Jeppe Bisgaard - søn af tv-vært Hans Otto Bisgaard - er død af kræft i en alder af 47 år. Musikjournalist Alex Nyborg Madsen skriver på Facebook:


"Dansk hip hop har mistet en af sine allerstørste ildsjæle. Jeppe Bisgaard er død - alt for ung.
Mit musikliv har været forankret i andre genrer; alligevel har jeg ved flere lejligheder kaldt Jeppe for min yndlings-hip hopper. Jeg har mødt ham som et vanvittigt engageret menneske, der har rørt folk og haft enorm betydning for udviklingen af dansk hip hop og som ambassadør for scenen i det hele taget. Han var sjov, energisk og forstående overfor et rockøre som mig, der aldrig helt følte mig hjemme i hip hoppen. Jeppe gad godt at snakke alligevel og, hvis ret skal være ret, så havde han en del mere respekt for "min" rockmusik end jeg havde for hans hip hop.

Nu er Jeppe væk og mine tanker går til hele hans familie og selvfølgelig specielt til min gamle kollega og mentor Hans Otto - Jeppes far.

Rundt om på de sociale medier, bliver Jeppe æret af de mennesker; kunstnere, branchefolk og fans, der var tættest på ham. Det er der man kan læse præcis, hvor vigtigt et menneske han var. Disse linjer er bare respekt fra en rocktype, der nogle gange krydsede hans vej og nød det hver gang.

God rejse Jeppe og tak for tålmodigheden."


PTA / Peter Trier Aagaard lavede et fødselsdagsportræt af Jeppe “Jay-B” Bisgaard, da han blev 40 år i 2011. Det kan læses her.


P3 vært Pelle Peter Jensen skriver på Twitter:

"Jeppe Bisgaard. En af de største! Tak for alt! Tanker til Mette Marie (Jeppe Bisgaards søster, red.) og resten af familien!"


Forfatter Henrik List skriver på Facebook:


"”Vi VANDT, List!”
Jeppe ‘Jay-B’ Bisgaard in memoriam. R.I.P, mein Freund und Bruder

For knap et par måneder siden stod Jeppe B og jeg bøjet over en glasmontre hos bageren i Føtex på Vesterbrogade, fordybet i en intens diskussion om, hvorvidt vi burde vælge at købe makron- eller hindbærsnitter til kaffen.

Jeppe så skidegodt ud, var i fantastisk form og strålede af humør trods sin alvorlige, langvarige sygdom. På en ægte måde, vel at mærke – ikke på en flovt faket, Facebook-”se hvor lykkelig og succesfuld jeg er”-status update-måde … En ny omgang behandling ventede forude på Riget, men Jeppe virkede forbløffende optimistisk, og jeg sendte ham efterfølgende en fødselsdagshilsen pr. postkort, hvorpå jeg bl.a. skrev, at jeg misundte ham hans livskraft.

"Ligemeget hvad ... vi VANDT, List!” sagde Jeppe den dér eftermiddag i Føtex, før der gik kage i den: ”Det kan godt være, det ikke blev os, der scorede kassen på det, og at vi aldrig fik æren for det, men hør her: alt det, vi kæmpede og sled for – alt det, som dengang blev gjort til grin og som ingen troede på – dét endte jo med at rule the world … ”

Det var vores ungdoms fælles, brændende kamp og passion for hip hop, clubbing, alskens sort jazzeri, graffiti, sub- og ungdomskultur, street-stil, blaxploitation-film og afro-amerikansk storbylivsstil i slutningen af 1980’erne og op gennem 90’erne, min gamle ven reminiscerede om ved den lejlighed. Jeg forstod jo godt, hvad han mente, men ville selv måske som en ”glasset er halvt tomt”-type have udtrykt mig/fortolket samme erkendelse en anelse mere negativt – sådan i retning af, at ”vi har sejret ad helvede til” eller lignende. For hverken Jeppe eller jeg scorede fuck you-kasse eller mainstream-berømmelse på al vores slid. Og der havde afgjort været bitterhed og skuffelser undervejs, ikke mindst efter årtusindskiftet, hvor vi begge oplevede at skride langsomt fra at være mediehipster-inderkreds-All Access-typer til at skulle hutle os igennem på den hårde måde i Underskudsdanmark. Telefonerne holdt ligesom pludseligt op med at ringe; bagtaleri og fordomme overhalede sandheden indenom; VIP-fest- og middagsinvitationerne tørrede ud; pengene blev meget, meget små; nætterne blev mørkere, længere og farligere; en del af de venner, vi selv havde hjulpet eller sat i gang, var der slet, slet ikke, da vi havde brug for dem …

