(Foto: Pressefoto)
Sangerinden Janis Joplin er mest kendt for acapellasangen "Mercedes Benz" fra 1969, hvor der indgår følgende ikoniske strofer: "Oh Lord, won't you buy me a Mercedes Benz? My friends all drive Porsches, I must make amends."
Sangen havde imidlertid intet med virkeligheden at gøre. Allerede i 1968 købte Janis Joplin en brugt perlemorshvid 1964 Porsche 356 C 1600 SC Cabriolet. Farven var for kedelig for sangerinden, og Joplin fik sin ven og roadie, Dave Richards, til at udsmykke bilen med et psykedelisk maleri, der repræsenterer universets historie.
Joplins Porsche er netop blevet solgt for 1,76 millioner dollars på RM Sotheby’s i New York. Det var langt over vurderingen på 400.000 til 600.000 dollars. Men syv budgivere i auktionshuset og på telefon fik prisen til at stige dramatisk.
"Janis kørte bilen overalt, over hele San Francisco og ned til Los Angeles, når hun indspillede der," fortæller Janis Joplins søster og biograf, Laura Joplin. "Uanset hvor Janis kørte hen i bilen, blev den genkendt af fans. Når hun parkerede den og vendte tilbage, var der altid mindst et fanbrev under vinduesviskerne. "
Joplins død blev opdaget, da bilen blev set parkeret uden for Landmark Motor Hotel, hvor hun ved et uheld havde taget en overdosis heroin i 1970.