Så fik jeg læst biografien - Mette F. - om Mette Frederiksen. Bogen kommer lidt uheldigt i gang. Beskrivelsen af Mette Frederiksens barndom virker mest som mikrofonholderi og mytologisering og et forsøg på at skabe et billede af en arbejderklasseheltinde. I stedet for arbejderklassevinklen kunne de to journalister Bent Winther og Peter Burhøi have fokuseret på, at Frederiksen er tredjegenerationspolitiker på højt niveau. Både bedstefaren og faren sad i amtsrådet i Nordjylland. På den vis har Frederiksen måske mere tilfælles med medlemmer af Auken-, Helveg Petersen- og Ellemann-Jensen-klanerne.
Bogen bliver imidlertid interessant, som vi nærmer os Christiansborg. Her har de to forfattere tydeligvis deres force. Nu kan jeg ikke påstå, at jeg følger særlig meget med i politik som sådan (jeg anser masseindvandringen som det mest presserende problem for Danmark og følger primært dette emne), og derfor er der også nogen overraskelser i bogen.
Allerede i 2005 forsøgte Mogens Lykketoft at køre Mette Frederiksen i stilling som formand for Socialdemokratiet. Det blev afvist af Frederiksen. Hun mente, at hun var for ung, og desuden ville hun gerne have et barn til, og det kunne ikke forenes med at være leder af Socialdemokratiet, kom hun frem til.
Det blev i stedet Helle Thorning-Schmidt, der blev formand efter et kampvalg mod Frank Jensen. Et valg, hvor Frederiksen til Jensens fortrydelse forholdt sig neutral. Frank Jensen og støtter var enige om, at Mette Frederiksens støtte kunne have sikret Jensen en sejr over Thorning. Men Frederiksen var ikke til at rokke. Forholdet til Frank Jensen blev ikke bedre, da Mette Frederiksen i kølvandet på Jensens forholdsvis knebne nederlag til Thorning gik ud og fortalte, at hun havde stemt på Frank Jensen. Det var salt i såret for Frank Jensen. Han ville gerne have haft Frederiksens støtte, mens den betød noget og ikke bagefter.
Mette Frederiksens forhold til både partiformand og senere også statsminister Helle Thorning-Schmidt var også anstrengt, fremgår det af bogen. Thorning følte på lange stræk, at Frederiksen kørte sit eget løb og i perioder direkte modarbejdede statsministeren.
Henrik Sass Larsen skulle have været minister, da Helle Thorning dannede sin første regering, men Sass kunne ikke blive sikkerhedsgodkendt af PET, fordi han havde haft kontakt til en rocker i Køge. Thorning beklagede meget, men lagde ellers Sass på is. Mens Sass var ude i kulden knyttede Frederiksen tættere bånd til ham, og da socialdemokraterne blev klar over, at de kunne stå uden både statsminister og formand for partiet, da Thorning kom i spil til en EU-post, besluttede Sass at give Frederiksen sin støtte (som han havde støttet Thorning år forinden). Thorning fik ikke EU-posten og fortsatte som både formand og statsminister, men efter valgnederlaget i 2015 til Lars Løkke Rasmussen trak hun sig og pegede på Frederiksen som sin afløser på formandsposten, og Frederiksen blev herefter valgt som formand uden modkandidater.
Der er en del om Socialdemokratiets politiske strategi i bogen. Under Mette Frederiksen har Socialdemokratiet lagt sig helt tæt på regeringens udlændingepolitik og stemt for alle stramninger (denne strategi er måske fraveget nu, da Socialdemokratiet stemte blankt til aftalen om at placere kriminelle udlændinge på Lindholm?). Strategien har det formål at vise, at Socialdemokratiet matcher regeringen og blå blok på udlændingeområdet, og partiet håber, at valget i år i stedet kommer til at handle om velfærd, hvor Socialdemokratiet mener at stå stærkere end regeringen og blå blok.
Om udlændingespørgsmålet siger Frederiksen i øvrigt i bogen, at hun nu mener, at antallet af udlændinge har betydning, da der er grænser for, hvor mange udlændinge Danmark kan integrere. Hun placerer sig dermed på linje med de forkætrede socialdemokratiske vestegnsborgmestre fra 1980'erne, som hun prøver at rehabilitere. De havde ret, og var de rigtige socialdemokrater, lyder det her på 30 års afstand.
Samtidig erklærer Frederiksen sig som tilhænger af nationalstaten, da hun mener, at nationalstaten er en forudsætning for velfærdsstaten, som hun anser for det vigtigste socialdemokratiske projekt overhovedet.
Jeg ved ikke om, bogen kommer helt ind under huden på Frederiksen. Jeg bliver ikke helt klar over, hvorvidt Mette Frederiksen er blevet klogere på for eksempel udlændingeområdet, eller det er strategi og opportunisme på vejen mod magten, der driver hende til at skifte mening og forsvare ting, hun tidligere var modstander af. Men måske gives der ikke noget klart svar. Måske er det lidt af det hele.
Se også
Som den eneste kulturpersonlighed støttede Kim Larsen Muhammedtegnerne; om deres triste skæbne sagde han: - Det er det skammeligste, der er sket, siden danske mænd og kvinder måtte gå under jorden under besættelsen