Jeg mødte den svenske kunstner Dan Park for 12 år siden, da jeg deltog i Eslöv Biennalen. Dan Park var ikke en del af udstillingen, men satte plakater op udenfor. Jeg har selv arbejdet på samme kommenterende måde som Park, hvor jeg har forholdt mig til arrangementer i kunstinstitutionens regi, som jeg ikke var inviteret til, så jeg fattede umiddelbart sympati for Park, men forstod ikke meget af, hvad han sagde, hvilket sandsynligvis var gensidigt.

Efter mødet i Sverige fulgte jeg Parks værk på afstand. I begyndelsen var hans hårdtslående motiver stærkt chokerende, men med tiden stod det klart, at han havde en unik stil og et veludviklet kunstnerisk formsprog.


Det, der især har fascineret mig ved Parks kunst, er, at den udspiller sig på trods. Altså på trods af kunstinstitutionens afvisning, manglende accept og ligegyldighed. Noget andet, der vedvarende fascinerer mig, er, at Parks collagekunst udelukkende består af billeder, der eksisterer i forvejen. Billeder han finder på nettet og sætter sammen på overaskende måder.

Det er et frontalangreb på kunstens originalitetskrav, hvor kunstneren forventes at skabe nyt. Park viser os, at billederne allerede er tilstede, og at vi bare kan gøre brug af den pool af billeder, der allerede er offentligt tilgængelige.

Det greb har jeg taget til mig i nogen af mine værker, og for eksempel består mit motiv gemmeleg, som jeg ikke kan vise her grundet det indgåede forlig med Dansk Journalistforbund, af allerede eksisterende og forhåndenværende billeder. Michael Drost-Hansen 's fotografi af en flygtningepige og Kurt Westergaard 's Muhammedtegning.

Illustration: Dan Parks seneste collage, der forestiller en kinesisk koranskider.


Se også
Ingen pension til Lars Vilks Komiteen