Den svenske billedkunstner Lars Vilks bliver - i anledning af sin og Helle Merete Brix 's ny bog 30 fortællinger. Om frihed, fatwaer og kærlighed. - interviewet i denne uges Weekendavisen (af Marta Sørensen, der er gift med Mikkel Andersson):


"Vilks har deltaget i kritikken af den svenske kunstverdens politiske korrekthed og har også talt for en modernisering af islam, men han forsøger ikke at vælge side. Trykkefrihedsselskabet tog ham til sig, men er siden blevet for fokuseret på islamkritik, mener han, og selv foreningen, der bærer hans navn, Lars Vilks Komitéen, og holdt arrangementet på Krudttønden i 2015, forholder han sig lunkent til.

»Jeg kender til Rasmus Paludans (medlem af komitéen og leder af partiet Stram Kurs, red.) eskapader. De er ikke ligefrem subtile. Tanken med komitéen var, at den ikke skulle være politisk profileret. Det er den desværre blevet,« siger han."

*

Personligt kan jeg ikke se, at Rasmus Paludan 's "eskapader" er mindre subtile end at tegne muslimernes profet Muhammed som en hund. Skal man dømme efter muslimernes reaktioner, er muslimerne enten blevet mere moderate siden 2007, hvor Vilks tegnede sine første Muhammedhunde, eller også opfatter muslimer Vilks' tegninger som mere stødende end Rasmus Paludan og Stram kurs 's demonstrationer. Reaktionerne på Vilks' tegninger har i hvert fald været mere markante end på Paludans demonstrationer. Desuden var Rasmus Paludan ikke politiker, da han blev medlem af Lars Vilks Komiteen.

Lars Vilks Komiteens arbejde har endvidere været "politiseret" siden terrorangrebet på Krudttønden, da møder med Vilks nu bliver afholdt på Christianborg - fordi stedet har det sikkerhedsniveau, der kræves for at kunne holde offentligt tilgængelige møder med Lars Vilks - og hvis man skal holde et møde på Christiansborg, kræver det formelt en invitation fra et folketingsmedlem, hvilket selvsagt er en politisering i forhold til den autonomi, komiteen havde tidligere. Jeg har tidligere påpeget det ærgerlige i, at komiteen på denne måde er kommet i lommen på politikerne. Men i praksis kan det være svært at komme udenom denne politisering. At arrangere møder med folk, der er eftertragtet på livet, er det muliges kunst.

I øvrigt burde det være muligt for en kunstteoretiker som Lars Vilks at læse Stram Kurs 's aktivitet under hensyntagen til det udvidede kunstbegreb. Personligt opfatter jeg Stram Kurs's demonstrationer som lige dele politik og pædagogik. Som Vilks at fastholde en klar skelnen mellem kunst og politik/aktivisme anser jeg for gammeldags og som et udslag af burgøjseri, hvor kunsten på modernistisk facon tildeles en særstatus - men også en isoleret position - i samfundet. Og nej, alle værker kan ikke være åbne og subtile. Ironien, som Vilks er rundet af, hører en anden epoke til. Der er selvsagt også brugt for både kantede og bastante værker, hvis betydning ikke lader sig opløse i forskellige metalag.

Dan Park arbejder med både bastante udmeldinger og subtile pointer, men hans værk krydser jo selvsagt grænsen til det politiske, når det svenske retssystem vælger at placere ham bag tremmer for "hetz mod folkegruppe". Også Vilks' eget projekt er politisk i den forstand, at han efter at have levet uden beskyttelse i en årrække nu er blevet en person, som, den svenske stat mener, skal beskyttes som et statsoverhoved. At opfatte personbeskyttelse eller mangel på samme som upolitisk er ærlig talt naivt. Det er i høj grad politiske beslutninger og politisk pres, der motiverer personbeskyttelse.

Når det er sagt, kan det bare konstateres, at Lars Vilks Komiteen aldrig har haft nemt ved at tiltrække medlemmer. Der er kort sagt de medlemmer af komiteen, der tør være med. Selv inden terrorattentaterne mod Lars Vilks - angrebet mod Lars Vilks Komiteens møde i Krudttønden er kun ét af dem - var det svært at skaffe medlemmer til komiteen.

Folk, der blev spurgt, frygtede ikke alene at blive politisk stigmatiserede, fordi højrefløjen har fået patent på ytringsfriheden siden Muhammedtegningerne. Folk frygtede især for radikale muslimers vrede. Denne frygt har simpelthen lagt en dæmper på folks lyst til at blive indrulleret i Lars Vilks Komiteen både som medlemmer af komiteen og som paneldeltagere ved komiteens arrangementer, hvor utallige mere eller mindre prominente "kulturpersonligheder" har takket nej til at deltage.

Lars Vilks Komiteen består simpelthen af de personer, der tør stille op. At Lars Vilks kunne ønske sig andre og mere profilerede medlemmer er okay, men at samle en komite er det muliges kunst. Personligt havde jeg gerne set Pelle Dragsted fra Enhedslisten som medlem af komiteen for at brede det politiske spand ud, men Lars Vilks Komiteen kan nu engang ikke tvinge folk til at blive medlem og må naturligvis tage det til efterretning, når folk takker nej.

Efter angrebet mod Lars Vilks Komiteens møde i Krudttønden - hvor der blev diskuteret kunst, ytringsfrihed og blasfemi - har alle de medlemmer, der var til stede i Krudttønden (og en del andre) i øvrigt forladt komiteen. Lars Vilks Komiteen har måttet sige farvel til Jaleh Tavakoli, Niels Ivar Larsen og Helle Merete Brix. Kun Mikael Jalving og undertegnede, der ikke var til stede ved mødet, er stadig medlemmer af Lars Vilks Komiteen. Så den korte konklusion er, at terror virker. Alle, der konkret har været i berøring med et terrorangreb, har forladt komiteen.

Jeg kan annoncere, at Lars Vilks Komiteen nok har været i dvale, men det vil være oplagt at vække det slumrende kadaver og lave en paneldebat, hvor vi diskuterer forskellen mellem et kunstbegreb, der har sin rod i modernismen og kunstinstitutionen, og den politiske og kunstneriske aktivisme, der spirer frem i disse år. En politisk og kunstnerisk aktivisme, der ofte befinder sig helt udenfor kunstinstitutionen og i nogen tilfælde end ikke har interesse i denne.


Se også
Lars Vilks og Helle Merete Brix: 30 fortællinger om frihed, fatwaer og kærlighed