Men noget af det, der overvældede mig ved Jeppe i de sidste par år, hvor han var blevet syg, var netop, at han – måske i kraft af dødens nærhed – havde fået et så diamantskarpt, nøgternt klarsyn på livet. Han så simpelthen lige igennem tingene; han røntgenfotograferede bullshit og masker og parader; han så direkte ind i også min mørkeste eksistentielle kerne – UDEN samtidigt at miste sin menneskelige varme, sin generøsitet, sin venlighed. Ja, det hele VAR fucked op indimellem i 00’erne og 10’erne, ja, der VAR mange, der havde svigtet ham, da det gjaldt, ja, det VAR sgu da sygt skuffende, at ingen i den danske musikbranche i de senere år tilsyneladende kunne bruge hans enorme A&R- eller producertalent (tænk hvad dén mand kunne have gjort for dansk hip hop og R&B, hvis han havde fået lov?!), men hey, Jeppe lod sig i al fald aldrig nogensinde slå ud af hverken jantesmålighed, dansk kulturprovinsialisme, almindelig social modgang eller tre fucking, forbandede cancertumorer på én gang. Han valgte livet – han så det i øjnene uden at blinke, han omfavnede det, han nød det i fulde drag og så længe han overhovedet kunne, om det så skulle være med makron- eller hindbærsnitter. Ja, Jeppe valgte livet til det sidste, selv med kniven på struben. Og dét kræver fandeme en styrke, som jeg f.eks. ikke aner, om jeg selv er i besiddelse af!

Ingen vinder dog over tre hjernetumorer i længden, men jeg tænkte faktisk dén dag oprigtigt: Hold da kæft, mand – Jeppe klarer den sgu da mindst et år eller to mere. Hvilket gjorde mig sjældent glad og fik det hele til at føles bare en lille smule bedre, for en stund …

***

Guru: ”I put down the knife, and take the bullet out my nine/My only crimes was that I’m too damn kind”

***

Vi mødte hinanden for over 30 år siden, da jeg som ung musikjournalist begyndte at skrive indgående om den unge københavnske hip hop-scene i bl.a. musikmagasinet MM. Omkring 1990 var jeg med til at arrangere natklubben Einstein, hvor Jeppe hurtigt kom ind over som dj og hip hop-connexion, der bl.a. jævnligt skaffede amerikanske rapstjerner som Ice Cube osv. ned til os som gæster efter deres egne koncerter. Snart fik jeg ham også med som hip hop-booker på den nye, elektroniske Deeday-scene på Roskilde Festival, som jeg havde startet sammen med Ronnie Rocket i '90. Senere fulgte ikke mindst skabelsen af de store Bongo Power nytårsfester i København i midten af 90'erne med amerikanske top-dj-navne som Little Louis Vega – sammen med Jakob Olsen, Soulshock og Karlin.

Det peakede for os i 90’erne. Det peakede gerne flere gange om ugen. Og det peakede i überpotens til en Roskilde Festival i slutningen af årtiet, hvor vi kørte fra mig på Vesterbro torsdag ved middagstid, lagde ud med snitter, fadøl og Pariserbøffer på Hotel Prindsen i Roskilde (hvor vi begge boede på værelser betalt af vore arbejdsgivere, avisen og pladeselskabet), fortsatte non-stop gennem hele festivalen og først sluttede sent MANDAG nat. Fra det øjeblik torsdag, hvor vi satte os ind i taxaen i Istedgade, til hen på natten mandag, da Jeppe og de sidste andre homies endelig forlod min lejlighed sammesteds, havde Jeppe og jeg ikke sovet så meget som ét minut. Bevares, der var masser af doping involveret i præstationen, men alligevel – næsten fem fucking døgn, mine damer og herrer, næsten fem fucking døgn! ’Lil’ Jep’’ var blevet voksen som en motherfucker af et hardcore partydyr … “No time for hibernation, only elation,” som en af vore yndlingsgrupper, A Tribe Called Quest, rappede på et track deromkring. Eller som Nas mere dystert udtrykte det: ”I never sleep ‘cause sleep is the cousin of death”.

