Den svenske kunstner Carolina Falkholt, der er kendt for sine malerier af kvinders kønsdele, skabte juleaftensdag et fem etager højt murmaleri af en en penis på en gavl i New Yorks Lower East Side kvarter. Det tog kunstneren seks timer at male den gigantiske penis. Men allerede onsdag blev værket malet over af tilkaldte bygningsmalere. Ifølge NBC New York har ejeren af bygningen ikke givet tilladelse til maleriet.
Selvom værket havde en provokerende karakter, var flere forbipasserende, som den britiske avis The Independent talte med i forbindelse med en artikel om værket, tilfredse med maleriet. Det passede til Lower East Side, udtalte en lokal fotograf til avisen.
Gavlmaleriet blev bestilt af street art foreningen The New Allen, som drives af den nærliggende peruvianske restaurant Baby Brassa.
En talsmand fra The New Allen - Franco - udtalte sig til The Independent om værket:
"It is all about sexual freedom and really understanding human genitalia as a basic thing. The artist is a feminist and she usually paints vaginas but she decided to do this for many reasons. First of all to be comfortable and raise awareness about sexuality being something very normal. Also about sexual abuse because the penis is something used sometimes as a weapon."
Om valget af Falkholt forklarede Franco til The Independent, at det skyldtes et ønske om at få en dialog i gang om et emne, der stadig er tabu i New York og hele verden, og han konkluderede:
"Half of the world has a penis so why would it be so controversial?"
Carolina Falkholt fortalte til avisen, at hendes penismaleri handler om, at man ikke skal skamme sig over sin krop:
"To paraphrase Judith Bernstein, if a d*** can go into a woman, it can go up on a wall. Many of my murals, including these, are about not feeling ashamed of your body and who you are as a sexual being."
Carolina Falkholt har også lavet et maleri af en vagina, mens hun har været i New York. Vaginamaleriet har ikke været genstand for debat og kan stadig ses.