Så fik man læst Peter Øvig Knudsen 's bog om torturbødlen Ib Birkedal. En interessant bog, der dokumenterer, at danskere i tysk politis tjeneste ikke nødvendigvis var nazister, men lykkeriddere på jagt efter spænding og penge og også for en dels vedkommende muligheden for at leve psykopatiske træk ud. I øvrigt ser tiden ud til at have været præget af en del opportunisme, og der gives flere eksempler på personer, der skifter fra modstandsbevægelsen til tyskerne og omvendt. Og indirekte får man også at vide, at danskerne først for alvor gik til modstand, da krigslykken var vendt, og det stod klart for enhver, at Tyskland ville tabe krigen.
Jeg har læst Peter Øvig Knudsens bøger om 68 og BZ-bevægelsen, og sjovt nok er Birkedal-bogen, hvor kilderne for langt de fleste vedkommende er døde, en langt mere sammenhængende og overbevisende fortælling. Det siger selvfølgelig noget om selve dokumentargenren. At det er nemmere at præsentere "sandheden", når der ikke længere er kilder til at sige en imod.
Se også
Fake news allah Danmarks Radio