Jow tak. Festen kørte i højeste gear i de år, og det gjorde venskabet heldigvis også. Vi var nære venner, rigtige venner, sådan som man vel kun er det, når man er ung og romantisk og endnu tror, at livet vil blive én lang optur . Vi var del af en tight klike, vi sås flere gange om ugen, vi talte ofte i telefon, vi udvekslede tips om de ’hemmeligste’ plader. Vi kendte hinandens kærester, hjalp hinanden med at flytte og huskede hinandens fødselsdage på rygmarven. Vi var på hjemmebane i London, New York og L.A., vi rejste til Lissabon for at hænge med Beastie Boys, og vi fejrede millenniumnytårsaften en hel måned på Cuba sammen med bl..a Kjeld T. … Når jeg holdt en rund fødselsdag eller en reception for en af mine nye bøger, var Jeppe frisk på at stille op og vende noget kulsort vinyl på the wheels of steel, uden at forlange andet end fri bar, fede vibes og godt selskab til gengæld. Og godt selskab var Jeppe sgu altid selv dengang, utrættelig både når det gjaldt arbejdet og vennerne, kunsten og festen – og loyaliteten over for den musik og de artister/kunstnere, han arbejdede med som producer og/eller pladeselskabsmand. Dette gode selskab og denne loyalitet er vi mange, der skylder ham stor tak for.

Vi gik nok forskellige veje fra starten, eftersom jeg jo også brændte for bl.a. litteraturen, filmen og journalistikken, ikke ’kun’ hip hop-kulturen, men bevarede en indbyrdes forståelse, der i løbet af de mange, mange lange nætter i byen kunne være nærmest telepatisk. Samt en humor, der nok for nogle var lovlig politisk ukorrekt – som når vi konsekvent omtalte hinanden som ”hvide negere” eller ”ariske brødre”; som når vi kommunikerede på en særlig blanding af sort amerikansk ghettoslang og tvivlsomt B-filmstysk; som når vi i en ordentlig koger på grønlænderværtshuset Postillonen i Istedgade en aften udviklede en parodi på et ’racerent’ hip hop-nummer, ”Proud To Be White”, over guitarriffet på heavy-klassikeren ”Eye of The Tiger”, som kørte i tung rotation på stedets jukebox!

Åh, Jeppelein – den slags smagløse, interne jokes vil jeg fandeme savne lige så meget som vores jævnlige, rituelle indtagelse af Røvgryden på Café Tempo i Saxogade, som du som bekendt langt foretrak frem for den finere, mere snobbede gastronomi, der (sammen med de honette ambitioner) ellers vandt frem også i vores kredse i 90’erne. Hellere Faxi Kondi end fransk årgangsvin, hellere friturestegte fiskefileter fra grillbaren end sushi fra det nyeste jetset-in-sted, og respekt for, at du – i modsætning til så mange andre – var 100% ærlig omkring dette. ”Det hjælper ikke engang at komme ketchup på,” som du engang sagde med en hovedrysten, da tjeneren på en fornem fiskerestaurant bar et gigantisk fad med dampede skaldyr ind til bordet, hvorefter vi alle (bortset fra tjeneren) flækkede af grin.

Lige såvel som jeg vil savne alle de gode, nogle gange svært hashpåvirkede grinere, lige såvel som jeg vil savne muntre bodegadrukture efter lange, udmattende studie-sessions, vores fælles tendens til at tabe maden i skødet til bryllupsfester og diskussioner om Brøndby vs. FCK/Man. United vs. Arsenal, vil jeg i dén grad OGSÅ savne din karma, dit humør og din optimisme, gode, gamle ven.

