Det er ikke Per Kirkeby, som Suzanne Bjerrehuus her er fotograferet sammen med, men derimod den svenske gadekunstner Dan Park.


Jeg er begyndt at læse Anne Wolden-Ræthinge 's samtalebog Jeg er her endnu - Per Kirkeby fortæller til Ninka. Jeg vil citere lidt fra bogen de kommende dage:


"Jeg har med stort udbytte læst Suzanne Bjerrehuus' dagbog (om Bjerrehuus 's kræftsygdom, red.) og det var faktisk den første bog, jeg stavede mig igennem i Italien (i kølvandet på Per Kirkebys hjerneblødning, red.) - Vibeke (Vibeke Windeløv - Per Kirkebys daværende kone, red.) læste en del af den, men jeg læste også en del af den selv sådan med lineal og pegefingeren. Og det er noget, der er godt at læse, fordi man har altid godt af at gøre kål på sine fordomme. Når man selv er på skideren, har man et stort udbytte af at læse åbenhjertige beretninger fra andre mennesker, som også er på skideren. Og der kommer det selvfølgelig ind med sådan en bog, når den bliver anmeldt, at: - Behøver vi nu at vide alt det private? Og Jane Aamund, hun har også skrevet om sit liv og sin sygdom - "arh, det er ikke statistisk undersøgt, at danske læger stiller forkerte diagnoser, det er bare hendes private opfattelse". Men jeg mener, at sandheden altid er privat. Og hvis det private ikke er inkluderet, er det ikke nogen sandhed. Så er det blot en mening, det dur ikke til noget. Vil du komme med et budskab, må det være sådan, at det også er privat. Det vil sige, det er autentisk. Og når anmelderne bliver irriterede over det, er det som regel fordi de bliver irriterede over, at et system angribes.

Altså hele den der autoritetstro som ligger bag alt lægevidenskabeligt er noget, som går dybt ind i mange mennesker. Mange - ikke kun lægerne selv - bliver meget fortørnede, når de angribes. Det ryster deres egen fuldkommenhed. Men det anfægter jo ikke, at skal du fortælle din historie må den nødvendigvis være privat. Ellers er den ikke ægte, ellers er den ikke sand. Derfor falder der nogle privatheder af, hvis du vil fortælle noget, som er autentisk. Det er uundgåeligt. Så kan man sige, at i kunsten sker der som regel det, at det måske transformeres lidt ved at blive til det, man kalder metaforer, udtryk, der dækker i poetisk forstand. Alligevel vil de, som er berørte, meget hurtigt kunne se, hvad det handler om. Og for dem vil det stadigvæk også være privat. Vi søger altid det private, vi forstår meget bedre store digtere, hvis vi får lidt at vide om det private ved dem, ikke? Sådan er det bare. Sådan er det at lave kunst. Da Suzanne Bjerrehuus i sin tid gik ud offentligt med sine erfaringer, tror jeg, det var en stor trøst for mange mennesker."

(Side 59-60)




Se også
Uwe Max Jensen: Composition C