Jeg er begyndt at læse Anne Wolden-Ræthinge 's samtalebog Jeg er her endnu - Per Kirkeby fortæller til Ninka. Jeg vil citere lidt fra bogen de kommende dage.

Per Kirkeby om islam og Muhammedtegningerne:


"Nu siger man, at islam er en lovreligion. Det er kristendommen mærkværdigvis ikke. Jødedommen er en lovreligion. Det mærkelige er, at islam er bygget på kristendommen rent historisk. Men nu er jeg dér og det er det, jeg synes. Da alt det med Muhammed-tegningerne kørte, hvilket jeg ikke havde nogen special mening om, for jeg synes, at alle synspunkter var lige tossede og fundamentalistiske - ytringsfriheden er et selvfølgelig totalt umisteligt gode. Men hvis nu der under alt det havde ligget en virkelig indsigt, hvis alle folketingsmedlemmerne havde været på et kursus i islam - enige eller ikke enige - men vidste, hvor rig den egentlig er. Jeg tog min store Religionshistorie frem og læste hele afsnittet om islam. Det fascinerende var selvfølgelig det, som de har glemt: hele sufi-traditionen, altså den mystiske side af islam, som især blomstrede op i de spanske kalifater, men som i meget lange perioder blev undertrykt med meget hård hånd. Den har haft kolossal indflydelse på europæisk kristendom, hele den mystiske tradition indenfor kristendommen. Sufierne var højt begavede og havde de indsigter. Hvis man havde haft det underliggende som en viden - selvfølgelig er der sharialovgivningen, men der skal men ikke høre Det Gamle Testamente i Morgenandagten ret mange gange, før man opdager, at der er altså også nogle ordentlige knaster: Øje for øje osv.

Vores kultur er i høj grad udviklet på grundlag af et meget stærkt billedforbud i perioder, det man kalder ikonoklasme, et vigtigt element i Byzants, det østkristne rige. Billeder var forbudt, fordi almindelige folk troede jo, at når de lå og bad, tilbad de kun det fysiske billede, det reelt eksisterende billede og ikke det, som det det alene skulle repræsentere, det, der lå bagved, det højere, det egentlige guddommelige. Det var et problem og det kunne man bl.a. løse ved at forbyde de skide billeder. Det gjorde man så i lang tid og det var ikonoklasterne. Så var der ikonodulerne, som elskede billeder og den kamp bølgede frem og tilbage. Der har været stridigheder, hvor kunstnere har fået stukket øjnene ud og med foreteelser, som overgår Muhammed-tegningerne i voldsomhed og lidenskab. Hvis man nu havde kendt og haft den historiske viden, havde man måske kunnet relativere det en lille smule og ikke se det så stik-sikkert, at det var bare, fordi de var tossede, fordi de ikke ville have, at man afbildede den der højst verdslige person, Muhammed. Det er interessant, at jo mere, man ved, jo interessantere er tilværelsen jo. Det er ikke, fordi jeg tror, at nogle ikke ville sige, at dette her går ikke, de skal have lov til at lave de tegninger. Men der er en forskel på at sige det plat ud af af den blå luft og så sige det med en historisk klangbund. Det måtte da være meget sjovere."

*

Per Kirkeby har åbenbart fået bildt sig selv ind, at han har gennemskuet affæren omkring Muhammedtegningerne. Hvis det ikke var så tragisk, ville hans udtalelser faktisk være morsomme.


(Side 329-330)



Se også
Per Kirkeby om 11. september 2001