Søren E. Jensen har skrevet flere interessante artikler om Tour de France. I sidste uges udgave af Weekendavisen skriver han om årets vinder Chris Froome:
"Den dæmpede begejstring (for Tour de France 2015, red.) forstærkes også af, at Tour de France fik en klodsmajor af en vinder; den øverste podieplads blev betrådt af en rytter, som dårligt nok ved, hvad en racercykel er for en størrelse, og da slet ikke, hvordan man skal køre på den. Sagt ligeud: Vi kan ikke lide Chris Froome, vi kan rent faktisk ikke døje ham, men hvorfor i grunden ikke? I årets Tour de France beherskede Froome stik imod alle forudsigelser brostenene suverænt, og selv på bjergnedkørslerne var han heller ikke den forventede tøsedreng, men gik ligefrem i front mod drabelige figurer som Valverde og Nibali.
Tilføj så, at han styrede sit Sky-mandskab suverænt, og det er lige ved, at vi indtager det ledige synspunkt, at Chris Froome var en værdig vinder af årets Tour de France.
Men ikke på vilkår, om han skal få den ære, og når han ikke skal det, hænger det sammen med ikke bare cykelløb, men med sportsfascination som sådan. Og den er primitiv. Det skal den være, og mangler man en stereotyp, kan man heldigvis finde en kliché. Det er derfor, at vi har hørt om »den arbejdsomme, tyske slider Jens Voigt« og »elegante, franske Pierre Rolland«. Rytteren og grundfortællingen skal passe sammen, men det er her, Chris Froome kommer til kort, for vi kan simpelthen ikke finde ud af ham. Han er opvokset i Kenya, men mangler aldeles en hvilken som helst ghetto-hype.
Samtidig er Froome brite og udtaler sig som en middelmådig engelsk kostskoleelev, men det står i kontrast til hans kørestil, der bestemt ikke er noget kønt syn. Froome er kort sagt alt for broget, men der er kun brug for en ganske lille forskydning, for at han ville have været voldsomt populær. Hvis Chris Froome nemlig havde været sort, ville vi have elsket ham ud over alle grænser, også langt mere end den indesluttede, colombianske indianer, Quintana.
Alt passer, hvis bare Froome var neger: Hans kluntede kørsel ville pludselig vække begejstring, for hvordan skulle den sorte afrikaner være i stand til andet? Selv Froomes evige - og dødirriterende - stirren ned på watttallene kunne vi tilgive, for hvordan skulle den naive rytter vide bedre? Og frem for alt: Hvor var det dog vidunderligt, at det europæiske Sky-hold på få måneder kunne forvandle en sort rytter fra at sidde i gruppettoen til at spise kirsebær med de helt store, sådan som det angiveligt er tilfældet med blege, triste og historieløse Chris Froome, som tilbage i 2011 på mirakuløs kort tid forvandlede sig fra en anonym rytter til en stjerne."