Jeg begyndte for nogen uger siden at læse bogen Det andet Tyskland: Ulrich von Hassells dagbog september 1938 - juli 1944. En dagbog skrevet af den oppositionelle nazist Ulrich von Hassell. Læsningen skrider stille og roligt frem. Det er til tider lidt tungt at læse 80 år gamle dagbogsnotater skrevet af en tysk jurist, så jeg læser lidt i andre bøger sideløbende, hvilket forsænker færdiglæsningen af bogen.
Men bogen er interessant og fremdrager i hvert fald for mig megen ukendt viden. Allerede i 1940, mens krigslykken ellers i den grad var i Nazi-Tysklands favør, var flere ledende medlemmer af det tyske samfund åbenbart klar over, at krigsførelsen på sigt ville blive skæbnesvanger grundet mangel på ressourcer. Og de var sig fuldt bevidste, at ressourceknapheden kun ville blive større, hvis Hitler, som de frygtede og forventede, også kastede sig ud i en tofrontskrig ved at angribe Sovjetunionen.
Derfor arbejdede man i kulissen på et kup, hvor der var planer om at udskifte Adolf Hitler med en mere moderat nazist. En anden plan var at afmontere det nazistiske styre og i stedet satse på et monarki. Der var faktisk også en række attentater på Hitler, men ingen med et positivt udfald. Derfor blev Hitlers personlige skæbne i stigende grad det tyske folks uafvendelige skæbne.
Desuden ville den tyske opposition ikke opgive erobrede områder i Polen og Tjekkiet, og de ønskede heller ikke udenlandsk indblanding i tyske anliggender, hvilket gjorde det umuligt for de lande, der var i krig med Tyskland, at støtte den indre tyske opposition.
Af bogen kan man også uddrage, at de tyske jøder ikke var de første ofre for den nazistiske aggression. Såkaldte lediggængere - arbejdsløse som det var svært at anvise arbejde - var de første, der blev straffet af regimet. Senere blev kunstnere, der ikke levede op til statens krav til kunsten om at være figurativ (ekspressionisme og abstraktion var bandlyst som entartete kunst) med mere, udsat for kampagner, og for eksempel blev Emil Nolde udstyret med et decideret maleforbud. Særligt bittert for Nolde, da han selv havde været nazist.
De første, der blev udryddet, synes at være de mentalt handicappede, der blev udsat for omfattende "medlidenhedsdrab", hvilket Ulrich von Hassell og de tyske kirker (den evangeliske og den katolske) vendte sig stærkt imod. Også jøder i det erobrede Polen blev dræbt, mens tyske jøder i hvert fald op til 1942 ikke synes at være blevet interneret eller udryddet, men "kun" udsat for omfattende diskrimination. Noget en del af den tyske befolkning aktivt vendte sig imod.
Overraskende er det også at erfare, at politiske dissidenter blev sendt i koncentrationslejr, hvis de havde skrevet noget upassende om naziregimet. Men ikke på ubestemt tid. Folk blev angiveligt løsladt efter nogen måneders genopdragelse og kunne så vende tilbage til samfundet forudsat, at de holdt sig i skindet.
(PS: Jeg har kun læst få bøger om Nazi-Tyskland, så jeg er ikke klar over, hvor repræsentative oplysningerne i denne bog, og de andre jeg har læst, er.)
Se også
Ekstranummer (Kim Larsen spiller Jyllingevej for profeten Muhammed, der vedvarende har det for stramt med strengeinstrumenter)