I 1937 kom den surrealistiske kunstner Wilhelm Freddie på kant med pornografi-lovgivningen. Politiet lukkede det år en udstilling af Wilhelm Freddies arbejder på et københavnsk galleri og beslaglagde seks af værkerne. De blev anbragt på Kriminalmuseet, hvor det i 26 år kun var forundt politiet, jurister og kriminologer at nyde synet af værkerne og deres "perverse utugtighed".

Blandt de beslaglagte værker var maleriet "Meditation over den anti-nazistiske kærlighed". Det mest "usædelige" af Freddies værker var ifølge opinionen en kvindebuste på hvis kind, Freddie havde malet en penis. Værket havde titlen "Sex-paralysappeal". Wilhelm Freddie fik 10 dages fængsel for værket, og i 1937 fik han også indrejseforbud i Tyskland for ”Meditation over den antinazistiske kærlighed”, der forestiller Adolf Hitler. Maleriet blev anset for så kritisk overfor nazismen, at Freddie under besættelsen måtte flygte til Sverige for at undgå forfølgelse.

I protest mod myndighedernes beslaglæggelse af sine arbejder i 1937 udstillede Wilhelm Freddie i 1961 kopier af tre af de beslaglagte værker i Galerie Köpcke i København. Et kvarter efter udstillingens åbning mødte politiet op og beslaglagde kopierne trods rasende protester fra publikum, der skreg "tyveri, tyveri".

I september 1962 blev busten af Københavns Byrets 9. afdeling betegnet som "utugtig", og Freddie blev idømt 10 dagbøder på 20 kroner. Efter at byretten havde "frifundet" to af værkerne, men altså opretholdt beslaglæggelseskendelsen over "Sex-paralysappeal", appellerede Wilhelm Freddie dommen til landsretten, der i maj 1963 frifandt også busten, som byretten havde karakteriseret som "usømmeligt bemalet" og dermed "utugtig".

Landsretten - bortset fra en enkelt dommer - fandt det "overvejende betænkeligt at fastslå, at busten som følge af den skete bemaling har en sådan pirrende og anstødelig karakter, at den efter den nu herskende opfattelse i samfundet kan anses for utugtig". Rigsadvokaten ønskede ikke at appellere dommen til Højesteret, så omsider fik kunstneren fred til at skabe kunst fremfor at spekulere over mulige ny indgreb i sin kunstneriske frihed.

Efter frikendelsen af Wilhelm Freddie myldrede rygklapperne frem og hædersbevisningerne begyndte at regne ned over hr. "maler" Freddie, der, som det hed i en anmeldelse fra 1940, "udstiller en ækel og pervers salonkommunistisk forestilling for offentligheden".

"Hele det danske kulturliv viste sig som en samling røve i 1937," sagde Freddie, der betegnede sig selv som dansk kunsts sorte får, om den manglende opbakning, da hans værker blev beslaglagt første gang. I 1967 erklærede han, at "alle de, der før sparkede mig i røven, kommer nu og klapper mig på skulderen".

I 1969 frigav Danmark som det første land i verden billedpornografien. En beslutning som Wilhelm Freddie med sine værker havde sin andel i. Det kunstneriske krydsede med Freddies oeuvre ind i det politiske felt og skabte forandring.




Se også
Jaleh Tavakoli versus Louisa Vesterager Jespersen