Foto: © Brian Møller / Ekstra Bladet
"Grøn Tuborg fra 1883 hang med næbbet, da Partners (københavnsk reklamebureau, red.) kom til, men blev snart det største pilsnermærke. Inden da fik Rød Tuborg alt, hvad denne kunne trække, og placerede udtrykket "fra før verden gik af lave" i sproget. Rød banede vejen for den grønne kampagne med Peter Wibroe (legendarisk dansk reklamemand, red.) som mestertænker.
To ølsorter blev opfundet af bureauet og bryggeriet. Tuborg Classic, der blev lanceret på bryggeriets 120-års fødselsdag, opfyldte ønsket om en fyldigere pilsner med mere lød og blev snart en kategori for sig, som andre bryggerier efterlignede. Det andet kæmpehit var Tuborg Julebryg, som også blev kategoriskabende. Inden da var der ikke ret meget juleøl i handelen.
Tuborgs folk betragtede Landemærket 29 som deres citykontor og frokoststue, de inviterede til fester og skonnertsejlads på Øresund. Forholdet mellem bryggeri og bureau var forbilledligt, ideerne flød frit, og Partners behøvede ikke at frygte kundens forsvinden.
Motivet med den lille Tuborgbil i snevejr var i begyndelsen et julekort, så blev det til en etiket for en mørk øl med en snert af engelsk lakrids. Julebryg var nærmest ukendt som begreb inden da. I 1990'erne nåede salget 50-60 millioner flasker, så fraregnet børn og afholdsfolk var der en halv kasse til hver.
Dengang var der gået sport i at hente den første Beaujolais nouveau pr. fly eller racerbil, restauranter havde arrangementer med den friske vin. Det inspirerede Thomas Bjørn Hansen, senere Tingstrup - nok en af de mest dynamiske salgs- og marketingsfolk, Tuborg nogensinde har haft - til at arrangere julebrygsnatten. Øllet blev frigivet den anden onsdag i november, og bryggeriets vogne rykkede ud til værtshusene og gav den første omgang.
Intet kan mobilisere masserne som udsigt til gratis øl og en glad aften, og forventningerne steg år for år. Blinkende huer, juleslips, strømpebånd til pigerne og sokletter til herrerne var nogle af de gadgets og accessories, vi satte i produktion og solgte eller forærede væk. Stemningen bredte sig fra indre København til resten af landet; værtshusholderne, der var begejstrede for omsætningsfremgang på en ellers stille onsdag i november, overtalte deres lokale brandvæsen til at puste kunstig sne ud over kørebanen foran knejpen. Guirlander, lyskæder og skilte prydede udskænkningsetablissementerne, og for festglade folk blev det et årligt ritual, der ikke måtte mistes. Tuborgs chauffører, der først havde været skeptiske, ville ikke undvære julebrygnatten.
På Partners begyndte juleløjerne med en arbejdsfrokost i august, hvor bryggeri og bureau gjorde situationen fra sidste år op og frydede sig over de vundne sejre i medierne og på salgsfronten. Et fast punkt på aktivitetsplanen var produktpressemeddelelsen. Først havde vi bare fulgt bryggeriets almindelige procedure med et informativt A4-ark og et foto i sort-hvidt af flasken, der blev udbragt til redaktionerne med en kasse smagsprøver. Efterhånden fik vi lov til at anlægge et friere og mere opmærksomhedsvækkende forhold til virkeligheden. Skrøner blev digtet og rundsendt. Et år var temaet, at tiden var løbet fra snefnuggene på julebrygsetiketten, da julen var holdt op med at være hvid, og at de ville blive fjernet på den nye årgang. Mere skulle der ikke til, for at B.T. på forsiden opgejlede dette attentat mod den danske kulturarv og mobiliserede læserne. Vi var kulante nok til at meddele, at vi på grund af publikums harme havde omgjort beslutningen.
Næste år blev det endnu værre. Vi hævdede, at Tuborg Julebryg var en så stor succes, at det kneb med at skaffe tilstrækkeligt med tomme flasker. Som følge af denne mangelsituation havde Tuborgs direktion set sig nødsaget til at tappe årets julebryg på mælkekartoner i størrelserne en, en halv og den lille kvarte til kaffen. På produktfotos viste vi, hvordan sneflokke ville komme vrimlende hen over mælkekartonerne, og de blev helt trimlende på Nordisk Film, der producerede det driftssikre fredagsprogram Eleva2ren med Ole Stephensen som den altid veloplagte studievært. De bad om at få leveret nogle kartoner, som Partners' tegnestue fremstillede med akkuratesse, og så blussede nationalskandalen som aftenens gennemgående tema. Det blev anskueliggjort, hvordan en traditionel julefrokostopdækning ville lide skade, når glasemballage blev erstattet af pap. Stemningen ville fordufte, og godt bakket op af dele af pressen blev der lagt pres på Tuborg.
Vi havde forudset situationen og var klar med en ny bulletin. En fynsk flaskemillionær, der ønsker at være anonym, havde forbarmet sig over fædrelandets juleøltørstende sjæle, hvorfor han indvilgede i at sælge sine 12 millioner tomme flasker til Tuborg. Han havde opmagasineret dem i håb om, at flaskepanten ville stige. En række medier var glade for at kunne berolige læserne.
Triumfen over dem alle ryddede Ekstra Bladets forside. Forfatteren Salman Rushdie var i 1992 kommet til byen for at modtage en hæderspris (på Arken, red.). Statsminister Poul Nyrup Rasmussen havde - hvilket ikke tjente ham til ære - søgt at hindre besøget under henvisning til den store sikkerhedsrisiko ved at indlade sig med en fatwaramt forfatter, men det var lykkedes Rushdie at erobre lidt frihed, og den spenderede han sammen med Gyldendals litterære direktør Johannes Riis på Cafe Promenaden på Frederiksberg Alle. En vaks Tuborgmand observerede, at ugens mest omtalte gæst sad og nød en julebryg og fik ham til at tage en julebryghue med rødt og grønt blink på hovedet, og det var også i orden med et foto, som med et knips gjorde Rushdie til en af vore egne. Billedet blev bragt world wide."
(Side 361-364)