Under turen til Prag besøgte jeg byens center for samtidskunst - DOX (ja, samtidskunstcentre skal bare hedde den slags uanset, hvor i verden man befinder sig) (på tjekkisk: DOX - Centrum současného umění)
Der var en udstilling med en dygtig glaskunstner, men den slags siger mig altså nærmest intet. Og det skulle blive værre endnu. For på en af de øvre etager, kunne man se udstillingen I welcome, hvor "ledende forfattere og illustratorer responderer på den globale flygtningekrise". Udstillingen var lavet i samarbejde med Amnesty International og tjekkisk radio. Jeg forestiller mig, at udkommet har været ret slemt, men heldigvis var udstillingen så dårligt formidlet, at man ikke rigtig behøvede at tage stilling til den.
Den seneste tid har jeg oplevet Ai Weiwei, Kunsthal Charlottenborg, MoMA, Olafur Eliasson og Venedig Biennalen samt Mikkel Bogh fra Statens Museum for Kunst fokusere på migrantstrømmen. Alle ud fra den samme ensidige tenderende til bevidstløse tilgang - at Europa er forpligtet til at tage imod millioner af migranter fra Mellemøsten og Afrika.
Det kunne være klædeligt med en smule mere mangfoldighed i kunstinstitutionen. Man kunne for eksempel lade kunstnere forholde sig til emner som europæernes folkeretslige ret til deres egne lande, de negative konsekvenser af migrantstrømmen eller befolkningseksplosionen i Afrika og Mellemøsten, der er en af årsagerne til migrantstrømmen. Det bliver der naturligvis ikke noget af. Der opretholdes et ensidigt billede af europæeren som bærende på skyld og derfor forpligtet til at slå sit lands grænser op på vid gab for indtrængende udefra. Og skal man opretholde det billede, er der ikke plads til nuancer og slet ikke til tvivl overfor projekt befolkningsudskiftning.
At man også laver den slags udstillinger i Tjekkiet rummer sin egen ironi. Tjekkiet synes at være et monokulturelt samfund, og jeg så ikke ret mange sorte og heller ikke mange med muslimsk baggrund rundt omkring i hovedstaden (når man ser bort fra turister). Den eneste ikke-tjekkiske befolkningsgruppe, der synes at være tilstede i nogen grad, er vietnamesere. (Det foregående beror på mine observationer, der ikke ligefrem kan påberåbe sig at være "videnskabelige".) Men den "progressive" kulturelite vil altså tvinge den samme verdensomspændende (i hvert fald hvad vesten angår) dagsorden ned over Tjekkiet, som hersker alle andre steder.
DOX var desuden præget af en lang række skilte med opbyggelige og finurlige udsagn. Den slags uvedkommende museumstekst (og i dette tilfælde i ekstrem form) kan godt drive mig til noget nær vanvid. Selv på toilettet var der ikke fred.
Centrets egentlige kvalitet var et luftskib - Airship Gulliver - i stål og træ spændt ud mellem to af centrets bygninger. Det var flot. Meget flottere end det ser ud på mine fotos.
Og så havde centret en Jesusskulptur udført af sko.
DOX 's hjemmeside.
Showdown i 11. arrondissement (Marianne versus Muhammed). 13. november 2015 in memoriam.