Jeg vil især savne din tro på det gode i mennesket trods skuffelser i de senere år, der også i perioder gjorde DIG hårdere; mere svær og kantet som menneske; mere sårbar over for selv den mindste fortalelse eller fornærmelse. Hvilket jeg om nogen forstod, når vi engang imellem talte om det, selvom vi af mange grunde ikke så nær så meget til hinanden IRL i det 21. som i det 20. århundrede. Sådan gik det bare. Kliken blev splittet til atomer. Vi blev halvgamle og lidt mere trætte. Rejserne gik forskellige steder hen. Vi havde hver især rigeligt med problemer at tackle i hver vores flossede lille boble i hver vores ende af Vesterbro. Men kontakten, nærværet, vores connection i sjæl, rum og tid, den var der altså stadigvæk, hver eneste gang vi kommunikerede via email/Facebook eller rent faktisk fysisk mødte hinanden, også selvom det sidste tit var tilfældigt – f.eks. over en kagedisk i Føtex på en tidlig sommereftermiddag i 2018. Samtalen kunne altid bare spontant ’fortsætte’, vi kunne hurtigt samle tabte tråde og temaer op, som om vi havde været sammen kun et par dage før. At samtalen ikke kan dét mere, er næsten ikke til at holde ud at tænke på her i en sen, trist, sørgmodigt skrivende stund.

Jeg tror, at Jeppe kunne blive ved med at tro på det gode i mennesket, imod alle odds, fordi han i bund og grund var noget så sjældent som et godt menneske selv. Et godt menneske, der fik stor, personlig betydning for mig i særligt en 10-15 år lang periode fra slutningen af 80’erne til starten af 00’erne, da festen endnu fyldte mere end tømmermændene. Et godt menneske, som jeg håber på at møde igen før eller siden – sammen med en del andre, alt for tidligt afrejste – i VIP-rummet i Club Valhalla … omme på den anden side … med Røvgryde på bordet og ”Proud To Be White” drønende fra jukeboxen, selvfølgelig!

Min største medfølelse går ud til Jeppes dejlige forældre og skønne lillesøster Mette-Marie, som han var så nært knyttet til. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor ubærlig deres sorg må være lige nu.

***

Nas: ”Life’s a bitch, and then you die/That’s why we get hiiigh …”"

*


I en kommentar til List's opslag skriver musikeren Jesper Wildmand (MC Einar):

"Kammerateri på højeste plan mand!! Hudløst ærligt og vidunderligt. Kærligheden strømmer ud gennem linierne, som lava fra en uudtømmelig vulkan. Og sådan er den netop i sin reneste form, og vil aldrig forgå. Gute mensch .. Jeppe var netop det du så smukt beskriver ❤️ Af hjertet Tak for din fortælling Henrik List 🙏Rip Jay B"


Jack Kelefa Sanneh skriver:

"Du skal skrive bogen om ham Henrik List, så fint skrevet fortjener en instant deler"

*


Mette Marie Bisgaard (Jeppe Bisgaards lillesøster) skriver på sin Facebookprofil:


"Vi har nu som familie valgt at meddele, at vores elskede bror og søn, Jeppe Bisgaard, fik fred fredag eftermiddag. (Seriøst, var det Dan Rachlin, der breakede den? lol). Jeppe sov ind i sin lejlighed omgivet af sin familie ❤️❤️❤️❤️

Bisættelsen finder sted fra Frederiksberg Kirke fredag den 27. juli, kl. 13:00.

Billedet er taget på Jeppes 47 års fødselsdag, 17. juni 2018.


