Jeg er begyndt at læse journalist og reklamemand og initiativtager til Christiania - Jacob Ludvigsen 's erindringer Hobbit i habit (Gyldendal). Her en passage om Ekstra Bladet 's kampagne De fremmede, der medførte stor kritik, da den blev lanceret i 1997:
"Kampagnejournalistik - ordet er ikke helt velklingende. Temajournalistik virker mere sobert, men en kampagne skal være aggressiv med det formål at sætte fokus på angribelige samfundsforhold og gennem påvirkning af den offentlige mening bidrage til ændring af kritisable tilstande. Uden ytringsfrækhed når man ikke videre, og ordet kendetegner den holdning, der førte Ekstra Bladet frem.
Antallet af nye ansigter, ikke mindst fra Mellemøsten, var vokset voldsomt, og maskinfabrikkerne efterspurgte ikke arbejdskraft i samme omfang som før. Koncentrationer af mennesker med anden etnisk baggrund og en overvægt af tilvandrere på overførselsindkomst vakte stigende bekymring, men tilløb til diskussion af de faktiske forhold blev stemplet som "racistiske".
Sven Ove Gade besluttede i 1997, at Ekstra Bladet skulle til bunds i det kontroversielle udlændingespørgsmål. Han tillod sig at mene, at den oprindelige befolkning ikke var blevet spurgt, om Danmark skulle omdannes til et multietnisk samfund.
Først havde stjernejournalisterne Philip Lauritzen og Kirsten Jacobsen gennemresearchet sager om socialt bedrageri; således kørte en bistandsmodtager taxi i København og havde et palads i Pakistan. Næste træk var at give ordet til almindelige mennesker, og det var ikke nødvendigvis særlig kønt på tryk, hvis man er idealist og mener, at landet skal være rummeligt og rundhåndet uden smålig skelen til oprindelse, opholdstilladelse og omkostninger. "Er Ali også Abdi?" spurgte Ulla Dahlerup vedrørende en person med to identiteter. Grelle historier om en somalier med 19 børn og tre koner og fri snabel i Nykøbing Falsters kommunekasse blev indigneret afvist eller ignoreret af pæne medier; desuden var Danmark så velhavende, at vi ikke måtte være smålige. At tale om socialbedrageri var haram, for det drejede sig om småpenge i det store spil. De gode meninger ønskede ikke, at pøblen generaliserede ud fra løsrevne eksempler.
Kampagnen om de fremmede blev iværksat af Gade, der til tolerantisternes vrede havde lanceret udtrykket godhedsindustrien. Kunsten blev kreeret på Wibroe, Duckert & Partners (københavnsk reklamebureau, red.), der atter havde overtaget reklamebudgettet (på Ekstra Bladet, red.). Spørgsmålet var enkelt, men for nogle dybt provokerende: Hvor mange indvandrere kan Danmark egentlig tage imod? Gadeplakater og tv-spots dominerede mediaplanen. Wibroe (Peter Wibroe, red.) gav den hele armen, jeg leverede slogans og slaglinjer, som han kunne vælge imellem, men kampagnen burde have været analyseret grundigere, inden den blev søsat. Var det lidt for billigt at skrive: "Moske - Moske ikke"? Ja, måske. Vi stillede spørgsmålet "Hvor går tolerancens grænse?" og skrev Ekstra Bladet med arabiske tegn i avisens logo. Reklamefilmen viste silhuetter af en folkevandring og havde "Der er et yndigt land" som underlægningsmusik.
(...)
Mellemfolkeligt Samvirke, der er en delvist statsstøttet organisation, iværksatte en modkampagne med plakater med samme grafiske virkemidler som vores. Politikens daværende kronikredaktør, Anne Knudsen, afbrændte Ekstra Bladet i raseri over, at avisen gravede i de fremmedes forhold og danskernes holdning til det multikulturelle samfund. Alle havde en mening om artikler, de ikke havde læst, og jeg foreslog derfor, at Ekstra Bladet som modoffensiv udsendte en gratis særudgave med alle elementerne fra kampagnen. Om det var yderligere benzin på bålet, eller om de 84 sider var med til at dæmpe raseriet, kan ikke afgøres. De Fremmede var et velkomment påskud for Ekstra Bladets fjender til at rebellere mod avisen, der stadig havde en toneangivende position og et fornuftigt oplag.
Kampagnen markerede begyndelsen til afslutningen af Sven Ove Gades regeringstid. Hans efterfølger blev den selvdetroniserede konservative komet Hans Engell; et naturstridigt valg, men han var tidligere B.T.-journalist og besad fra sin ministertid den nødvendige koldsindighed til at gøre op med de særaftaler, Gade havde med udvalgte medarbejdere. Engells proklamation ved sin tiltrædelse var, at Ekstra Bladet nu ville føre en mere anstændig linje i forhold til indvandring og integration.
Bent Falbert (tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, red.) opsummerede sagen i et fødselsdagsportræt af Sven Ove Gade: "Han plantede en lanse i det selvgode socialdemokratiske og kulturradikale småborgerskab i 1997 via opgøret med fremmedpolitikken ... Gade indførte retten til at kritisere reglerne for integration, flygtningemodtagelse og familiesammenføring. Mange rynkede næse, herunder folk i avisens bestyrelse. Men han fik nedkæmpet et betændt tabu. Hurra for det."
Gade fulgte sin samvittighed og besvarede de spørgsmål, læserne stillede. Det havde været mere bekvemt for ham at lade forsiden handle om noget harmløst."
(Side 375-377)