Uwe Max Jensen: Road to nowhere. Maleri.
Flere har spurgt, hvordan det går med Kurt Westergaard / Michael Drost-Hansen sagen. Der er ikke indgået forlig. Men de to advokater taler sammen, så et forlig er stadig en mulighed, hvis der kan landes en forligstekst, der stiller alle parter tilfreds.
Med hensyn til sagen vil jeg gerne kaste lys over et par ting. En del brokker sig over, at jeg har ladet mig inspirere af Kurt Westergaard 's Muhammedfigur, og de kritiserer mig for ikke at opfinde min egen Muhammedfigur. Men de har misforstået, hvad det handler om. Jeg har tidligere tegnet mine egne Muhammedfigurer, men Kurt Westergaards tegning er selve billedet på Muhammed.
For danskere og mange europæere er det sådan, Muhammed ser ud. En vred, skægget mand med bombe i sin turban. Så hvis man ønsker at lave et satirisk maleri, hvor Muhammed umiddelbart genkendes som Muhammed (og ikke en tilfældig terrorist eller imam), er der ingen vej udenom at bruge Westergaards tegning som forlæg.
Er det misbrug af Kurt Westergaards tegning? Ja, det er jo blandt andet det, som sagen handler om, og retten eventuelt skal tage stilling til. Men man kan også anskue det på en helt anden måde. At det implicit er en hyldest til Kurt Westergaard, fordi det understreger, at hans tegning er blevet et uomgængeligt ikon.
Ophavsretssagen har desuden medført nogen overraskende brud blandt ligesindede, men der er også opstået en slags alliancer med folk, som man ikke umiddelbart troede, at man spillede på hold med.
Torben Mark Pedersen fra Trykkefrihedsselskabet og Flemming Rose har kaldt det "en banal sag om ophavsret". Der er intet banalt i sagen.
Ekspert i ophavsret Thomas Riis, der er professor, dr. jur. ved Københavns Universitet, har udtalt følgende om sagen til Politiken:
"Jeg tror, at to forskellige domstole ville kunne komme med to forskellige svar."
Sagen er principiel, og en retslig afgørelse vil komme til at danne præcedens for fremtidige sager i forhold til, hvordan man vejer kunstnerisk satire op mod ophavsret.
Der er heller intet banalt ved det faktum, at anklageren som udgangspunkt ønsker de solgte Muhammedmalerier beslaglagt (eventuelt med henblik på destruktion). Set fra min stol er det spektakulært.
Mark Pedersen og Rose overser eller ignorerer også det faktum, at Kurt Westergaard kun tre gange har lagt sag an for misbrug af sin tegning. Mod mig. Mod Anders Gravers Pedersen fra Siad (Stop Islamiseringen af Danmark). Og mod den hollandske politiker Geert Wilders. Jeg har svært ved at se, at disse sagsanlæg ikke er politisk motiverede.
Masser af medier - fra Politiken over franske Charlie Hebdo og filmmagasinet Ekko til en lang række europæiske aviser - har bragt Muhammedtegningen uden at cleare det med Kurt Westergaard. Kurt Westergaard og Dansk Journalistforbund har altså udelukkende valgt at lægge sag an mod personer, som man har fundet politisk ukorrekte.
Jette Dali, der på et tidspunkt sad i Trykkefrihedsselskabets bestyrelse, og som jeg egentlig troede var en allieret i kampen for retten til ytringsfrihed og religionssatire, er kommet med flere personlige angreb på mig i kølvandet på denne sag.
Hun hævder blandt andet, at mine malerier skulle bringe Kurt Westergaard i yderligere fare. Det blev ikke dokumenteret i retten. Og der er ikke noget, der umiddelbart tyder på det. Det konkrete og de planlagte angreb mod Kurt Westergaard stammer alle fra tiden inden mine malerier. Hvis Jette Dalis tese var rigtig - hvad den ikke er - skulle Trykkefrihedsselskabets salg af Muhammedkrus, hvorpå Westergaards tegning er trykt - noget, der foregår efter aftale med Westergaard - vel i endnu højre grad bringe Westergaard i fare. Jeg har endnu til gode at se Jette Dali kritisere det arrangement.
Når der er sagt, kan det sagtens være korrekt, at PET ønsker ro omkring Muhammedtegningerne. Men det har ikke nødvendigvis rod i en specifik risikovurdering. PET ønsker bare helt generelt ro omkring alt, som PET mener kan støde muslimer. For eksempel fik PET delvist standset nøgenhappeningen BLACK WHITE CHRISTIAN MUSLIM UNITED, hvor jeg sammen med Abdikarim fra Somalia ville gå en tur i Viborg.