#fuckcancer 💔 "


*


Simon Bonde (fra Gramsespektrum) skriver:


"Jeg har været ked af det, siden jeg hørte, at Jeppe Bisgaard ikke var hos os længere. Min lille trøst er, at jeg ved, hans liv havde betydning. Jeppe var manden, der skaffede mig og mine kammerater i the Prunes vokalsporene til de Beastie Boys numre vi remixede i midten af 90'erne. Det var en stor ting den gang før internettet, hvor musik skulle sendes over Atlanten på spolebånd, og det var slet ikke til at fatte for os, at vi fik mulighed for at samarbejde med vores amerikanske idoler. Nogle år senere var Jeppemanden, der sørgede for at Gramsespektrum blev udgivet på CD. Det var ikke noget vi selv havde tænkt på som en mulighed, og det krævede en del overtalelse fra Jeppes side, men set i bakspejlet ændrede den beslutning mit liv. Tak Jeppe. Dine store hvide sneaks kommer ikke til at gå rundt på Vesterbro mere, men de efterlader et eftertrykkeligt aftryk i en hel generation."


*


Theis Bue Jensen (aka rapperen Tjes Boogie) skriver på Facebook:


"Jeg ved slet ik hvor jeg ska begynde...forvirring...chok...kaos....er det virkeligt sandt?...vi skrev jo sammen forleden...akut hovedpine..................

Jeppe for helvede mand...min”twinster”........én af de største gaver her i livet er evnen til at få andre til at grine...den evne besad du...du var fuckin world champ bro...jeg ka slet ik tælle hvor mange gange du har givet mig grineflip...og det er blot en brøkdel af de ting jeg vil huske dig for...se hvor elsket du er,nettet er ved at brænde sammen af Jay-B kærlighed ❤️ og du fortjener hvert eneste rosende ord folk skriver...alle skriver om giganten indenfor HIP HOP...det hele er sandt...du var én af de største...uden sidestykke...men lige nu...bare lige nu...fylder hip hop så ufatteligt lidt i mit hoved...for du var så meget mere end det...din person er hva livet handler om...du er inbegrebet af kærlighed...og det samme er din familie...sikke et menneske der er gået i forvejen,for det er hva du er...du er ik borte,du er”bare”gået i forvejen...men et menneske som dig får folk til at rykke lidt sammen,og tænke over hvor skrøbeligt livet er,hvor meget man ska nyde sin tid her på jorden...hvor vigtigt det er at elske dem man har kært...fortælle dem at man elsker dem...folk ska sgu føle sig elsket...det var det du gjorde ved folk,du fik os til at føle os specielle når vi var sammen med dig...wow...sikke en egenskab at besidde...vi to ku tale om alt,grine af alt...Funk Flush og Jay-B i samme lokale gik aldrig stille for sig...en eksplotion af gode energier der smittede af på alle i nærheden...hold nu kæft hvor har det været morsomt at kende dig...alle de gange folk man ik kendte kom hen og sagde tak for sidst,hvor jeg som den høflige dude jeg er,spillede med på den og sagde ja det var fandme grineren....nå men godt at se dig igen Jeppe,vi ses lige pludseligt 😂😂 eller...fuck hvor var du grineren på scenen i lørdags...hm..grineren?tænker jeg...øhm jeg laver dødsrap...det sgu ik for sjov....du er den vildeste konferencier homie....bliv ved med det...ses Jeppe 😳😂 vi blev altid forvekslet og jeg forstod aldrig hva folk snakkede om indtil de kaldte mig Jeppe...der af navnet Twinny-Twinster 😂❤️ eller som du også kaldte mig...Bue Theis...Drengen Fra Amar...shit bro...selv fra den anden side får du mig til at grine 😂... nå men du var med til min fars begravelse,gik gennem Københavns gader til live Jazz musik sammen med os alle,tak for det bro,det betød meget for mig,og må du selv blive sendt afsted som den gigant du er...den besked du sendte mig efterfølgende...tak bro🙏🏻❤️...det jeg prøver at sige er...tak for latter...tak for kærlighed...tak for minderne...tak for Hip Hop...tak for al den evige gode energi...tak for ALT Jeppe Bisgaard...jeg vil altid elske dig som min Twinny-Twinster...min tvillinge bror fra en anden mor...må du hvile i fred...❤️🙏🏻💔


Kondolerer til hele din dejlige familie
❤️🙏🏻💔

På gensyn Jay To The Motherfuckin B 😢💔

Ps. Snup lige 3 røde for en hund hos Alis...jeg gir 😘❤️ "


