Jeg har ærlig talt ikke skænket Dan Rachlin en tanke, siden han blokerede mig på Facebook for et par uger siden. Men som en anden Conor McGregor er det åbenbart lykkedes manden at komme ind i hovedet på mig.
I nat drømte jeg, at jeg deltog i en festlig sammenkomst. Dan Rachlin var til stede, og lidt inde i forløbet gjorde hans kone Charlotte Rachlin sin entre ridende på en stor hvid hest. Jeg følte ærlig talt, at den ankomst var over the top sammenkomstens betydning taget i betragtning. Men jeg holdt gode miner til slet spil.
På et tidspunkt blev jeg af nogen deltagere i sammenkomsten bedt om at forholde mig til et kunstværk. Jeg forsøgte efter bedste evne at sætte det ind i en sammenhæng og kvalificere dets betydning eller mangel på samme. I baggrunden sad Rachlin så og hviskede røvhul gentagne gange.
På et tidspunkt fik jeg nok og farede hen til Rachlin og greb ham i kravetøjet for at lukke kæften på skidesprælleren. En stemme i mit baghoved råbte dog til mig, at Rachlin ikke var 40+ timers samfundstjeneste værd. I stedet stormede jeg ud ad døren med bitre tårer løbende ned ad kinderne. Det var døren ud til terrassen ind i min mor og fars hus. Men i stedet for at komme ud på terrassen, da jeg løb gennem døråbningen, endte jeg på en slags loftsværelse.
Her besluttede jeg at overnatte. Men i det samme kom journalist Helle Merete Brix ind i lokalet. Hun var iført en kjole med en ekstrem hvepsetalje, så ældet ud og lignende en person i et fremskredent stadie af anoreksi. Desuden manglede hun som min hund flere tænder i undermunden.
På den principfaste - grænsende til det rethaveriske - facon, der kendetegner Brix, hev hun en slags dokument frem, der kundgjorde, at hun havde reserveret netop dette værelse via bed and breakfast. I det samme vågnede jeg.
Jeg lukkede øjnene igen. Og på grænsen mellem søvn og vågen begyndte drømmen igen. Jeg tvang mig tilbage til virkeligheden og lå vågen, inden jeg atter fandt ro og faldt i søvn. Denne gang uden en tilbagevenden til den ubehagelige drøm.
Det er sidste gang, jeg har været på Carl's Jr. inden sengetid.
*
En Facebookven skriver følgende kommentar til ovenstående:
"Den festlige sammenkomst repræsenterer den almindelige overflade-socialitet blandt mennesker, som vi alle deltager i på ét eller andet plan.
Dan Rachlin repræsenterer en tendens, der bejler til at fremstå som en stor og vigtig mand i netop denne sammenhæng (repræsenteret ved den storstilede ankomst af hans hustru).
*KVINDE 1*: Charlotte Rachlin.
Introduktionen af kunstværket repræsenterer noget, der godt nok rager ind i den almindelige overflade-socialitet og spiller en rolle her, men som samtidig har dybere rødder og en mere omfattende betydning.
At du bliver inviteret til at udtale dig om kunsten vidner om en udmærket kvalitet ved din opfattelsesevne (perception). Noget du kan være stolt af, og som andre også anerkender dig for at besidde.
Udfoldelsen af denne opfattelsesevne skurrer imidlertid imod den tendens, der bejler til den offentlige mening (Rachlin).
Når Rachlin hvisker ’røvhul’ kontinuerligt, betyder det at der gemmer sig en skjult tvivl i appellen til den offentlige mening. Dette er vrangsiden af den pomp og pragt, der repræsenteres ved *KVINDE 1*.
Tvivlen er møntet på, om den konkrete udfoldelse af din perception (= offentliggørelsen af dit perspektiv på noget betydningsfuldt) i virkeligheden bare dækker over et opblæst ego / selvoptagethed.
Denne anfægtelse ansporer til at handle i følelsesmæssig affekt, men hensynet til det almindelige fællesskab og dettes evne til at ’straffe’ / låse fast (de 40 dages samfundstjeneste) er en stor nok faktor til at afværge affekten – der i stedet vendes indad i form af bitterhed og sårede følelser.
Den indadvendte reaktion antyder en tendens til at søge tilflugt i et mere uskyldigt enerum / headspace (loftsrummet via dine forældres terasse).
Men selv her er der ikke fred: For det er et headspace, der i mellemtiden er blevet ’lejet’ ud til en tvetydige skikkelse (*KVINDE 2*), der repræsentere såvel et opsvulmet begær (hvepsetaljen) – som et udsultet sådan (de anoretiske træk).
Denne kraft udtrykker sig via en regelrytterisk attitude / hysterisk principfasthed, med stærkt ubehagelige træk.
Drømmen synes altså at antyde eksistensen af et dilemma – en situation hvor drømmeren hverken kan finde sig til rette i den ydre eller den indre verden givet eksistensen af utålelige faktorer i dem begge (repræsenteret ved de to kvinder).
Kunsten synes at være det eneste element i drømmen, der for alvor viser en vej ud af den pinefulde situation.
Men måske savner den noget af den hhv. følelsesmæssige- og begærlige / principielle energi, der regerer den hhv. ydre (sociale) og indre (personlige) verden, repræsenteret ved de to kvinder.
Dertil kan måske bemærkes, at den ’ydre’ *KVINDE 1* forekommer en anelse fjern, og distanceret (idealiseret med et skær af latterlighed / overdrevethed) mens den ’indre’ *KVINDE 2* omvendt er alt for tæt på, hysterisk og dominerende.
Måske kan kunsten fungerer som et middel til at (gen)oprette balancen imellem de to kvinder?"
Se også
Provokerende Jesus-kunstværk på Nørregade i Holstebro