Politiken 's tegning af integrationsminister Inger Støjberg.


Debattør Jacob Mchangama skriver om tegningen på sin Facebook profil:

"Mine to cents om Politikens Støjberg karikatur: Er der tale om en grov tegning? Jeg hælder til ja, den kan nemt forstås som om at Støjberg ikke blot bidrager til at syriske flygtninge dør, men at hun også glæder sig derved, og dermed tillægger den Støjberg end ond vilje, der kan opfattes som dæmoniserende. Er den over grænsen? Nej det synes jeg personligt ikke.

Som offentlig person og minister, der træffer væsentlige afgørelser, der i den grad skiller vandene i befolkningen, og medfører konsekvenser for mennesker af kød og blod, må man stå model til også grove og dæmoniserende karikaturtegninger. Som sådan synes jeg det er vigtigt, at vi har karikaturtegnere (og debattører) der afsøger grænserne og ikke blot sætter tingene på spidsen, men spidder dem. Støjbergs overbærende og humoristiske reaktion på karikaturen var i øvrigt det helt rette svar, der viser, at vi er et liberalt demokrati, hvor magthaverne finder sig i kritik. Kontrasten til tidligere tider, hvor magthavere som eks. Konseilpræsident Estrup, og politidirektør Vilhelm Crone i tide og utide sagsøgte kritikere og satirikere for injurier, er stor og velgørende.

Kæden hopper dog af for de mange, der nu støtter Politikens karikaturtegning, men insisterer på at den ikke kan sammenlignes med Muhammedtegningerne i JP. JPs tegninger – fremføres det- sparkede nedad på en sårbar minoritet, mens Politiken sparker opad på en magthaver.

Men her overser man nogle ting. Magt er ikke blot et forhold mellem ministre og befolkning på et makroplan. Rent faktisk kan den magtrelation som en person uden noget embede eller offentlig position, udøver over for andre i nære relationer, være langt mere begrænsende og undertrykkende end de love og regler som politikere vedtager. Er det eksempelvis ikke den ultimative form for magt når imamer hjernevasker unge til at begå terror eller drage til Syrien i religionens navn? Er det ikke rå magtudøvelse, når en patriarkalsk fader eller hel familie i religionens navn insisterer på at en datter ikke må følge sit hjerte og blive kæreste med hvem hun selv vælger? Derudover blev Muhammed-krisen jo først global, da en række lande tog sagen op. Lande hvor muslimer udgør befolkningsflertallet og hvor islam i mange tilfælde er en del af lovgivningen og dermed en meget stærkt og direkte magtfaktor. Spørg bare Raif Badawi i Saudi Arabien.

Ingen af disse betragtninger er dog i og for sig tvingende. Om man synes at det at dæmonisere en konkret og levende person er værre end at kæde en historisk men for længst afdød person sammen med terror, eller vice versa, afhænger i meget høj grad af ens egne moralforestillinger (og idiosynkrasier). Det er netop derfor at vi har ytringsfrihed, og derfor, at man ikke på overbevisende vis kan påstå, at den ene eller den anden af karikaturerne er udtryk for ”korrekt” eller ”acceptabel” brug af ytringsfriheden, mens den anden falder udenfor. Vi kan hver især fælde vores moralske dom over indholdet, men først og fremmest bør vi glæde os over at leve i et land, hvor det er tilladt at spidde både politikere og profeter."