*


Naja Rosa Koppel (fra The Savage Rose) skriver på Facebook:


"God rejse videre søde Jeppe Bisgaard ❤️ Hvor er jeg dog ked af at høre at dit positive og fine væsen ikke er her mere. Kærlighed til dig og hele din familie.
Jeg mødte Jeppe første gang i ‘94/‘95 da jeg var i Los Angeles som 14 årig.Jeppe inviterede mig og min søster til en masse koncerter med de store R&B stjerner i tiden, for det meste på House Of Blues, og at høre dem live og komme backstage og møde alle idolerne var for en 14 årig en kæmpe stor ting, og har været nogle indtryk jeg altid har haft med videre i livet. Jeg har set Jeppe igennem tiden i København og har altid nydt hans store smil, og skønne energi. Jeg håber du er kommet godt videre Jeppe og er et smukt sted nu.


Så hører jeg også at en anden gammel ven er rejst videre. Søde og fine og altid dansende Qaiser som jeg nok ikke har set i 20 år. Også kærlighed til dig og hele din familie ❤️

Må i komme godt videre, i to ❤️ "

*

DJ Katrine Ring skriver:


"Jeppe Bisgaard er død af sin hjernetumor blot 48 år gammel. Rasmus Poulsen har skrevet de mest dækkende mindeord om ham. Jeg kan kun tilføje, at Jeppe så ganske velfortjent modtog Kim Schumacher Ærespris af DDJA (Danish DeeJay Awards) tidligere i år. Den anerkendelse er jeg lykkelig for at han fik inden sin alt for tidlige død. Det er bare så trist..."


*


Filminstruktør Ole Christian Madsen skriver:


"Manden, der elskede og vidste alt om Hiphop langt før de fleste andre i landet, manden, der forstod at se og gøde nyt talent og hjælpe nye bands som MDK og Outlandish til at komme ud i verden. Manden, der altid var venlig, imødekommende, sjov og engageret, manden, der blandt andet sørgede for at musikken til Pizza King blev et fuldkommen unikt stykke soundtrack med uopnåelige udenlandske stjerner, som Rakim, Nas og Mob strøget generøst ud over det hele, er desværre død og det er umådeligt trist. Hvil I Fred, Jeppe Bisgaard."


*


Rasmus Poulsen (aka rapperen Raske Penge) skriver:


"Tak Jeppe Bisgaard! En af de fedeste personer nogensinde! Et af mine største forbilleder som teenagehiphopper og længe efter. Startende med din sygt velskrevne og originale klumme i Mix. Bedste nogensinde i DK til at skrive om hiphop! Du viste mig, at der var en plads i hiphop udenfor disciplinerne.
Og tak for altid at have været så fed at være omkring! Og tak for Malk! Outlandish! Utallige og kun fede gange hvor du var vært på ting! Og alt det meget andet du bidrog med på din fede originale måde.
Big up Jay-B for evigt! Tak mand!
Tak for billedet Mette Marie og nuff nuff kærlighed og styrke til dig og resten af jeres seje familie ❤️ "


*


DJ Jean Eric Von Baden skriver:


"Helt til det sidste kæmpede du. Nyheden er så smertefuld.
Vi mødtes ugentligt til det sidste på gaden på Frederiksberg, og endda i fitness centeret på aleen. Wow du var sej!
Du kæmpede bravt og var altid i det mest spirituelt stærke humør. Smukt min ven, sikke en inspiration til at leve livet du gav mig og sikkert mange andre også.
Utrætteligt kæmpede du!
Med håndtegn til fælleskabet og en vindende motiverende sætning , et skævt smil og en tro på at livet var langt og lykken endnu længere.


Du var altid en fantastisk inspiration som menneske og et vigtigt input og styrke i ufattelig manges liv.

Håber din rejse blir smuk, musisk og mindre smertefuld end din sidste tid.
Elsker dig!
Hvil i fred kære Jeppe Bisgaard. ♥️ "


*


DJ Nick Coldhands fra Suspekt skriver:


"Jeppe Bisgaard! Homie, æret være dit minde!!"


