Efter at have set den glimrende Sommeren '92 er jeg begyndt at læse biografien om Richard Møller Nielsen ("Richard Møller Nielsen - Mirakelmageren" skrevet af Nils Finderup og Martin Davidsen / udgivet på forlaget Turbine). Jeg er kun en femtedel henne i den kronologiske fortælling, men det fremgår allerede nu, at det var en karriere med mange bump på vejen. Da Ricardo var i begyndelsen af tyverne - og netop var debuteret på A-landsholdet - blev han så alvorligt knæskadet, at han måtte indstille den aktive karriere på topplan. Nogen år senere blev han i stedet træner - for OB, hvor han spillede på førsteholdet få år tidligere, og siden for Esbjerg og Svendborg.
Esbjerg forlod han / blev presset væk fra i slutningen af 1960'erne, fordi spillerne ikke brød sig om hans fokus på konditionstræning. De foretrak spil med bold. Det giver mindelser om det senere forløb på landsholdet, hvor teknisk begavede spillere (midlertidigt) trak sig fra landsholdet. Af en anekdote i bogen fremgår det, at der også opstod et "jalousiproblem mellem spillere og træner. Richard var en flot fyr, hvilket nogle af spillernes koner og kærester ikke undlod at bemærke", som det lidt kryptisk formuleres.
Efter tiden i Esbjerg blev Richard Møller Nielsen hentet til Svendborg som landets bedst betalte træner, selvom holdet spillede i 3. division. Pengene forhindrede ikke Richard Møller Nielsen i at rykke ned fra 3. division til Danmarksserien (og op igen året efter) med Svendborg. Og i det hele taget får man indtrykket af et forløb, hvor det mildest talt er gået op og ned. Måske blev disse oplevelser udslagsgivende for Richard Møller Nielsens generelle tilgang til livet. Efter en oprykning udtalte han:
"Når man har mærket fiasko, lader man sig ikke forblænde af succes."