Det er svært at være islamkritiker (og masseindvandringsmodstander). Det kan føre til social stigmatisering med brudte venskaber og familiebånd til følge. Man risikerer at kede sine omgivelser med sin mani og monotoni, når man dag efter dag skriver om islams (og masseindvandringens) mange direkte og afledte dårligdomme.

Hvorfor kan man dog ikke bare lade det ligge, at Danmark målt på mange parametre er på vej til at blive et ringere land? Hvorfor ikke i stedet glæde sig over "mangfoldigheden", og at man nu kan få kebab i selv den mindste flække i kongeriget. Og hvis man nu ikke ligefrem kan glæde sig, kan man så ikke i det mindste holde kæft og være tolerant? Tager derouten oppefra og ned? Med ophøjet pande og muligvis et anstrengt smil. For der er jo virkelig ingen grund til at gå at være bange.

Set fra den lyse side kan islamkritik også føre til, at islamkritikeren kommer i kontakt med en masse ny og spændende mennesker. Der helt uopfordret skriver til dig privat, at du er en hund, en gris, pædofil og at de "knepper dig". Er de i det lyriske hjørne suppleres sådanne meddelelser gerne med et ønske om, at du - eller dine børn - kommer galt afsted, at du dør, og hvis de rigtig er i stødet, er beskeden gerne krydret med en decideret trussel eller dødstrussel.

Den slags skal man imidlertid ikke tage alt for alvorligt. Man må forstå og ikke mindst acceptere, at til Danmark tilvandrede personer udover de danske skatteyderes penge, gratis uddannelse og sundhedssystem, sikkerhed med meget mere også har brug for at lukke lidt damp ud, når de omgås landets etniske befolkning - danskerne - på for eksempel Facebook. Trusler med mere er nu engang blot en del af en særlig muhamedansk retorik, som der naturligvis skal være plads til i det ny Danmark, hvor vi allesammen skal være her.

Er du en profileret islamkritiker, der har optrådt i medierne med din kritik, så kan du komme helt tæt på genstanden for din kritik, når terroristerne opsøger dig på din adresse eller møder op til offentlige debatter, du har arrangeret, med den intention at skyde dig og de andre tilstedeværende. Der er i sandhed tale om et kulturmøde. Et møde, hvor den ene part er bevæbnet med et automatgevær, pistol, økse eller kniv, mens danskeren er tiltænkt rollen som offer. Men det må man jo finde sig i.

At ytre sig indenfor rammerne af gældende dansk lovgivning skal naturligvis have sin pris. Og at det kan være med dødelig udgang at sige, hvad man mener om islam (og masseindvandring), er jo bare sådan det er. Det har nu engang konsekvenser at benytte sin ytringsfrihed indenfor dansk lovgivnings rammer. Det kan man jo sige sig selv.

Hvis man er usædvanlig heldig, så kan man ende med at blive skudt som Finn Nørgaard, fordi man er sådan en islamofob, der deltager i møder, man ikke burde deltage i. Og man kan så opleve, at ens familie efterfølgende stifter en forening til ens ære, der straks optager kryptoislamisten Özlem Cekic som et af sine medlemmer. Når man ligger der i den kolde jord, kan man godt føle, at lige det er en anelse over stregen, og at familien faktisk slet ikke ærer ens minde, men derimod pisser på ens værdier og alt, hvad man stod for og troede på. Men sådan er der så meget. Og i hvert fald Finn Nørgaard kan ikke gøre noget som helst ved det nu.

For nu at gøre en lang historie kort:

Jeg forstår godt, at man ikke nødvendigvis gider at blive placeret i eller indtræde i rollen som islamkritiker (og masseindvandringsmodstander). Det er just pain, no gain.

Men derfor er Sara Omar 's bevægelse fra kritik af islam, som den kommer til udtryk i hendes bog Dødevaskeren, til en position som en person, der i dag rejser rundt med et foredrag med titlen "Profeten (Muhammed, red.) var et geni i sin samtid", er da alligevel lidt usædvanlig.


(UPDATE Høje-Taastrup Bibliotekerne har af en ikke specificeret grund slettet ordlyden vedrørende profetens påståede genialitet)


Se også
Sara Omar om ikke-muslimer: Jeg har intet tilfælles med vantro