*


Caspar Wildner (aka rapperen Cas) skriver:


"Hvil i fest og farver min ven! Jeg kondolerer til alle der kendte Jeppe Bisgaard. Han var en mand der kunne få smilet frem på ens læber som kun få, en mand med ordet i sin magt og en mand med en kæmpe kærlighed til hip hop. En sand pioner i dansk hip hop er gået bort alt for tidligt og det er et tab for os alle. Respekten er uendelig! Much love! For din skyld vil jeg knokle endnu hårdere! Vi ses på den anden side."


*


Peter Bizk Andersen skriver:


"R.I.P Jeppe Bisgaard

Det er rigtig svært at skrive det her, og jeg tror endnu ikke det er gået helt op for mig at Jeppe har stillet adidas all star skoene.

Mit projekt med Dj Jett: Sketch&Skratch handler om at lære fra sig og fortælle hiphoppens folke-eventyr videre. For 30 år siden var det primært Jeppes engagement og viden om en kultur der inspirede mig til at begynde at male graffiti, købe hiphop plader osv osv. - og hver tur til kiosken i Slagelse for at købe MIX-bladet synes så nærværende, og har været den mest naturlige del af min opvækst.

Jeg sidder med tårer i øjnene, og tænker på alt fra SLIM,SLAM,SLUM, til banjos likørstue, til de gange jeg så Jeppe hænge i alis boden på staden, til pulejam, Malk De koijn der aflyser og sender Karateklanen, rockers by choice. DM i RAP-pladen og selv om det er et stort MIX af historier, harJeppe været medvirkende til at disse minder og forbilleder blev en del af min ungdom og når jeg afholder workshops for de yngste - altid vil have utallige historier at fortælle fra den danske hiphop kultur.

Jeppe vil aldrig blive glemt for sit engagement og det positive menneske han var. Den energi han har pustet i den danske hiphop scene vil gøre at en kultur kan leve videre i bedste velgående, og eventyret kan forsætte.

Jeg nåede at give Jeppe et skulderklap til et Villa Råspåt event nogen måneder tilbage, kan ikke huske hvad jeg sagde til ham. Men at jeg tænkte godt gået! - Dansk hiphop har mistet en ambassadør, et forbillede og en vinder.

Æret være dit minde."


*


Journalist Niels Fez Pedersen skriver:


"Dengang Jeppe Bisgaard flyttede ind i Marstalsgade, det var i 90erne, boede jeg på den anden side af gaden. Jeg kendte ham fra Mix og hiphop og var kommet til at love at give en hånd. Tidligt en morgen ringede det på: “Det er Hans Otto, nu er vi her med læsset”. Ud på gaden i en fart, men hvor er Jeppe? “Han er forsinket” (Selvfølgelig). Vi var et lille hold, der fik alt op i lejligheden - der var mange plader - inden Jay-B overhovedet nåede frem, og bagefter var der mad fra kinagrillen i Ndr. Frihavnsgade.
Hans Otto og fruen og Mette Marie bar mange gange siden for den sjove knægt, der nu har forladt dem alt for tidligt. Det er fandme sørgeligt."


*


Anders Vincent Jacobsen skriver:


"Tak for at vise vejen, Jeppe Bisgaard! Jeg har arrangeret 200+ koncerter, festivaller, lydaftener m.m. og selv spillet til måske 100, men det hele startede med et hip hop jam i Frederikssund i 1995, hvor mange af dem der senere hen tegnede dansk hip hop var tilstede.

Jam’et var formentligt ikke blevet til meget uden Jeppe Bisgaard, der gladeligt stillede sin telefonbog til rådighed og leverede tro på at det kunne lade sig gøre selvom jeg kun var 13 år..

Kæmpe tak til Jeppe for at lære mig hvad det vil sige at være et godt og ordentligt menneske, der arbejder for kulturen. Og en ekstra tak til min mor, der forstod vigtigheden af det der foregik..

NB.: Flyeren blev lavet i Paint, logomarket i BMP og aftalerne blev indgået på en Motorola 5200 med klapfunktion og træk-ud-antenne."