I det forgangne år så det umiddelbart ud til, at Facebook var i gang med at lempe sine rigide regler i forhold til det materiale, der kunne offentliggøres på det sociale medie. Selvom der var masser af eksempler på Facebook censur i 2015, syntes for eksempel nøgenhed i forbindelse med malerier at være blevet accepteret. I 2016 er Facebook imidlertid vendt tilbage til sin ikke bare mærkværdige, men direkte bizarre form for censur.
Året begyndte med, at den socialdemokratiske politiker Mette Gjerskov ikke kunne annoncere for sin TV 2 blog på Facebook, fordi det ledsagende billede af Edvard Eriksen 's skulptur Den lille Havfrue ifølge Facebook indeholdt for "meget bar hud" eller "seksuelle undertoner". Hvordan en bly bronzefigur udstråler for meget bar hud eller seksuelle undertoner, skal man vist være ansat i Facebooks censurafdeling for at forstå.
Også den svenske gadekunstner Dan Park er blevet ramt af Facebooks censur i 2016. Dan Park er blevet udelukket i 30 dage på grund af et selvportræt.
Da Dan Park fejrede nytår ved årsskiftet 2014-15, havde han af alle steder henlagt sin nytårsfest til byggetomten ved Jagtvej 69 - de autonomes tidligere højborg ved Nørrebro Runddel. Ud på morgenen blev Park overfaldet af flere autonome, da han hentede cigaretter i en kiosk i nærheden. Park fik alvorlige skader i ansigtet.
I år slap Park ikke meget billigere fra sin nytårsfejring i København. Denne gang blev kunstneren ikke offer for venstreradikal vold, men det stærke danske øl. En sandsynligvis pænt bedugget Dan Park faldt og tog fra med hovedet.
Dagen efter publicerede Dan Park et foto af sit forslåede ansigt på sin Facebook profil. Det er dette billede, Facebook nu har fjernet og idømt kunstneren 30 dages karantæne for.
Dan Parks egen kommentar til sagen (på Twitter):
"Blockad av facebook i 30 dagar på grund av denna bild. Ska man skratta eller gråta är frågan. Hårda tag 2016?"
Mette Gjerskovs annonce, der ifølge Facebook indeholder for meget bar hud eller seksuelle undertoner.
Læs også
Michael Dyrby 's nøgenselfie gengivet som maleri