udføre mit værk. Mit "selvforsvar" var også for voldsomt i forhold til, hvad retten fandt rimeligt i situationen. Om man i den reelle situation kunne have forsvaret sig med brug af mindre magt, end jeg anvendte, tvivler jeg på, når situationen opstår så spontant, og der er to modstandere mod én. Men juridisk var der tale om vold, og det accepterer jeg.
I retten fik jeg mulighed for at se TV2 Nord 's råbånd fra hændelsen igennem flere gange. Det viser to museumsansatte, der er fuldstændig forhippede på at forhindre, at et kunstværk føres ud i livet. Kunstneren (mig) insisterer for sin part på, at værket skal laves. Og de klart modstridende interesser fører så til tumult.
Den menige museumsansatte fremtræder professionelt, mens Kunstens kommunikationschef Lars Ulrich Tarp Hansen er himmelråbende uprofessionel, konfliktoptrappende, arrogant og provokerende. Lars Ulrich Tarp Hansen forsøger at stjæle det spejl, jeg skal bruge til min performance, hvorefter jeg beder ham om at lade være og giver ham et enkelt skub på skulderen for at skubbe ham ud af min intimsfære.
Men Lars Ulrich Tarp Hansen fortsætter med at forstyrre TV2 Nord's optagelser og min performance, og han er så nederdrægtig, at han uprovokeret skubber til mig, da jeg står med tissemanden fremme og lige skal til at lave værket. Tydeligvis i håbet om, at jeg skal pisse på mig selv.
Jeg er ikke begyndt at tisse endnu, så Lars Ulrich Tarp Hansens plan falder til jorden. I stedet går jeg frem mod kommunikationschefen med tissemanden fremme (det var det moment, som anklageren mente var en trussel om vold (jeg skulle altså alene ved min fremtræden have truet med at pisse på Lars Ulrich Tarp Hansen (noget jeg blev frifundet for))). Lars Ulrich Tarp Hansen skubber igen hårdt til mig og holder fast i mig, hvorefter jeg spænder ben for ham, så han lander på jorden med mig øverst. Ifølge retten fastholder jeg min position øverst for længe, hvor jeg i stedet skulle have givet slip med det samme. I min optik fastholder jeg positionen, indtil Lars Ulrich Tarp Hansen slapper af, så jeg har vished for, at konflikten ikke fortsætter.
Efter tumulten udfører jeg mit værk Narcissus; tvivlende - kunstneren pisser på et kropsstort spejl. Og bagefter drikker jeg min øl og tilbyder, som den gentleman jeg også er, den menige museumsmedarbejder en øl fra posen for at gyde lidt olie på vandene. Her går det imidlertid op for mig, at museumsfolkene er i gang med at ringe efter politiet, og da jeg skal til min mors fødselsdag og allerede er en halv time forsinket og desuden ikke har tænkt mig at lade mig afhøre af politiet uden en advokat, forlader jeg Kunstens skulpturpark i luntetrav.
Jeg opfordrede fra begyndelsen TV2 Nord til at bringe hele optagelsen fra Kunsten som dokumentation på stationens hjemmeside i stedet for det journalistiske miskmask og manipulerende sammenklip, som TV2 Nord benyttede sig af i sin dækning af episoden. TV2 Nord's samlede optagelser, som vi altså så i retten, viser, at jeg er insisterende i mit ønske om at lave værket, og jeg er desuden tydeligt bedugget. Hvad de også viser er til gengæld, at jeg langt fra var den eneste idiot, der var til stede i museumshaven. Det ville have været journalistisk fair play og et forsøg på journalistisk objektivitet at dokumentere det.
Jeg er ikke stolt af at få en voldsdom i julegave i en alder af 47 år, og jeg kunne have undgået det, hvis jeg havde været smartere i situationen og havde trukket mig og i stedet havde udført min performance på arealet foran Kunsten fremfor i museumsparken. Det gjorde jeg ikke, og den dumhed, må jeg betale prisen for i form af en voldsdom. Når det er sagt, var det eneste, der led nogen som helst overlast i forbindelse med mine handlinger, Lars Ulrich Tarp Hansens forfængelighed.
Jeg modtog dommen på de 30 dages betinget fængsel. Anklageren kan i løbet af de næste 14 dage vælge at anke sagen til landsretten, hvis anklagemyndigheden ønsker det. For min part håber jeg, at dommen ikke bliver anket, da jeg gerne vil undgå endnu en tur i retten og have sagen afsluttet.
Med dommen følger 40 timers samfundstjeneste. Dem ser jeg frem til at udføre i 2018 og dermed betale min gæld til samfundet.
Værket Narcissus; tvivlende - kunstneren pisser på et kropsstort spejl, som det hele handlede om i udgangspunktet, kan ses her