Så fik jeg som lovet læst Özlem Cekic 's bog Hvorfor hader han dig, mor?, der handler om Cekics meget omtalte koncept dialogkaffe.
Måske er det sigende for hele konceptet: Özlem Cekic drikker slet ikke kaffe.
Özlem Cekic drikker te. Så dialogkaffe eksisterer slet ikke konkret, men kun som koncept. Det kan man så tænke lidt over.
Det er ikke nogen decideret dårlig bog. Den giver faktisk svar på en del spørgsmål. Både hvad angår Cekics projekt, og også hvad angår Cekic selv.
Bogen indeholder et afsnit med titlen Brobyggerens ti bud, så vi befinder os et sted, hvor (den påståede) humanisme altså ophøjes til noget næsten religiøst. Det kan godt virke lidt kvalmt på i hvert fald denne læser.
Desuden er der ikke rigtig nogen forklaring på, hvad denne dialog skal gøre godt for. Jeg er med på, at der, hvor samtalen stopper, tager noget andet over. Men er der egentlig tale om dialog?
Jeg er selv blevet inviteret til dialogkaffe af Özlem Cekic, men valgte at betakke mig. For jeg er ikke sikker på, at jeg opfatter Cekics projekt som egentlig dialog. Cekic har en hensigt. At fremme sit projekt - dialogkaffe - og skrive bøger om det, hun mener at opleve, når hun mødes til dialogkaffe med forskellige mennesker. Er dialogen så ikke allerede rammesat og formålsbestemt (i Cekics favør)? Det er mit indtryk.
Jeg tror, at en egentlig dialog trives bedst i en privat sammenhæng, hvor begge parter, hvis de har lyst til det, kan lade paraderne falde. Det er der ikke mulighed for, når den ene part - Özlem Cekic - er udstyret med en diktafon og efterfølgende kan anvende det indsamlede materiale efter forgodtbefindende.
Özlem Cekic synes slet ikke at have gjort sig disse mere etiske overvejelser i forhold til sit projekt, og deltagerne i hendes såkaldte dialogkaffe bliver i større eller mindre grad derfor bare statister i hendes projekt og bruges mere eller mindre hensynløst som nogen, hvis egentlige formål er at drive Cekics fortælling fremad. Det virker ikke bare usympatisk. Det er måske egentlig uetisk.
Desuden er der en helt grundlæggende udeladelse i Cekics bog. Der er absolut ingen - som i ingen overhovedet - diskussion af, hvorvidt Danmark skal være et masseindvandringsland for primært muslimer. Dette er bare underforstået. Og nu skal vi så at sige bare have det bedste ud af det. Blandt andet ved at være tolerante og gå i dialog. Men den muslimske masseindvandring er jo det egentlige spørgsmål for de fleste danskere, og derfor synes det direkte suspekt, at Özlem Cekic undlader at forhole sig til masseindvandring til Danmark og Europa og reflektere over denne.
Når Özlem Cekic på en tur til Israel og Vestbredden besøger Hebron og græder over, at palæstinenserne mister deres by til israelske (jødiske) bosættere, synes det påfaldende, at hun ikke er i stand til at reflektere over, hvorfor mange danskere er foruroligede over tilstedeværelsen af muslimske bosættere i Danmark. Den refleksion når hun aldrig frem til. Enten fordi hun er fuldstændig uden forståelse for, at danskere på samme måde som palæstinensere kan være dybt bekymrede over udsigten til at komme i mindretal i deres eget hjem. Eller værre endnu. Cekic udelader dette af ond tro, fordi hun ikke ønsker at åbne op for denne - for mig at se - helt afgørende diskussion af det danske samfunds indretning. Kort sagt: Skal Danmark være et land, hvor de etniske danskere risikere at komme i mindretal. Den diskussion tør Özlem Cekic ikke tage.
Bogen tegner et interessant billede af Özlem Cekic. Med sine bare arme og det udslåede hår fremstår hun som en integreret indvandrer par excellence. Personligt har jeg faktisk ladet mig forføre af dette billede. Jeg troede, at Özlem Cekic var sekulær og kulturmuslim. Det er hun ikke.
Özlem Cekic, der er kurder, gjorde oprør i sin ungdom ved at gå med shariatørklæde og læse ekstrem islamisk litteratur. Hun blev så reddet af en moderat imam, der fortalte hende om det virkelige islam, lader bogen forstå. Hvem denne imam er, fortæller bogen desværre ikke. Vi får altså ikke mulighed for at kigge Cekic og imamen i kortene. Vi må bare tage Cekics ord for, at han er moderat. Det finder jeg ikke betryggende.
Özlem Cekic smed sidenhen tørklædet, men sekulær er hun langtfra. Hendes ældste søn hedder Furkan. Et navn, der er nævnt i koranen, som Cekic oplyser i bogen. Hun faster under ramadanen. Hun spiser ikke svinekød, og hun drikker ikke alkohol. Faktisk er Cekic så religiøst orienteret, at hun sværger til islamisk halalkød. Efter at have læst bogen er jeg kommet i tvivl om, hvorvidt Özlem Cekic er en slags kryptoislamist, der med en blanding af taqiya og dygtig markedsføring forsøger at fremstå som moderat muslim.
Endemålet for Özlem Cekis synes at være en islamisering af Danmark. Måske en mindre radikal islamisering end mange af hendes trosfæller har for øje, men altså i sidste ende en islamisering.
Özlem Cekic synes at stå for en islamisering med et menneskeligt ansigt. Hun er fuldt ud klar over, at der skal sukker på skeen for at få endnu flere danskere til at sluge islams bitre pille.
(Jeg vil forholde mig mere specifikt til nogen af bogens kapitler den kommende tid. Dette er en mere overordnet refleksion over bogen og dens sigte.)
Se også
For kryptoislamisten Özlem Cekic er det tvingende nødvendigt, at danskerne ikke får klarhed over, hvor mange muslimer, der befinder sig i Danmark.