Jeg med en bibel og Abdikarim med koranen i hånden. Tilstedeværelsen af koranen i en nøgen mands hånd fik PET til at interessere sig for happeningen, og PET ringede til Abdikarim og galleriet, hvor happeningen skulle være endt, for at advare mod happeningen og de mulige konsekvenser af at gennemføre den. Det betød, at både Abdikarim og galleriet trak sig fra happeningen. Andre har oplevet PET agere på tilsvarende vis, når emnet på den ene eller anden måde har haft berøring med islam.
Jette Dali antyder samtidig, at jeg har fået en eller anden særbehandling af retssystemet, fordi sagen nu har været for retten tre gange. Det er en fuldstændig vanvittig tanke. Den første gang mødte jeg ikke op i retten, fordi jeg var syg, og jeg havde en lægeerklæring, der dokumenterede dette. Anden gang mødte jeg ikke op i retten, og jeg meldte heller ikke afbud, og der blev derfor afsagt en udeblivelsesdom. Min udeblivelse skyldtes, at jeg ikke var blevet indkaldt. Det var dokumenterbart, og jeg kunne derfor umiddelbart få sagen genoptaget. Det ville enhver naturligvis - og heldigvis - kunne få.
Jeg er skuffet over Mark Pedersen, Flemming Rose og Jette Dali. Men der er også meget at glæde sig over. Flere støttede mig økonomisk, så jeg i sin tid, da sagen begyndte, havde råd til at få lavet et juridisk svarskrift. Og nu har en advokat med interesse for ophavsret påtaget sig sagen pro bono. Det er jeg selvfølgelig ualmindeligt glad for. Havde jeg ikke haft en advokat, var jeg blevet kørt midt over af Dansk Journalistforbund.
Med hensyn til de ny "alliancer" kan jeg konstatere, at formanden for Danske Bladtegnere - Muhammedtegneren Lars Refn - har vendt sig mod Dansk Journalistforbunds sagsanlæg, og journalist Uffe Gardel har i fagbladet Journalisten skrevet om, hvordan Dansk Journalistforbund med sagsanlægget forsøger "at indskrænke ytringsfriheden og begrænse mulighederne for at lave politisk satire i Danmark". (Indlægget kan læses her https://journalisten.dk/dj-i-kamp-mod-ytringsfriheden )
Hvad angår medierne og kunstverdenen er der kun at konstatere, at sagen (stort set) er en ikke-sag. Bortset fra et indslag i Radio24syv har ingen medier - trods sagens principielle karakter - skrevet om retssagen i denne omgang.
Jeg blev ringet op af en journalist fra BT, som jeg talte med i 15-20 minutter og som efterfølgende henvendte sig for at få lov til at bruge mit Gemmeleg maleri som illustration. Men intet kom i avisen. Jeg forestiller mig, at artiklen er blevet stoppet af en redaktør længere oppe i systemet.
Muhammedtegningerne er et åbent sår for danske medier. Da mediernes knæfald i forhold til det islamiske billedforbud trods nok så mange bortforklaringer fra mediernes side understreger, at vi de facto ikke har ytringsfrihed i Danmark. Det gør ondt på mediernes selvforståelse at måtte konstatere, at man bøjer af, når folk møder ytringer med vold og terror. Men vold virker. Og det er smerteligt for medierne at måtte indrømme dette.
Med hensyn til kunstverdenen er sagen på sin vis endnu mere tungtvejende, fordi det er fuldstændig afgørende for samtidskunstnere at kunne forholde sig til tidens billedstrøm og også gå ganske tæt på disse billeder. Men i kunstverdenen har der været fuldstændig radiotavshed. Sagen er en absolut ikke-sag. Og ingen har ytret det mindste lille pip om sagen, eller de konsekvenser som en dom kan føre med sig. Ikke kun hvad angår min konkrete sag, men generelt.
Jeg tillader mig at tro, at sagen ville have fået en langt større udbredelse, hvis jeg med mine malerier havde befundet mig på det politiske korrekte side af kridtstregen. Og her nærmer vi os kernen. Ytringsfriheden og ikke mindst forsvaret af den gælder åbenbart kun, når man laver kunst, der er opbyggelig i det store flertals øjne.
Se også
Lauritz.com vil ikke sælge maleri af vred julemand