Efter at have været inspireret af de vestlige kunstretninger fauvisme, primitivisme og kubisme i slutningen af 00'erne og begyndelsen af 10'erne nåede Kazimir Malevich i 1915 frem til sit eget unikke udtryk, der fik navnet suprematisme.
Kunstneren vidste allerede fra begyndelsen, at han havde opdaget noget epokegørende nyt, så han blev grebet af en mild tilstand af paranoia, hvor han frygtede, at andre skulle stjæle hans ide og billedunivers. Derfor nægtede Malevich at vise sine billeder, som han ellers talte henført om, til sine kolleger, og det fik dem til i sjov at sige, at Malevichs projekt var så hemmeligt, at han kun malede med lyset slukket.
Helt løgn var det ikke. Malevich malede i perioden for nedrullede persienner, da han frygtede, at folk skulle kigge ind gennem vinduet og se, hvad han var i færd med. Forløsningen kom i december 1915, hvor han omsider på en udstilling i Petrograd (det nuværende Sankt Petersborg) kunne fremvise 39 suprematistiske malerier herunder det ikoniske sort kvadrat på hvid bund.
Se også
Kongen af Sverige i kejserens nye klæder (Hommage til Zlatan Ibrahimovic eller Heja Sverige)