Et svagt strejf af en stemning, jeg dårligt kan opfatte som andet end en frygt

Den nu afdøde journalist, forfatter og krigskorrespondent Jan Stage fik for et år siden en posthum gang Jacob Holdt prygl, da det kom frem, at Stage havde taget sig journalistiske friheder og desuden ageret som chauffør i forbindelse med et politisk mord i Tyskland. Men Stage var velskrivende. Her et uddrag fra en interessant magasinartikel ("En fortælling om to verdener") fra Berlingske Tidende (15. januar 1995), hvor Stage skriver om islam og kristendom set i lyset af en islamistisk flykapring udført juleaftensdag 1994:

"Skulle nogen stadig være så godhjertet og naiv at tro på fornuft og dialog mellem vores og muslimernes kulturer, så lyt: »Allah er stor«, råber de tjetenske militsgrupper, mens det kristne Ruslands granater hagler ned over civilbefolkningen. Det er så klokkeklart som fortidens religionskrige.

Spørg en europæer hvad ændrede verden? Svaret vil med stor sandsynlighed være: Murens fald i 1989. Stil det samme spørgsmål til en muslim. Han vil svare: den vantro shahs fald i 1979. Tidsforskellen er ca. ti år målt med historiens alen. Men i virkeligheden er der tale om evigheder. Europa oplevede et systems politiske og ideologiske sammenbrud. Islam oplevede en religiøs vækkelse. Der er pokker til forskel. Det er dagens problem nummer et. Den islamiske verden er langt fra en entydig størrelse. Men hvad enten der er tale om religiøse fanatikere eller fundamentalister eller moderate, så har de i os en fælles fjende. Den vestlige civilisation mødes over alt i den islamiske verden med et spekter af følelser, der rækker fra mistro til had.

Sådan er det. Vi kan ikke tale sammen. Knap nok leve sammen. Skulle nogen stadig være så godhjertet og naiv at tro på fornuft og dialog mellem vores og deres kulturer, så lyt blot til råbet fra Grosnij. »Allah er stor«, råber de tjetenske militsgrupper, mens det kristne Ruslands granater hagler ned over Grosnijs civilbefolkning. Det er så klokkeklart som fortidens religionskrige. Men det er ikke middelalderen, dette her. Vi står foran det 21. århundredes begyndelse.

(...)

Vi har to helt forskellige sæt spilleregler, to sæt normer. Vi er af socio-økonomiske årsager i den sidste halvdel af dette århundrede blevet bragt i den situation, at vi skal leve sammen som naboer, gadedør til gadedør. Det vil sige: de skal leve i vores samfund. Vi lever ikke på samme måde i deres samfund, i deres religion og kultur. Kunne aldrig drømme om at gøre det. Hvor er den boligblok i Izmirs udkant eller i Cairos centrum eller i Algier by, hvor vesteuropæerne lever som en mistænkt underklasse, overdænget med ringeagtende ytringer i et stædigt om end perspektivtløst forsøg på at blive integreret? Spørgsmålet er klart retorisk. Svaret er nej, naturligvis ikke. Vi er ikke i deres situation. Og det er den afgørende forskel. De vil have noget i vores samfund. Klart nok. Vi bad dem om at komme op til os. Fra vores kolonier og op til vores boom og biler og halvnøgne kvinder og slatne religion og dørvogtere og fremmedpoliti, der lever i fremmedlegionens begrebsverden. Og de bedste af dem, de mest klartsynede, ja sådan en størrelse mødte jeg for nogle måneder siden, da jeg var studievært i et program i en dansk TV- station. En universitetsmand fra Odense. Lektor i et eller andet. Oprindelig tyrkisk statsborger. Nu dansker. Hans landsmænd, sagde han for åben skærm, burde integrere sig noget mere, komme ud af deres ghettomentalitet, elske de dejlige danske piger, læse danske bøger, lære at leve som danskere. Manden er kamikazepilot, tænkte jeg og lyttede interesseret og nikkede, som om jeg gav ham ret, hvad jeg også gerne ville give ham, fordi det havde han jo også i de smukke teoriers verden, men næppe i virkelighedens. Elske de dejlige, danske piger! Lad mig lige rejse ned til Izmir eller Van eller Ankara og indtage samme holdning! Eller lad mig rejse til Teheran med et par Salman Rushdiebøger i kufferten, eller forsøge mig som politisk journalist under en fodboldturnering i Saudi-Arabien. Jeg vil ikke blive forstået, jeg vil blive fængslet eller jeg vil blive forment adgang. Så meget og så langt vedrørende den såkaldte dialog mellem os og dem. Nej, vi er forskellige. Vil aldrig kunne mødes, hvilket er sagt og skrevet med al respekt. Jo, vi er nogle stykker, der hævder, at vi er begejstrede for det etniske islæt i bybilledet. Mangfoldigheden. Men når denne mangfoldighed slår igennem og giver sig udtryk i, at en eller flere af disse etniske vidundere med loven i hånd kræver og får plads i en sølle borgerrepræsentation, så går det hele op i limningen. At være fremmed er blot det enkle at være fremmed, for livstid, i generationer, slægt efter slægt. Det er nu en gang de fremmedes lod. Det at være en fremmed er også, som for tiden og under de givne betingelser at være uønsket. Lad os dog sige det lige ud: vi i Europa er i gang med en slet skjult, etnisk udrensning.