Michael Rasmussen har udgivet en ny bog. Det er en opfølger til Gul feber (fotoet, red.), som blev til i samarbejde med journalist Klaus Wivel.
Gul feber er en god bog, der giver et indblik i, hvorfor så mange i cykelmiljøet, pressen og offentligheden havde det så svært med Michael Rasmussen. Manden angrer minimalt grænsende til slet ikke, og derfor fik han aldrig chancen i cykelsport på topniveau igen efter udstået dopingkarantæne.
Michael Rasmussen synes ikke at have begreb om, at offentligheden kræver bodsgang, også selvom denne muligvis ikke har noget reelt indhold. For Michael Rasmussen har alene resultatet betydning - alt andet må vige - og det er han ikke bange for at indrømme.
Det er på sin vis befriende med en sådan ærlighed - hele den offentlige bodsgang er jo oftest hyklerisk - på den anden side udstilles Michael Rasmussen også som en mand med tunnelsyn, der synes at være absolut uden blik for andres og offentlighedens opfattelse af situationen. Det har sandsynligvis været Michael Rasmussens styrke og drevet ham frem mod store resultater, men det blev også hans fald.
I bogen er der en grotesk gengivelse af en episode fra Tour de France i 2005, hvor Michael Rasmussen blev samlet nummer syv og endte som vinder af bjergtrøjen. Rasmussen er blevet snuppet med en for høj LH-værdi, og Rabobank og Rasmussen kaldes derfor til møde med UCI 's medicinsk ansvarlige - doktor Mario Zorzoli. Det kan ikke endelig afgøres om, Rasmussen og Rabobank har snydt, men mistanken klæber til holdet. Man finder dog en løsning i al mindelighed. Forholdet beskrives på denne måde (side 157):
"Da vi forlod mødet den aften, gentog doktor van Mantgem (Rabobanks holdlæge, red.):
"Vi har ikke gjort noget."
Doktor Mario Zorzoli svarede:
"Det er i orden, men lad være med at gøre det igen."
Jamen naturligvis, doktor Zorzoli. Jeg kunne til min glæde konstatere, at UCI og Rabobank atter engang løste problemerne til alles tilfredshed."
Se også
Jacques Anquetil: En drøm på en cykel, men et mareridt i sit familieliv