Thomas Hoffmann skriver på Facebook om drabene på to unge skandinaviske kvinder i Marokko:
"STEMNINGSSKIFT? Da det blev klart, at de to unge kvinder i Marokko var ofre for islamisk terror, tænkte jeg, at det ville sætte en mindre lavine i gang af dementier om, at dette dobbeltdrab ikke havde noget med islam at gøre. Det troede jeg, fordi jeg – ligesom så mange andre – har ventet og frygtet at lige netop den type henrettelsesbilleder en dag ville komme helt tæt på Danmark. Jeg tænkte, at når dét en dag skete, ville det være et chok og emotionelt vendepunkt for nationen. Og nu er det så sket. Men hvad er så sket efterfølgende?
På en underlig måde: ingenting. Jeg har simpelthen svært ved at forestille mig en lignende afdæmpet reaktion på en lignende hændelse for bare tre-fire år siden. Og det endda på trods af at (alt for) mange folk har set eller delt henrettelsesvideoen. Er det godt eller skidt? Det er måske godt, at der er sket så lidt for så vidt at terroristernes håb om alarmisme og almindelig skræk, terrorismens kendetegn par excellence, på den måde kommer til at virke som spildte kræfter. Det er bare noget, vi har lært at leve med. Værdipolitisk og med stor passion har vi i stedet debatteret Den danske Sang er en ung blond Pige eller en rapport om såkaldte tredjegenerations indvandreres integrationsmæssige performance – for ikke at tale om diskussionen om diskussionen. Måske skete der så lidt, fordi nyheden kom midt i julen? Og så blev det nytår. Måske er drabene simpelthen for tæt på i al deres bestialitet, så vi i stedet fortrænger dem – også selvom statsministeren adresserede det og måske vil nævne det i nytårstalen.
Kan være at det også er skidt, at der ikke har været en voldsommere emotionel reaktion. For er det ikke også et sært forsinket bevis på, at danskernes ’uskyld’ for længst er blevet taget? At en eller anden grænse er krydset og har sat en eller anden forråelses-, resignations- og ressentimentsproces i gang, som jeg ikke tør lodde dybden af. Blandt nogle af de mest islamkritiske stemmer på de sociale medier har passionen kun svunget sig op til en skadefryd over, at de unge piger troede, at man kunne trekke i den islamiske verden – men så kunne de lære det, altså sandheden!
Denne sært afdæmpede, nærmest udeblevne reaktion, blandt majoritetsdanskere komplementeres af en ditto hos de danske muslimer. Eller rettere de personer, der ofte optræder som selverklærende repræsentanter eller blot er stærke individuelle stemmer. Jeg har ingen målinger eller kvantitative data, men også her virker der stille.
Der har i en del år cirkuleret en fast anke om, at danske muslimer har været for tavse i forhold til jihadisme og islamismens forbrydelser. I lige så mange år har man kunnet læse dementier om, at det ikke passede. En overgang var det sådan, at når et terrorangreb havde fundet sted i Europa, så kunne man være sikker på, at forskellige muslimske organisationer eller meningsdannere udsendte presse-meddelelser eller manifester, der fordømte og dementerede dette eller hint, som var sket i islam navn. Denne her gang har jeg ikke set nogen nationale high-profile dementier, bortset fra en enkelt runddeling af en eksil-syrisk sheik, en teolog, der lyder lige så bekymret over Marokkos fremtidige status som turist-destination som over den systembrist på Marokkos angiveligt særlige godartede afart af islam, som mordene var udtryk for. En enkelt aften på Rådhuspladsen til minde om ”tragedien” har jeg også set cirkuleret på Facebook. Umiddelbart så det ikke ud som om, at mange dukkede op (og jeg gjorde det f.eks. heller ikke selv).
Ovenstående er ikke ment som en anklage. Det er sådan set heller ikke en konstatering. Snarere er det en fornemmelse af et stemningsskift."
Se også
Syrienblog: - Det er da en hån mod folk at påstå, at man får lyst til at tilslutte sig ISIL af at se en sådan video