Hvad ville du sige til, at din ejendomsmægler fremviste din bolig for ikke-eksisterende købere for at presse prisen på din bolig ned?
Det kan du risikere, hvis du sætter din bolig til salg hos Danbolig på Amager i København. Ingredienserne er ikke-eksisterende købere, skjult kamera og en uhæderlig ejendomsmægler.
I begyndelsen af 2019 tager familien Amsnæs på Amager et stort skridt. De vil sælge deres rækkehus på Amager tæt på Øresund. Børnefamilien kontakter Danbolig Amager Strand, der mener, at de kan sælge huset til en langt højere pris end konkurrenterne.
Familien Amsnæs bliver glad og indgår en aftale med Danbolig. Nu skal rækkehuset sælges. Men det skal vise sig, at det bliver en bizar omgang løgne, som familien kommer til at opleve.
Ejendomsmægleren fra Danbolig har fået nøglerne til huset, og med det samme har ejendomsmægleren potentielle kunder klar, der gerne vil se huset. Første dag fortæller mægleren, at et ungt par fra Nordjylland gerne vil se huset. Dagen efter er endnu et ungt par interesseret, og på tredjedagen er hele to par interesseret i familien Amsnæs' hus. Alle par har ifølge ejendomsmægleren vist stor interesse for huset.
Men meldingen er klar fra de fire par til sælgerne af rækkehuset: Prisen er alt for høj og skal sættes ned.
Problemet er bare, at sælgeren Anders Peter Amsnæs er IT-ekspert og har sikkerhedskameraer sat op i sit hus. Overvågningsvideoen afslører, at der slet ikke har været fremvisninger for fire par i huset. De potentielle boligkøbere findes ikke.
Ejendomsmægleren har ganske enkelt fabrikeret en løgn, og målet er at få sat prisen på huset ned, så Danbolig nemmere kan sælge familiens hus. Udbudsprisen var altså falsk og sat alt for højt med vilje. Blot for at få familien som kunder.
Optagelserne fra Anders Peter Amsnæs' hjem viser, at Danboligs ejendomsmægler rigtig nok ankommer til huset som aftalt. Men han er helt alene. Han går rundt i huset og tænder og slukker lyset. Han lægger også tre par skobeskyttere i entreen, så det virker som om, tre mennesker har været på besøg. Så forlader han rækkehuset igen.
Familien Amsnæs kontakter Danbolig med deres oplysninger om løgne og falske fremvisninger, og ejendomsmæglerkæden tilbyder to flasker vin og en middag som undskyldning for firmaets løgne.
Familien fra Amager i København afviser tilbuddet.
Spørgsmålet er om, danske boligsælgere kan stole på ejendomsmæglerne hos Danbolig?
(Billedet stammer fra overvågningskameraet i familien Amsnæs' hjem)
*
Anders Peter Amsnæs skriver følgende om sagen på sin Facebookprofil:
"Falske fremvisninger i DanBolig
Efter kun at have haft vores rækkehus til salg hos DanBolig Amagerstrand i 4 dage bookede Danbolig 4 fremvisninger i samme uge. Hurra - rækkehuset var ikke en gang på nettet endnu, så vi håbede på et hurtigt salg til den pris, som 4 lokale mæglere havde været helt enige om.
Fremvisningerne gik godt, dog syntes alle fire par, at prisen var for høj. Tilfældigt opdagede vi dog, at mæglerne alle gange havde været der alene og helt rutinemæssigt gik rundt i et par minutter, tændte og slukkede lys, før de smed nogle blå plastfutter i gangen. Bagefter blev vi alle gange ringet op og fik detaljerede oplysninger om interesserede købere - der dog alle syntes, det er lidt for dyrt.
Vi er chokerede og vrede og har selvfølgelig ophævet samarbejdet med øjeblikkelig virkning og orienteret ledelsen i DanBolig Niels Hald. DanBoligs reaktion har været at tilbyde os billederne, et par flasker vin og en middag! De to mæglere arbejder stadig med salg og vurdering i samme filial og har været på arbejde så sent som i torsdags.
Vi er bange for, der er tale om systematisk snyd og bedrag af sælgere med ledelsens opbakning. Vi tror, at når først formidlingskontrakten er underskrevet, så gøres sælger på systematisk vis mør i forhold til at sænke prisen. På den måde sælger boligen jo næsten sig selv uden større indsats fra DanBolig og mægleren kan indløse sit salær helt uden at få sved på panden – på vores bekostning!
Hvis I skal sælge, så pas på DanBolig! Hvis de helt umotiveret og rutinemæssigt snyder med fremvisningerne i den første salgsuge, hvad kan de så ellers finde på? Og til DanBolig - det bliver et nej tak herfra til vin og middag"
*
TV 2 's journalister Natali Braagaard og Stefan Schmidt Jørgensen har nu taget sagen op.
Se også
Ekstraekstraekstraekstraekstranummer (Kim Larsen spiller This Is My Life for profeten Muhammed, der fortsat har det strengt med strengeinstrumenter)